Læsetid: 3 min.

Kunsten at gå på bare tæer

Karen Syberg lægger frygtløst ud med en kliché af en kvindefigur, men overrasker gudskelov undervejs i danmarksodysseen med den driftige titel 'E20'
22. september 2009

Hun er næsten 40 år og rigtig meget single. Selvstændig organisationspsykolog af rang, workaholic og kontrolfreak om en hals. Hun ser godt ud på den stramme måde, lider af søvnbesvær og færdes helst på høje hæle. Irene Falke er med andre ord klar til at blive slået ud af kurs, klar til at skifte bane på livets motorvej. Alt for irriterende, indlysende klar.

Hvilket er problemet med Karen Sybergs anden roman E20, en roman, der ellers udmærker sig ved øjeblikke af poetisk psykologisk skarphed og lange naturromantiske passager, emmende af urdansk landlig væren - af muld er du immervæk kommet - foruden et fint reflekteret tema om at følge eller netop ikke følge »de banede veje«.

Men lad os tage bøvlet først: Det er klart, at man som en af rødstrømpebevægelsens evindelige efternølere er helt fremme i Ilse Jacobsen-skoen, når en af landets førende hardcore-feminister melder sig på banen med et portræt af tiden og dens kvinde(r). Åh nej, hvad har vi nu gjort galt, tænker man uvilkårligt og genkalder sig de ældre medsøstres afklædende blikke, dengang man troppede op i basisgruppen med en kvindelighed, der var lige så indlysende umoderne, som de stramme fletninger, der dinglede fjollet ned ad nakken.

Karen Syberg og hendes generation kan ikke lade være, og skal heller ikke lade være med at gå de skiftende kvinderoller efter i sømmene, især da ikke når den kønspolitiske agenda pludselig kuppes af kvinder med tvetydige dagsordner og påfaldende aggressivitet som nu journalisten Leny Malacinski (Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt).

Men altså. At forfalde til politisk korrekt barfodsromantik - skulle det nu være nødvendigt?

Denne Irene Falke mister sin designertaske på en rasteplads og dermed 'sin hukommelse', som det meget præcist formuleres i en tid, hvor alle har centrallås, kreditkort og højteknologisk isenkram, men ikke en krone i lommen at ringe for, endsige et telefonnummer i hovedet at ringe til.

Irene er med ét frataget civilisationens falske tryghed, banket tilbage til en fjern fortid, dengang mennesket kunne være offline i dagevis. Og overleve endda.

For at gøre en meget lang historie kort, møder hun sin forløser i rodehovedet Uffe. Han er ornitolog, der er mere dus med skovens fugle end byens karrierekvinder, men som ikke desto mindre tilbyder Irene et lift.

Parret følges ad på en improviseret spejdertur gennem det jyske junilandskab, hvor Irene holder fri fra perfektionen, samler mod til at gøre op med fortidens spøgelser og komme lidt mere i pagt med den ydre såvel som den indre, menneskelige natur: »Bunden er brun og blød, men alligevel stikker det i fødderne af bogenes små hårde kapsler, der ligger overalt. Irene træder ned med hele foden, kunsten at gå på bare tæer kan hun stadig«.

Nuancerigdom

Her er det så, at man bliver alvorligt bange for, at der går en særlig form for økologisk Morten Korch i foretagendet, at vi ender med fuglefløjt og til døden os skiller.

Men realisten Syberg træder gudskelov i karakter, så let slipper de - og vi - ikke. I tilbage- og sideblik optrævles ikke bare Irenes, men også tre andre kvinders liv, og paradoksalt nok er det her, Sybergs prosa falder i de smukkeste folder.

Når hun dykker ned i landbo- og kvindehistorien sker det med nuancerigdom og knivskarp præcision. Som når der berettes om datteren, der holder »med sin mor men ikke af hende« eller når det om en fatal kærlighedsaffære hedder, at »ved siden af lidenskaben boede hele tiden et lille illusionsløst klarsyn i hende«. Eller da det om den gode fuglemands overrumplende kærlighed til den 'varme og jordbundne' kvinde mod slut afsløres, at »der sidder en lille foreløbighed« i ham.

Alle disse lykkens luner og tarvelige lumpenheder har Karen Syberg en udviklet sans for at registrere og beskrive, nøjagtig ligesom hendes iagttagelser af naturens cyklus bærer præg af årelang håndfast og kærlig omgang med den danske muld, og hvad den nu engang frembringer. Det er alene den skabelonagtige rammefortælling i E20, man har lyst til at sende ud på et sidespor. Langt ud.

Lise Gardal er bogredaktør på Politiken

Karen Syberg: E20. Rosinante, 240 sider, 249, 95. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu