Læsetid: 4 min.

Leon og Lea mod resten af verden

Drama. En film om børn for de fuldvoksne: 'Det er ikke mig ... jeg sværger!' er en usentimental, men dybt humanistisk tragikomedie om fraværende forældre, selvdestruktion og en længsel, der bryder alle love
Casting. Med sit på én gang voksne og åbne og sårbare ansigt er Antoine L'Ecuyer perfekt castet i hovedrollen, mens Catherine Faucher i rollen som Lea tegner sig for filmens måske stærkeste øjeblik, hvor det stenansigt, hun møder verden med, krakelerer.

Casting. Med sit på én gang voksne og åbne og sårbare ansigt er Antoine L'Ecuyer perfekt castet i hovedrollen, mens Catherine Faucher i rollen som Lea tegner sig for filmens måske stærkeste øjeblik, hvor det stenansigt, hun møder verden med, krakelerer.

Véro Boncompagni

25. september 2009

»Min dag endte som et meteornedslag i en vuggestue,« hører vi på et tidspunkt Leon, den 10-årige hovedperson i Det er ikke mig ... jeg sværger! konkludere. Det bør ikke undre, for Leon er en tyv, en vandal og en løgnhals. Det siger hans egen far, og selv om faren drikker, er det rigtigt nok.

Mor flytter hjemmefra

Fuckfingrene sidder løst på Leon, der i øvrigt også er brandstifter, og hvis alarmerende mangel på hæmninger hans naboer får at føle. Især de af dem, der er skødesløse nok til at rejse væk på ferie.

Nu lyder Leon måske som et usympatisk bekendtskab, men det er slet ikke tilfældet. Filmens tvetydige titel kan jo forstås både som en benægtelse af en konkret ugerning og som en påpegning af, at han egentlig ikke ønsker at være, som han er, og kun er det af nød.

Desuden vender Leon også sin destruktionstrang indad, da han jævnligt forsøger at tage sig af dage. Få minutter inde i filmen får vi indtryk af, at Leon ikke er familiens eneste mærkelige medlem. Da han forsøger at hænge sig i et træ, reagerer moren nemlig ved at gå løs på træet med en økse i stedet for at prøve at blive klogere på årsagen til den drastiske handling. Når hun og Leons far er oppe at skændes, hvilket de ofte er, slår moren ham med knytnæve - især hvis han formaster sig til at nævne hendes mislykkede malerkarriere.

En dag kan hun ikke længere overskue det hele, og forlader derfor sin mand, Leon og hans storebror for et nyt liv i Grækenland. En knust Leon føler et stærkt savn til moren, der med råd som »hvis du skal lyve, så gør det ordentligt« også var en slags partner in crime. Så han beslutter sig for at stjæle pengene til en flybillet.

To må man være

Den kønne, men også meget sammenbidte nabopige Lea er i en lignende situation på hjemmefronten. I modsætning til Leon har Lea ganske vist ikke selv forårsaget de blå mærker på sin krop, men hun er alligevel et af de meget få mennesker, der forstår ham. Sammen lægger de to fysisk og psykisk mørbankede børn en plan, der fører dem fra deres vante forstadsmiljø i Quebec til et sted med enøjede færgemænd, truende kæmpehunde og korsfæstede elge.

Det er ikke mig ... jeg sværger! udspiller sig i sommeren 1968, men morens radikale frigørelseskamp fraregnet er referencerne til datidens store begivenheder - såsom Vietnam-krigen - sparsomme. Det er de blodige og lemlæstende konflikter inden for hjemmets fire vægge, det handler om.

Der er gjort meget ud af periodedetaljen, såsom elektronisk kommunikationsudstyr på størrelse med donkrafte og skjorter i nu sjældent sete gule og brune nuancer. Alligevel lader instruktør Philippe Falardeau altså sine unge hovedpersoner bevæge sig ind på mere mytisk og tidløst territorium. En tvedeling, som filmen slipper af sted med, fordi den i forvejen er så kompleks en størrelse, ikke mindst i sin fortælletone.

Nul sødsuppe

I pressematerialet nævner Falardeau Lasse Hallströms Mit liv som hund som inspirationskilde, men i modsætning til Hallström udviser han heldigvis ingen iver efter at hygge om tilskueren. Der findes næppe noget bedre udgangspunkt for at ramme folk i det følelsesmæssige solar plexus end historier om børn, der savner deres mor eller far, men Falardeau modstår fra først til sidst denne fristelse. Faktisk lader han endda flere gange Leon bryde illusionen ved at henvende sig direkte til kameraet og dermed os.

Han vælger med andre ord den længst mulige vej til tilskuerens hjerte, men når alligevel frem, blandt andet via dette smukt underfundige replikskifte:

»Måske vi kan få et nyt liv, Lea.«

»Vi er kun 10 år, Leon.«

»Netop, det er ikke for sent.«

Sælsom rejse

Som det nok fremgår, er det bestemt ikke en film for børn, Falardeau har lavet, navnlig fordi hverken Leon eller Lea synes at leve en børnetilværelse. Den mulighed har de grumme realiteter for længst frarøvet dem.

Med sit på én gang voksne og åbne og sårbare ansigt er Antoine L'Ecuyer perfekt castet i hovedrollen, mens Catherine Faucher i rollen som Lea tegner sig for filmens måske stærkeste øjeblik, hvor det stenansigt, hun møder verden med, krakelerer.

Det er ikke mig ... jeg sværger! er smukt filmet, men dens æstetik er samtidig så tilpas neddæmpet, at den ikke fjerner fokus fra de banale hverdagsrammer, hovedparten af filmen udspiller sig i. Rammer, der kun forstærkede denne anmelders oplevelse af intensiteten af de følelser, der som pinball-kugler pisker rundt i filmens purunge hovedpersoner.

Svaghederne er så få og små, at jeg vil tillade mig at hoppe hen over dem for så at plante begge fødder solidt i den konklusion, at Det er ikke mig ... jeg sværger! er en stærkt anbefalelsesværdig og dybt sælsom filmisk rejse. Sælsom i en grad, hvor Leon til slut fremstår som noget så selvmodsigende som selvmordskandidat og ultimativ overlever i en og samme spinkle skikkelse. Med troværdigheden i fuld behold.

Det er ikke mig ... jeg sværger!: Instruktion og manuskript: Philippe Falardeau. Canadisk (Dagmar og Palads i København samt Metropol i Århus).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu