Læsetid: 6 min.

Madsen på Manhattan

Johnny Madsen åbnede i sidste uge sin første solo-udstilling i New York - byen der netop har dannet ramme om en af de værste økonomiske nedture i nyere tid. Men for Madsen har New York altid stået som noget stort - og en krise er mest af alt en mulighed for 'at sætte af fra bunden'
Johnny Madsen åbnede i sidste uge sin første solo-udstilling i New York - byen der netop har dannet ramme om en af de værste økonomiske nedture i nyere tid. Men for Madsen har New York altid stået som noget stort - og en krise er mest af alt en mulighed for 'at sætte af fra bunden'
12. september 2009

NEW YORK - Det er fristende at skrive denne historie over en klassisk skabelon: Om en bonderøv, der kommer til storbyen for første gang. Om en Jeppe i baronens seng. Men Johnny Madsen er langt mere end det. Han tager sig selv alvorligt som både musiker, sangskriver og maler - og er trods sin umage fremtoning ikke voldsomt benovet, snarere tydeligt tilfreds med at se sine ekspressive malerier flytte fra Fanø til et fashionabelt Manhattan-galleri. Han er en mand, der omfavner sine modsætninger. Og så er han først og fremmest jetlagget, da vi mødes på galleriet Denise Bibro et par dage før, han åbner sin første solo-udstilling i New York.

Madsen har aldrig været i hverken USA eller New York før. Da vi mødes, har han tilbragt knap et døgn i byen og mest set den fra oven. I morges vågnede han ved 3.30- tiden og kunne ikke sove, så han satte sig ud på den gigantiske terrasse, der hører til hans lejede penthouse på toppen af luksushotellet Soho Grand - og sendte bud efter sine assistenter og rejsefæller på sms. Der sad de så, hele flokken fra Fanø, og betragtede Manhattans skyline i solopgang.

Med egen chauffør

På et tidspunkt blev Johnny Madsen inspireret og griflede et lille digt ned med blyant på bagsiden af hotellets tv- og lyd-manual. Og allerede i denne anekdote, som hans art manager, Jeanett Exner fortæller, dukker den første modsætning op: Madsen har lejet sig ind i en luksussuite, drikker god hvidvin og skriver digte på terrassen - men han har også nægtet at tage rent tøj på i dag og har medbragt sin egen chauffør Bjerne fra Fanø, mellem venner kaldet 'Bjerne Taxa'.

Han er en mand, der elsker sin personlige frihed, en liberalist i gammeldags forstand, som gerne protesterer offentligt over de danske skatte- og rygeregler. Han virker genert og akavet i fremmedes selskab - og samtidig er han en mand, der glad og gerne lader nationens ambassadører og konsuler tale ved sine ferniseringer.

»Jeg repræsenterer et lille stykke dansk kultur i en fremmed by langt hjemmefra. Det er der andre, der har observeret, og de kommer så og siger, at det vil de godt støtte, og det synes jeg er dejligt,« siger han, da vi er kørt fra galleriet tilbage til hans foretrukne plads på terrassen for at lave interview.

Er han da en dansk maler?

»Nej, egentlig ikke. Nordiske malere er meget blå i deres maleri. Mine forbilleder, da jeg var barn, var franske malere, amerikanske, hollandske, f.eks. Willem de Kooning. Jeg har altid været fascineret af den kraftige farve,« siger han og kigger ned af sin plettede, forvaskede T-shirt med underspillet ironi:

»I Danmark har vi det jo med at begrænse os lidt - vi er sådan lidt tunge i det. Det kan man se på mig også, jeg har ikke en særligt farverig tøjstil. Vi har Brorsons tunge salmer, og selvfølgelig har jeg en del af det i mig. Men jeg har også en vildere del.«

Johnny Belinda

Tredje lektion om Madsens modsætninger: Det er muligt, at han har uvasket hår og pletter på trøjen, men han husker at vaske hænder mange gange dagligt for at undgå influenza. Og han taler ivrigt og begavet om kunsten, samfundet og sin egen skaben - og gør sig tydeligt umage med interviewet. Siddende der på terrassen, med en af sine utallige smøger, et glas vin inden for rækkevidde og udsigt til Empire State Building, beretter han ærligt, at det er en oplevelse af de store at få lov at rykke over Atlanten og prøve kræfter med en ny og større kunstverden.

»Jeg er faktisk opkaldt efter en amerikansk film med Humphrey Bogart, hvori han spillede en fyr, der hed Johnny Belinda. Når vi nu sidder her og kigger ud, så er det noget, der for evigt vil være på min nethinde. New York har altid stået for mig som noget stort. Et eller andet sted ligger den amerikanske kultur jo i vores, og Danmark er kun en forstad. Jeg ved godt, at mange danskere elsker at hade USA, men sjovt nok er det ofte de samme, som går rundt i cowboybukser, hører Bob Dylan og drikker Coca-Cola.«

I flere interviews har Johnny Madsen fortalt om at være født i Thyborøn, om rastløshed og udlængsel og om at forlade sin hjemstavn. Nu er han kommet til en by, der er funderet på millioner af immigranters håb og drømme om et bedre liv. Men er udstillingen i New York et mål eller nærmere et startskud til en ny rejse?

»Det er ikke et mål, det her er heller ikke en start, det er en logisk udvikling. Selvfølgelig skal vi prøve af, om det kan klare sig internationalt - også qua det, at jeg ikke er en typisk dansk maler,« siger han og tilføjer beskedent:

»Det kan også godt være, det er lidt forfængelighed. Det er jo ikke sådan, at vi sætter prisen op. Og det er heller ikke sådan, at vi skal ud og score verden. Men æh ... Foreløbig så sidder vi her pga. mine malerier og kigger ud over byen, og alene det burde jo være svar nok.«

En lang rejse indad

Madsen er på en gang tydeligt ambitiøs med sin kunst og også rundet af den danske jantelov. Han drømmer ikke om at blive international stjernemaler, forsikrer han.

»Nej, altså der hvor jeg er ambitiøs, det er i forhold til at blive bedre som kunstner. Nu rejser man så til New York, men min rejse er altid foregået som en lang rejse indad; sådan at jeg nåede dybere lag i mig selv - uden at blive for højtidelig. Det her er nye græsgange,« siger han med en gestus mod storbyen, »og det er altid spændende at prøve, for tit opstår der nogle ting i kølvandet på det.«

Maleriet er begyndt at fylde mere og mere for Madsen. Han spiller stadig »60 jobs om året, men så har jeg jo 300 dage at male i«. Sangene vil altid være danske, men med malerierne kan han nå et nyt publikum:

»Det tog mig 15 år at knække koden til sangene. Jeg har malet i 35 år, og nu har jeg også knækket koden til maleriet. Nu er jeg der, hvor jeg kan udtrykke, hvad jeg vil.«

Johnny Madsen kommer til Manhattan midt i finanskrisen. Der er blevet færre gallerier, færre samlere, færre penge til luksus. Selv har han også oplevet kriser: En datter, der døde kort efter fødslen. En alvorlig trafikulykke og en skilsmisse.

»Hjemme på galleriet på Fanø har vi ikke mærket nogen krise. Jeg ved ikke, om jeg selv personligt har været i krise, sådan at jeg var klar til at springe ud fra et højhus. Men jeg plejer at sige: Lad nu være med at gå i panik. Alle mennesker kommer ud af kriser igen - og nogle gange styrket. Indimellem er det rart, hvis man står med fødderne på bunden, for så kan man sætte af. Hvis du kun er halvvejs nede, så drukner du måske. Men hvis du står på bunden og sætter af, så har du en chance.«

Jeg fortæller ham, at det kunne være nærliggende at skrive historien om ham som Jeppe eller bonderøven fra Fanø - men at det også virker lidt som et billigt trick.

- Føler du dig som en Jeppe?

»Nej, det har jeg aldrig været. Det er slet ikke der, jeg er henne. Det, der er vigtigst for mig, er, at jeg udvikler mig som kunstner. Og New York? Det er fedt at udstille her, men større er det heller ikke. Hvad skal jeg sige?«

Johnny Madsens udstilling 'Red, Yellow and the Blues' kan ses på Denise Bibro Fine Art, 529 West 20th St. i New York til den 3. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu