Læsetid: 3 min.

Vi er mennesker og nødt til at gætte

Camilla Christensen skriver uden punktummer om et dyrerige, der ikke direkte kan sættes i forbindelse med menneskelig opførsel - hvor gerne vi end vil det
3. september 2009

Man fornemmer en googlen bag flere af digtene i Camilla Christensens Fugl eller fisk, nogle skilter endda med et wikipidia.org i toppen, og et begynder ligefrem »Googler man Arkimedes og vægtstang får man en/ annonce for håndvægte«, og det er ikke, fordi disse forhold i sig selv berettiger til det, men jeg har alligevel udført en slags googlemanøvre inden for det tekstkorpus Fugl eller fisk udgør.

Søgeordet er 'naturen', og her er resultatet, idet jeg har medtaget de sætninger, som 'naturen' indgår i (som det i øvrigt er praksis inden for googlepoesi): »naturen er en spilledåse/naturen er fuldstændig logisk/naturen er et periskop/naturen [...] dén mangler fuldstændig lune/Man skal ikke føle for naturen/naturen kræver altid sin ret/naturen derimod har ingen anelse/naturen er ikke nogen rollemodel/af og til er naturen nådig/naturen er heller ikke til at stole på/naturen er ikke bare blind, den er hård som flint og stendøv for plagerier/det er naturen der ikke er rigtig klog/naturen den faste grund under fødderne/naturen er altid et andet sted/naturen den strammer om brystet/Man skal ikke besjæle naturen/ja, naturen er forunderlig/al den vodka, naturen der pumper i venerne/naturen er et slag i ansigtet/naturen er bevaringsværdig.«

Dette søgeresultat er et skridt på vejen til at karakterisere værket Fugl eller fisk, der, som man nok forstår, ikke vil holdes fast og som noget helt centralt har et udestående med naturen, som mennesket fremstiller den og forestiller sig den. Rent formelt fremstår samlingen med en vis orden: kasseformede digte uden titler inddelt i syv afsnit også uden titler. De enkelte digte slutter uden punktum, hvilket både giver indtryk af stringens, fordi det er gennemført konsekvent, men som samtidig også skaber en vis uro. I et digt sættes der hen imod slutningen undtagelsesvist punktum, hvorefter ordene fortsætter: »det er rart at kunne sætte et punktum og svært at stille sig der hvor ingenting er«. Udsagnet ophæver vel nærmest det enlige punktums funktion, og helt onduleret er tegnet, når der blot fræses videre med lille begyndelsesbogstav. Der, hvor ingenting er, kunne også være i titlens 'eller'. Helt selvfølgeligt stopper samlingen uden punktum og med linjen »men vi er mennesker & nødt til at gætte os frem«.

Se komikken

Sammen med uroen mærker man også en overlevelsestrang båret på vej af en vis humor. Jeg kom til at nynne Trilles »Hej søster, kan du ikke se komikken«, mens jeg læste, hvilket selvfølgelig blot er en meget lokal læserreaktion, men komikken er i hvert fald til stede. En anden søster kunne være Marianne Larsens Særskilte stillinger fra 2008, der ligeledes har et skævt blik på velkendte fænomener og udpeger velfærdssamfundets absurde sammenstød. Og så går Fugl eller fisk aldeles godt i spænd med disse linjer af Morti Vizki fra Mange boliger (2000): »da vi var ude i naturen/det horrible postulat«. For mennesket er netop ude i naturen i Fugl eller fisk, hvad det så end er. Sådan hedder det et sted om okapierne: »vi ved ikke hvad vi ser, men vi kan ikke holde os fra dem, vi vil kende dem til bunds, og uh! hvem står nu der i krattet og rusker i løvet med dén lange, grimme tunge? pyh det er bare okapien med de milde øjne og de mange maver.«

Camilla Christensen har tildelt et afsnit til forstæderne, sociale problemer og knap så præsentabel virkelighed, som det kaldes. Her viger naturen for for eksempel »thaibordeller, dyremishandling, sang og dans«. Men i de øvrige afsnit er mennesker placeret i naturen eller det, der ligner, Zoologisk Have for eksempel. Og i de såkaldt naturlige omgivelser er to væsensforskellige tilgange til naturen kørt i stilling. Den ene fortæller om en generel tendens hos mennesker til at lade sig fascinere af naturen, spejle sig i dyrenes adfærd og måske ligesom den romantiske digter være et følsomt organ for naturens yndigheder i modsætning til den anden, naturforskeren, der straks går i gang med at undersøge dyrenes efterladenskaber. Komiske er de begge to.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu