Læsetid: 5 min.

Mennesket er sin egen gud

Dan Browns seneste bog, 'The Lost Symbol', er lige så frustrerende, stilistisk ujævn og sporadisk spændende en oplevelse som hans forrige, 'Da Vinci Mysteriet'
Dan Browns seneste bog,  'The Lost Symbol', er lige så frustrerende, stilistisk ujævn og sporadisk spændende en oplevelse som hans forrige, 'Da Vinci Mysteriet'
17. september 2009

Jeg ved, hvem - eller måske rettere hvad - Gud er. Det står i Dan Browns nye spændingsroman, The Lost Symbol, som i tirsdags udkom på engelsk, og som vil glæde mystikerne, new age-filosofferne og humanisterne iblandt os.

Gud er nemlig i os alle, ja, Gud er faktisk os alle. Vi skal bare lære at se og forstå det, som vores mere oplyste forfædre - fra de egyptiske faraoer til videnskabsmænd med en metafysisk interesse som Isaac Newton og Benjamin Franklin - fandt ud af, og som vil forandre verden for altid, når det kommer frem: At vi mennesker på ingen måde har indfriet vores fulde, mentale potentiale; at vi faktisk selv kan blive vores egne guder, hvis vi får adgang til og afkodet de oldgamle hemmeligheder, som frimurerne i dag er de sidste vogtere af (ikke Scientology, selv om det godt kunne lyde sådan). Frimurerne, som favner alle religioner og racer, og som i bogen fremstilles som verdens frelsende engle og en ny oplysningstids forkyndere.

Man kan sige meget om Dan Brown som forfatter - og det gør man også - men han er god til at redegøre for sine vilde teorier, så også uindviede som denne anmelder, der ikke ligefrem er stærkest, når det kommer til alverdens religioner, frimureri og videnskab, forstår, hvad det handler om.

Brown er tydeligvis en dygtig researcher, og det giver hans historier en sjælden troværdighed - i hvert fald mens man læser dem. Der er meget vrøvl i The Lost Symbol - ligesom der var meget vrøvl i Browns to første bøger om symboleksperten Robert Langdon, Engle og dæmoner og Da Vinci Mysteriet - men inden for det univers, som forfatteren opbygger i bogen, og som kombinerer det jordnære med det fantastiske, forekommer det meste såre logisk og rigtigt.

Hvis det så bare ikke i lange passager var så umanerligt kedeligt præsenteret.

Hver gang handlingen i The Lost Symbol når til et spændende sted - og dem er der en del af - hvor ikke bare menneskeliv trues, men hele verdens fremtid synes at være på spil, lader Dan Brown Robert Langdon trykke på pauseknappen, så symboleksperten i detaljer enten kan forklare sine omgivelser, hvad det er, der foregår, eller tænke det, så læserne får det at vide.

Det trækker det ellers hæsblæsende tempo ud af den 500 sider lange bog, der kun spænder over 12 timer, og tager samtidig livet af de mest dramatiske øjeblikke - hvilket er lidt problematisk, når man har med en spændingsroman at gøre.

Omvendt er de lange, lærde foredrag vel paradoksalt nok noget af det, der overhovedet gør Browns bøger interessante i forhold til de utallige forfattere, som, siden Da Vinci Mysteriet erobrede verden, uden større held har prøvet at gøre ham kunsten efter.

Tråde tilbage til Egypten

Men lad mig så lige selv spole lidt tilbage og begynde med begyndelsen: Høje, flotte, midaldrende Robert Langdon, verdens mest berømte og begavede symbolforsker - og velsagtens Dan Browns alter ego - er blevet lokket til Washington af sin gamle ven og mentor, rigmanden, filantropen og frimurer-stormesteren Peter Solomon.

Det er i hvert fald, hvad Langdon tror, men i virkeligheden er en mystisk og morderisk mand, der kalder sig Mal'akh, på spil, og da Langdon ankommer til Capitol-bygningen, hvor han tror, han skal holde foredrag, finder han i stedet sin vens afhuggede hånd.

Det er startskuddet til en begivenhedsrig og ikke ufarlig rundtur blandt Washingtons majestætiske monumenter, hvoraf overraskende mange er opført af frimurere og udsmykket med mere eller mindre obskure religiøse symboler, der trækker tråde helt tilbage til det gamle Egypten. Symboler og koder, som Langdon selvfølgelig skal tyde.

Udmattende oplevelse

Ind på scenen træder et kulørt galleri af personer, som Langdon og læserne må forholde sig til: En barsk, kvindelig CIA-chef, der måske, måske ikke er til at stole på, en række frimurere i magtfulde positioner og ikke mindst Peter Solomons smukke, midaldrende, begavede søster, Katherine, der beskæftiger sig med noetic-videnskab og kan føre bevis for, at den menneskelige bevidsthed kan antage fysisk form og synligt påvirke sine omgivelser.

Med andre ord: Hvis tilstrækkeligt mange mennesker tænker de samme positive eller negative tanker, vil tanken blive til virkelighed. Alle dyrkere af transcendental meditation må glæde sig over denne del af bogen, og det er da også en forjættende tanke, at man med den rette træning kan forvandle sig selv til et veritabelt supermenneske med superkræfter.

The Lost Symbol er delt ind 133 forholdsvis korte kapitler, og bogen er en slags litterær udgave af spændingsserier som 24 timer, hvor hver sekvens ender med en cliffhanger, så man hele tiden får lyst til at se/læse mere. Det er et effektivt værktøj, som nok højner spændingen - bogen er en page turner - men også resulterer i en noget fragmentarisk, frustrerende læseoplevelse, fordi man hele tiden skifter synsvinkel, ikke har tid til fordybelse eller refleksion og er ganske udmattet, når man lægger bogen fra sig.

Vil os det godt

Dan Brown er desuden alt for afhængig af plottets indbyggede overraskelser og heller ikke nogen stor stilist, hvorfor hans bøger er svære at komme igennem anden gang. Han er skiftevis for tør, når han beskriver et monument eller en myte i detaljer, for corny, når han beskriver sine tiltalende, ressourcestærke hovedpersoner, og for højstemt, når han udfolder de vidtrækkende konsekvenser af de opdagelser, Robert Langdon gør i The Lost Symbol.

Ingen tvivl om, at Brown vil os det godt: I Engle og dæmoner og Da Vinci Mysteriet gjorde han op med henholdsvis den katolske kirkes konservative tankegang og kvindens skamfuldt inferiøre rolle i kristendommens officielle historie, og i The Lost Symbol siger han blandt andet, at alle religioner har samme udgangspunkt, og nogle bliver misbrugt af fanatikere til onde ting.

Men han måtte godt skrue lidt ned for retorikken, når han fejrer kulturel og religiøs mangfoldighed og menneskets urealiserede potentiale og med næsten skælvende stemme erkender, at Gud ikke bare er i os alle, vi er alle Gud!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Dahl Jeppesen

Skarp og præcis anmeldelse. Præcis samme opfattelse jeg har af bogen, som "går i stå" spændings- og handlingsmættet, når fakta og teorier skal forklares af hovedpersonerne.