Læsetid: 3 min.

Meget mere end en fodboldbog

'Den våbenløse hær' er mere end en fodboldbog. Nok er den to supporteres passionerede hyldestsang, men med i synsvinklen hører en kritisk journalistik, som reflekterer over sværmen af mytiske overdrivelser og spørger, om det nu også kan være sandt
Boldartisten. Hollandske Johan Cruyff, der både har spillet for og siden trænet FC Barcelona, blev med årene endnu mere catalansk end de indfødte. Her fejrer han den 27. november 1978, at han netop har scoret et mål.

Boldartisten. Hollandske Johan Cruyff, der både har spillet for og siden trænet FC Barcelona, blev med årene endnu mere catalansk end de indfødte. Her fejrer han den 27. november 1978, at han netop har scoret et mål.

Peter Robinson

24. september 2009

De tilfældige forbipasserende vidste ikke, at det var begyndelsen til noget stort, da 11 mænd rendte rundt i parken ved Velòdrom Bonanova i Barcelona mod et udvalgt hold af englændere, der vandt 1-0.

Joan Gamper, en tilrejsende schweizer, havde ni dage forinden indrykket en annonce i den catalanske avis Los Deportes, hvori han opfordrede alle, der havde lyst til at spille fodbold, til at henvende sig på hans kontor.

Den 29. november 1899 blev Foot-Ball Club Barcelona stiftet i Carrer del Carmen nr. 5. Man kan ikke se noget mindesmærke i dag, og forfatterne til bogen Den våbenløse hær, Tonny Vorm og Martin Tønner, undrer sig en smule over det manglende link til fortiden. FC Barcelona er jo en verdslig religion, mes que un club, mere end en klub, som mottoet lyder.

FC Barcelona er heller ikke en catalansk klub. Den er catalanernes klub. Og Barca er måske først og fremmest et fænomen. Skabt og næret af regional nysgerrighed, trods og skønhedsjagt, og i dag forstørret til globalt brand. Undertrykt af General Franco i lange magre år, som til gengæld konsoliderede den særlige kollektivisme og fighterånd, som stadig er varemærke for los blaugrana. Forfinet til naturlovsbetvingende boldartisteri af tulipanrevolutionens hollandske alfader, Johan Cruyff, som med årene blev endnu mere catalansk end de indfødte, og hvis ånd mærkes dagligt i akademiet La Masia, som har fostret enere som Xavi Hernandez, Andrés Iniesta og Leo Messi. Barca har forståeligt nok dyrket offerrollens ideologi, låst fast, som Real Madrid-koryfæet Jorge Valdano siger, i en tabersignatur. Sådan er det ikke mere. Barca er ikke bare mere end klub. Den er også større end sin egen datid. Alligevel hævder Cataloniens mangeårige selvstyrepræsident, Jordi Pujol, at Barcas folklore er en brønd, man kan drikke af, når andre kilder tørrer ud.

Fænomenet Barca

I spændet mellem den offensive midtbanespiller Ladislao Kubala, som var billedskøn og ofte sås i selskab med smøger og drinks, og Ronaldinhos let genkendelige overbid, kan fænomenet Barca måske fortolkes som en mytisk treenighed.

Hvis Joan Gamper er Faderen, og Kubala er Sønnen, så personificerer Johan Cruyff Helligånden i FC Barcelona. Arvefjenderne fra Real Madrid havde Emilio Butragueno, som omskabte det typiske pokalholds furore til en sensibel æsteticisme. Og skæringspunktet for catalanerne var 1974 med Asencio, Marcial, Sotil, Rifé, Rexach - og Cruyff. Det var ikke rendyrket totalfodbold, sådan som Rinus Michels havde praktiseret den i Ajax Amsterdam, men det var 4-3-3 med meget offensive backs. Ikke noget med bare at løbe og kæmpe, men besidde bolden og dyrke kombinationerne. Hollændere og catalanere har så meget tilfælles: De har bygget deres magt på evnen til at lave business snarere end vidtstrakte territorier, og de har altid været ferme til at agere i små områder.

Kan man se fodbold med en bog under armen? Selvfølgelig. Det gør Tonny Vorm og Martin Tønner. Deres beretning om de blå-røde er mere end en kronologisk dokumentar om målene, der blev scoret, nederlagene, der blev grædt over, og sejrene, der blev fejret i den svale og berusende lette luft, mens Vorm og Tønner sammen med resten af menneskemængden vandrer ind mod Canaletes-fontænen på Ramblaen. Barcas historiske 'triplete' er ellers et epos værdigt. »Copa, liga i Champions«, som folk gjalder, få øjeblikke efter at Carles Puyol har løftet FC Barcelonas tredje Champions League-pokal højt i triumf efter en fortjent sejr over de regerende mestre fra Manchester United. Det hér er vildere end OL i 1992. Sejere end Michael Laudrup. Og næppe noget, de havde forestillet sig den 8. december 1899 i parken ved Velòdrom Bonanova.

Den våbenløse hær er mere end en fodboldbog. Nok er den to supporteres passionerede hyldestsang, men med i synsvinklen hører en kritisk journalistik, som reflekterer over sværmen af mytiske overdrivelser og spørger, om det nu også kan være sandt.

Fortiden fanget i øjeblikket

Man kan læse bogen som episk koloreret guide til Catalonien, nyde den alene for Thomas Vilhelms fotografier og få oprigtig respekt for det kæmpe arbejde, det har været for forfatterne at stykke interview, rejseskildring, tv-klip, historieoverlevering og brokker fra notesbogen sammen i en fabulerende og fremragende enhed. Lidt li'som 'Pep' Guardiolas taktik, når den er allerbedst (og Cruyffs El Dream Team): højt pres og en forsvarskæde 20 meter fra målet. Og så formår Vorm og Tønner at fange fortiden i øjeblikket. Møghamrende fremragende faktisk. Det er nok noget med at vedkende sig, at man som fodboldelsker er en nørd med tunnelsyn. Men det er fedt at tage turen alligevel, for udsigten fra Tibidabo ud over den sværmeriske metropol og landsby, som i ét er Barcelona, er til at blive svimmel og lykkelig af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu