Hvorfor var der ingen, der havde set den økonomiske krise komme? Det spørgsmål stillede den britiske dronning, da hun sidste efterår var på besøg på London School of Economics. Det for værterne ubekvemme ved spørgsmålet var, at de blev dronningen svar skyldige. De økonomiske lærebøger, der dominerer undervisningen, ikke kun i London, indeholder ikke en teori for, hvorledes kriser opstår - knap nok, hvordan de løses. Det skyldes, at den benyttede lærebogsmodel fremstiller samfundsøkonomien som bestående af lutter velfungerende markeder, der sammenfattes til et velsmurt urværk. Heraf udledes det, at vækst i bruttonationalproduktet bedst sikres gennem en styrkelse af markedskræfterne både nationalt og globalt. Uanset om det er arbejdsløshed, produktion, international handel eller globale kapitalmarkeder, der analyseres, så er konklusionen enslydende: at jo mere markedskræfterne styrkes, og konkurrencen øges gennem afregulering og begrænsning af velfærdstaten, desto bedre sikres fortsat økonomisk vækst. Disse konklusioner præsenteres i form af matematiske beviser, der begrunder f.eks. 'nødvendige' arbejdsmarkedsreformer. Det oplevede vi her i landet, da Arbejdsmarkedskommissionen i august barslede med sine anbefalinger. De var som skrevet af fra en af disse mainstream -lærebøger i økonomi.
Men den økonomiske krise har udfordret mainstream-økonomernes konsensus: at markedskræfterne i sig selv er løsningen på økonomisk uligevægt. Det er ikke kun den britiske dronning, der spørger, hvorfor den økonomiske profession ikke havde advaret om, at en så voldsom økonomisk nedtur ville ramme verdensøkonomien. Det har også ugemagasinet the Economist, der på forsiden havde et billede af en mainstream-lærebog under nedsmeltning med underskriften What went wrong?
Et velsmurt urværk
Det spørgsmål har den britiske økonomiske historiker Robert Skidelsky søgt at give sit svar på i bogen Keynes - Return of the Master med underoverskriften Hvorfor er Keynes 60 år efter sin død fortsat den mest betydningsfulde økonomiske tænker? Alene titlen giver en væsentlig del af svaret. Skidelsky har brugt det meste af sit akademiske liv på at skrive en i vide kredse anerkendt trebindsbiografi om John Maynard Keynes' (1883-1946) liv og tænkning fra vugge til grav. Nævnes bør det også, at Skidelsky i dag har sæde i det britiske overhus, hvor han først repræsenterede de konservative, men bl.a. på grund af partiets tøvende holdning til EU skiftede han til det liberale parti.
I den aktuelle krise, skriver Skidelsky, er det helt naturligt at vende blikket mod Keynes, som i 1930'erne formåede at sætte en ny teoretisk og økonomisk politisk dagsorden. I bogen The General Theory of Employment, Interest and Money begrundede Keynes, hvorfor et markedsbaseret økonomisk system ikke kan analyseres som et velsmurt urværk. De anonyme markedskræfter kan ikke af sig selv finde det ligevægtspunkt, hvor samfundet udnytter sine knappe ressourcer fuldt ud. Det kan de ikke af den simple grund, at alle aktører: husholdninger, virksomheder, lønmodtager og navnlig investorer må handle på et usikkert informationsgrundlag. De kender ikke fremtiden - knapt nok nutiden, men er tvunget til at træffe en række beslutninger, der rækker ud i denne uvisse fremtid. Forventninger til fremtiden dannes på basis af tvetydige informationsstrømme og på iagttagelser af, hvordan andre aktører handler, eller snarere, hvordan de tror, andre handler. Usikkerheden er et dominerende fænomen på de finansielle markeder.
Keynes' hovedkonklusion var, at samfundsøkonomien overladt til sig selv er at ligne med et skib uden kaptajn. Der vil være en overhængende fare for, at det går på grund. Derimod kan en fast hånd på roret styre skibet uden om truende skær; dog med risiko for at dele skæbne med Titanic. For kender kaptajnen ikke sit skib eller benyttes et forkert søkort, så kan en nok så fast hånd risikere snarere at gøre skade end gavn. Keynes udviklede sin teori på baggrund af mellemkrigstidens lange periode med mere end 10 procents arbejdsløshed. Det var åbenbart, at der kunne produceres mere, samtidig med at store befolkningsgrupper led materiel nød. Markedssystemet fungerede ikke - hvad kunne der gøres? Den politisk set lette løsning bestod i symptom-behandling. Når efterspørgslen svigter, kan det politiske system øge efterspørgslen, og derved holde markedsøkonomien på ret kurs. En anbefaling, der hurtigt blev grebet af det politiske establishment uanset partifarve. Roosevelt havde allerede påbegyndt sine store infrastrukturprojekter i USA, der dog hidtil havde savnet en teoretisk argumentation, som Keynes leverede i sin bog. Den økonomiske krises konkrete årsag var, at markedssystemet ikke i tilstrækkeligt omfang fik omsat opsparingen i den private sektor til reale investeringer. Husholdninger og virksomheder købte finansielle fordringer i stedet for at investere i boliger og nye fabrikker. Det skabte et hul i ordrebøgerne, som offentlige investeringer den gang - som i dag - kan udfylde. Keynes taler ligefrem om 'socialisering af investeringer', som et middel til at skabe fuld beskæftigelse.
Usikkerheden røg ud
En væsentlig pointe i Skidelskys bog er påvisningen af, at denne symptom-behandling i form af efterspørgselsstyring dog ikke løser markedsøkonomiens grundproblem, at det er usikkerhed og mangel på informationer, der skaber ubalance mellem opsparing og investering og dermed arbejdsløshed. De første to årtier i efterkrigstiden var tilsyneladende succesfyldte med høj og stabil vækst, hvilket gjorde politikerne overmodige. I en række vestlige økonomier fortsatte de med at pumpe penge ud og samtidig holde en så lav rente, at arbejdsmarkedet til sidst kogte over i form af en accelererende løn-pris spiral. Herved blev grunden lagt til 1970'ernes og 1980'ernes inflationsbølge, som hurtigt blev tolket som en konsekvens af den Keynes-inspirerede økonomiske politik og dermed også som en afvisning af Keynes' makroøkonomiske teori. Tavlen blev hurtigt visket ren. Makroøkonomerne vendte tilbage til tiden før Keynes. Afsættet blev atter taget i den perfekte urværksøkonomi. Denne gang blev modellen blot formuleret matematisk - ligevægtspunktet skulle kunne regnes ud. De nyklassiske økonomer valgte at se bort fra usikkerhedens betydning; for den kunne ikke sættes på ligningsform. Inden for rammen af disse matematiske markedsmodeller blev det bevist, at mindre regulering og mere konkurrence ville øge væksten. Det politiske budskab var entydigt, at afregulering ville styrke konkurrencen og markedskræfterne og dermed væksten, hvilket politikerne alt efter deres ideologiske ståsted fulgte mere eller mindre begejstret. De internationale institutioner, der ikke skal stå politisk til ansvar, overtog derimod budskabet om afregulering ukritisk, hvilket fik betegnelsen the Washington consensus.
I bogens kapitel fem viser Skidelsky, at resultatet af denne omfattende bølge af afregulering har sat sit tydelige præg på udviklingen siden midten af 1970'erne. Verdensøkonomien er blevet mere ustabil, og ikke mindst de finansielle kriser har taget til i styrke og omfang samtidig med, at det meste af Europa fortsat har en betydelig arbejdsløshed. Men Skidelsky advarer mod denne gang at undervurdere den i markedssystemet iboende usikkerhed. Vækstpakker og lav rente gør det derfor ikke alene. Det er symptom-behandling, der med sikkerhed vil lede til nye kriser.
Økonomi er ikke naturvidenskab
Svaret til den britiske dronning burde derfor, ifølge Skidelsky, have indeholdt en erkendelse af, at de dominerende makro-økonomiske lærebøger ikke inddrager betydningen af den systemiske usikkerhed, som ikke mindst den stærke vækst i omsætningen på de finansielle markeder har bidraget til. En (gen)læsning af Keynes' hovedværker kan give en teoretisk forståelse heraf; for det var netop analysen af usikkerhedens betydning, der adskilte Keynes fra sine kolleger. Han afviste, at det markedsøkonomiske system af sig selv kunne skabe ligevægt.
Inspireret af Keynes slutter Skidelsky derfor sin bog med et forslag til, hvorledes de økonomiske studier kunne ændres for atter at blive en realistisk disciplin, der kan benyttes til at rådgive politikerne om den virkelige økonomi - til forskel fra de syntetiske matematiske modeller uden usikkerhed. Her er det vigtigt, at de studerende forstår, at økonomi ikke er naturvidenskab; men samfundsvidenskab, hvor bl.a. betydningen af usikkerhed indebærer, at den økonomiske adfærd ikke kan beskrives ved matematiske formler. Økonomisk (teori)historie, samfundsbeskrivelse, sociologi og politik skal opprioriteres i de første studieår. Ligesom analysen af mikroøkonomi (jordbærmarkeder o.lign.) klart skal adskilles fra makroøkonomi (beskæftigelse, produktion og offentlige budgetter).
Skidelsky's korte bog kan med størst fordel læses som et aktuelt efterskrift til hans store Keynes-biografi, hvori også Keynes' samfundsfilosofiske argumenter udfoldes. For Keynes var økonomisk vækst ikke et mål i sig selv, men derimod et middel - navnlig i 1930'erne - til at få den materielle frihed, der skal til for at leve et 'godt liv'. Også her er Keynes mere aktuel end nogensinde.
Robert Skidelsky: Keynes – Return of the Master, London: Allen Lane, 2009, 20 pund
Økonomerne bestræber sig på at forudsige økonomiske hændelser. Stiltiende ligger de erkendelsesteoretiske idealer fra naturvidenskaberne under deres ræsonnementer. De vil gerne orientere sig, som om genstanden for deres opmærksomhed lader sig beskrive deduktivt, dvs. de vil gerne kunne udlede den økonomiske fremtid ud fra en kendt fortid, forklare fremtiden med henvisning til fortiden. Deres problemer er utallige. Der er mange grunde til, at de ikke kan gøre, hvad de gerne vil gøre.
De har aldrig defineret det økonomiske system til forskel fra alt andet, dvs. de har ikke indført en brugbar distinktion mellem det økonomiske og alt andet. Derfor bliver de ved med at inddrage forskellige og helt tilfældige aspekter af omverdenen til det, de ikke har defineret.
F.eks. skal mennesket lige pludselig med ind i modellen, som et væsen der ikke orienterer sig ud fra en perfekt afbildning af sin omverden og ud fra en rationalitet, som ikke er entydig. Pludselig er man nødt til at inddrage det faktum, at mennesker ikke orienterer sig, som om et og alt kunne gøres op i ultimativ nyttighed.
Det har mange mennesker nu ellers vidst længe. For hvad nytte er der i at reducere alt til nyttighed? Hvad skal det tjene? Formålet med nyttigheden, meningen med det hele kan jo ikke selv reduceres til det nyttige! Lysten i sig selv, lykken, orgasmen, gåsehuden under koncerten, tilfredsheden med ikke at skulle nå noget som helst, fylden, livsglæden, arbejdsfriheden, det vegeterende nydende og fuldstændigt overflødige liv er meningen i sig selv, dvs. noget som på mange måder lever sit helt eget liv, nærmest på trods af den formålsmæssighed, som styrer rationaliteten i økonomisk forstand.
Alle de nytteoptimerende idioter, økonomer og lalleglade profitoptimerende og behagesyge politikere og mediepampere fatter ikke en skid af det hele. Eller også så tror de, at vi gider blive ved med at orientere os, som om vores mening var at være nyttige! De glemmer omhyggeligt at fortælle os, at de anser dem selv og deres lykke for at være formålet med en selvforståelse hos os, der reducerer vor mening i tilværelsen til den at være nyttige for dem, eller også husker de omhyggeligt at fortælle os, at det er det de mener.
De færreste økonomer kan, når det kommer til stykket, definere ordet, begrebet eller meningen bag ”rationalitet”. Så heller ikke på det område ved de, hvad de selv siger, når de forsøger på at udvide deres fortælling om det økonomiske.
www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-38.pdf
Deres videnskab er om nogen den mindst videnskabelige af alle socialvidenskaber, netop fordi de forsøger at indføre nogle forklaringsmodeller på genstanden for sin opmærksomhed, som sandsynligvis ikke engang passer på de naturvidenskabelige fænomener, som de er udviklet på. Den indskriver sig i sin verden, som om den som disciplin kunne hæve sig over andre socialvidenskaber, som om dens genstand for forskning var, hvad den skulle være, for at være forudsigelig - som om økonomien var mekanisk, logisk og entydigt bygget op om et afsluttet kendt antal faktorer, hvis indbyrdes betydning for hinanden lå afsluttede i deres finitte rolle, således at fortiden og fremtiden lod sig udlede i al evighed ud fra modellen, dvs. ud fra et og et eneste entydigt rigtigt sæt af regler for hvordan man slutter fra dette system til det, der ønskes forklaret.
Når det så går op for videnskaben, at genstanden ikke er som den skal være for at være forudsigelig, så inddrager man en lille smule mere af den omverden, som omgiver og betinger det økonomiske. Men man vender aldrig tilbage til udgangspunktet, som er forkert. Udgangspunktet er forkert, fordi økonomien kun er en lille del af det mere, og fordi hverken økonomien i sig selv eller det mere som den er en uadskillelig del af, er trivielt, mekanisk, deterministisk, rationalistisk, nytteoptimerende, ufølsomt, meningsløs nyttighed, eksternt i forhold til alt andet osv. osv.
Økonomi som videnskaben er en del af socialvidenskaben, og socialvidenskaben er en del af videnskaben, og videnskaben er mere end naturvidenskab, lige som videnskaben i det hele taget er et socialt fænomen, i blandt sociale fænomener og ikke sociale fænomener. Og en videnskab, der ikke kan beskrive sin indpladsering i den socialitet, den befinder sig i, men som i høj grad overlever på nogle af de mest indavlede systeminterne betingelser, helt og aldeles uvidenskabeligt, ja den er bare ikke videnskab.
Således har man i mange år været tilfreds, hvis man har kunnet sælge sine teorier, f.eks. til beslutningstagerne. Faktisk har man været så fokuseret på at overleve i snæver økonomisk forstand som økonom og økonomisk videnskab, at man entydigt har målt sin teoris duelighed på, om den kunne sælges eller ej hos markedets aktører og i det politiske system.
I opgangstider har man haft held med at sælge monetaristernes udgaver af teorien, men i nedgangstider har man solgt de mere socialdemokratiske udgaver af Keynes i det politiske system. Som del af markedet har disse økonomer selvfølgelig ikke, hvad der skal til for at beskrive markedet. De adlyder blot nogle af de idealer ved det økonomiske subjekt, som de tilfældigvis tilbeder mest af alt. Succes i økonomisk forstand handler for dem om at kunne sælge og tjene på budskabet.
Et socialt fænomen er fundamentalt set non trivielt, dvs. det er ikke et mekanisk system, der lader sig indordne i entydige relationer mellem årsag og virkning. Det bliver med andre ord aldrig forudsigeligt. Som sociale væsner er vi ikke forudsigelige. Vi er dog heller ikke helt uforudsigelige. Skulle vi fødes på ny hver morgen genopdage konen og barnet igen, lære dem at kende på ny, lære at børste tænder og spise sin morgenmad, pumpe cyklen og finde et nyt arbejde osv. hver dag, så ville vi nok være lige lovligt ”non trivielle” til at kunne overleve. Men netop de forventninger og de erfaringer vi har med at forudsige de økonomiske begivenheder, de taler deres tydelige sprog om det uforudsigelige.
Det kan også illustreres med det faktum, at hvis et delaspekt eller nogle bestemte begivenheder er eller viser sig, som om de var forudsigelige i den økonomiske udvikling, ja så medfører selve forudsigelsen enten sin egen negering, eller kaskader af andre uforudsigelige effekter i det samme system. Hvis jeg f.eks. kendte prisen på en aktie med sikkerhed om et år, ja så ville jeg agere ud fra min viden. Hvis jeg var en betydelig aktør på markedet, så ville mine handlinger ændre på genstanden for forudsigelse, og dermed negere værdien af forudsigelsen. Alle ville købe de vindende papirer, som derfor ville stige vildt i pris, og dermed ville forudsigelsen negere sin egen sandhedsværdi.
Nutidens fremtid er i social forstand aldrig fremtidens nutid. Man kan filosofere over, om det er tiden der går, eller om det er verden der forandres. Forudsætningen, for at man kan forudsige noget som helst, er sådan set, om man kan svare på det filosofiske spørgsmål, altså det der handler om hvorvidt tiden overhovedet findes. Men det er alt for langhåret for økonomer. Så de graver sig ned i deres lille hjørne af den mindst videnskabelige disciplin af alle, hvor erfaringen i den grad ikke svarer til noget.
Nogle gange sælger deres budskaber, andre gange ikke. Når de sælger, tolker de det, som om de har ret. Når de ikke sælger, går de på udkik efter nye budskaber. Men dybest set så svarer deres erfaring aldrig til noget. De har nemlig kun de blinde markedsmekanismer at måle deres teori på. ”Succes eller succes”
Læg mærke til at min kritik faktisk bygger på Jesper Jespersens egen kritik, men at jeg måske lige går skridtet lidt længere, for på den måde at komme frem til, at jeg ikke mener, at Keynes er radikal nok i sin modelkritik. Succeskriteriet, for dem der dyrker ham, kunne også lidt ondt og på den måde i overensstemmelse med det jeg allerede har skrevet oven over, reduceres til det ”økonomiske”, i den forstand, at i nedgangstider er der mere salg i Keynes end i Friedmann.
http://www.google.dk/search?hl=da&safe=off&rlz=1T4HPEB_daDK236DK236&q=ww...
Jesper Jespersen opstiller to stråmænd som udgangspunkt for nogle af konklusionerne i sin anmeldelse:
1) Der eksisterer konsensus blandt økonomer om, at markedskræfterne er løsningen på økonomisk uligevægt
2) Der eksisterer konsensus blandt økonomer om, at samfundsøkonomien fungerer som et velsmurt urværk ,og at usikkerhed som faktor er ligegyldig
Det havde unægtelig været rart med noget evidens for disse påstande. Jeg underviser i økonomi, og forklarer sammen med mine kolleger konstant de studerende, at offentlig intervention i alskens afskygninger er nødvendige og ønskelige hvor markederne ikke fungerer. Og masser af eksempler på dette gives. Masser. Den påståede konsensus er der simpelthen ikke belæg for, hvis man havde fulgt lidt med i den professionelle litteratur, og om hvad der undervises i på økonomiuddannelser de seneste mange årtier.
Vedrørende stråmand 2) gælder det samme. Alle modeller der anvendes i eksempelvis centralbanker verden over (som jo fører økonomisk politik) er såkaldet stokastiske modeller. Dvs. de indeholder usikkerhed, således at selv økonomiske individer, der kan danne forventninger med statistisk akkuratesse, bliver overrasket over økonomiens tilstand igen og igen! Desuden indeholder modellerne typisk et væld at friktioner på kredit-, arbejds-, og varemarkeder, hvorfor sammenligningen med et velsmurt urværk nærmest forekommer en smule trist.
Sådan noget som tingen i sig selv gives ikke, eller rettere, det, der er noget i sig selv, det er ”jeg” ikke, sådan noget er ”vi” ikke. ”Vi” tilhører i al vor dedikerede selvopofrende søgen efter sandheden om genstanden for vor forskning ikke det, der kan identificeres, tilskrives fejltagelsen, ansvarligheden. Derom hersker konsensus blandt os, som ikke er.
Enhver der vil os noget, må opfinde os. Fuldstændigt lige som den største moderne filosof, Immanuel Kant, udviklede sin erkendelsesteori i evig cirklen om og ærbødig afstandtagen fra ”das Ding an sich”, dette evigt undvigende, som alle vore indtryk kunne takke sig selv for, og som vore ydmyge og svage begrebslighed rettede sig mod.
Vi har ingen kanon. Vi har ingen skole. Vi bekender os ikke til noget, for gjorde vi det, så ville vi gøre en forskel, vi ville selv kunne falde ind under det, der kan betvivles. Vi forkynder derimod askesen, nyttighedens univers, og den frie prisdannelse, for vi tager den frie prisdannelse som et objektivt mål for værdi, når den ren og renset for inflation (helt uden vor medvirken forstås) lader udbuddet og efterspørgslen sætte sig på en måde, som ingen nok så engageret økonomiprofessor kunne have gjort. Først da tager vi den som det objektive mål for værdi. Kun på den måde er vi i stand til at være de nænsomme uselviske neutrale observatører, der ydmyge og selvudslettende kan indskrive de registrerede værdier i de modeller, som aldrig har dannet skole, og som i hvert fald ikke gør nogen forskel, for gjorde de det, så kunne de betvivles med argumenter og modargumenter.
Ethvert forsøg på at identificere os, finde os, gøre os forpligtet på noget af det vi siger eller gør, må herefter se sig hjælpeløst overladt til mangfoldigheden af udsagn fra vor side. Ingen af disse udsagn er vore. Intet fra vores side kan identificeres med os. Vi har ingen skole. Det er vor skole. Siger vi noget, er det ikke os.
Milton Friedman er derfor en stråmand, regeringens økonomiske rådgivere, de sidste mange års promovering af monetarismen i hele den globale økonomiske orden, FED, Den europæiske centralbanks pengepolitik, Chicagoskolen, det er alt sammen stråmænd og stråhatte.
Formlen ”(MxV)=(YxP)” er ikke vores, vi har aldrig set den. Vi har aldrig isoleret en af dens værdier på den ene side af ligningen, sat nok så tilfældige værdier (stokastiske) ind i stedet for de andre, altså tal, for på den måde at gøre os skyldige i at sige noget, som kunne forveksles med et udsagn om noget andet, f.eks. BNP´et. Det er altså ikke os, der har skrevet Y=(MxV)/P, det kunne vi aldrig drømme om at gøre. Det ville være vulgært. Vi har aldrig sagt, at hvis bare pengemængden holdes jævnt stigende, og helst med forudsigelige og i af stater og banker bebudede rater, så vil inflationen holde sig under 2 % om året, og udbudet og efterspørgslen hos markedets ultimativt økonomisk nytteoptimerende og rationelle subjekter ville herefter føre til den optimale udnyttelse af de ressourcer, der nu måtte findes i det økonomiske systems omverden, og lade sig registrere i en stabil sikker tilvækst i BNP´et (Y), også afspejlet i omsætningshastigheden af den kontrollerede og begrænset stigende pengemængde. Det er ikke os. Vi siger heller ikke at fagforeninger tilhører illegitime aktører på markedet, eller at staten skal holde sig væk. Og når nogen så alligevel gør det, og de henviser til modellen, så er det ikke os. Cepos er ikke os. Udviklingen og troen på det fri marked er ikke os. Vi har aldrig gjort noget. Det er nogle andre. I må nøjes med stråmændene.
Jah, det havde unægtelig været meget enklere, hvis økonomer meldte klart ud og sagde: "Jeg tilhører denne veldefinerede skole". Så kunne man langt nemmere diskutere økonomi som et spørgsmål om "Os mod Dem". Selv ikke-økonomer ville så kunne være rigtig godt med. For efter "Os mod Dem" kommer ret hurtigt "De onde mod de Gode", og så kan alle være med. For fuldt blus.
Jeg må beklageligvis indrømme, at jeg tilhører den slags økonom, som holder af at bruge mine faglige evner til at se nuanceret på forskelælige problemstillinger. Og når man gør det, så bliver Chicago desværre blot til en by i Illinois, USA. Ærgeligt, ikke?
Jeg er ikke økonom, men interesserer mig for evolutionspsykologiske og adfærdsbiologiske ting. Herunder bl.a. økonomi. Den bedste bog om emnet er efter min mening Pete Lunn's Basic Instincts (Human Nature and the New Economics), men også Peter Ubel og Akerlof & Shiller har to gode, nye bøger ude.
Det ser bare ikke ud som om, at der er mange i Danmark, der interesserer sig for adfærdsøkonomi?
@ Thomas
På Økonomisk Institut ved Københavns Universitet har vi et forskningscenter som beskæftiger sig indgående med adfærdsøkonomi. Gennem eksperimenter undersøges, hvordan individer reagerer under en række scenarier, som belyser begrænset rationalitet, implicit samarbejde, m.m.m. Centret har hjemmesiden http://www.econ.ku.dk/cee/
Kære Henrik Jensen
Jeg ved sandelig ikke, hvad du underholder dine elever med til daglig. Det er for så vidt også ligegyldigt i denne her sammenhæng.
Men man skal være mere end almindeligt misinformeret, hvis ikke man kan se, at der ligger en endog meget sikker retningsfornemmelse og bestemt politisk økonomi bag de budskaber, og den økonomiske politik som det er lykkes fagøkonomerne at sælge mest af i det politiske system siden 1980. I den forbindelse er det bare ualmindeligt dumt ikke at forholde sig til byen Chicago som mere end en by.
Trosbekendelsen og budskabet fra det politiske system har længe centreret sig om:
- frihandel,
- deregulering af det finansielle marked,
- privatisering, tilbageførelse af offentligt ejede og forbrugerejede virksomheder og forsyningsselskaber i privat regi,
- oprettelsen af den europæiske union, som er identisk med en form for institutionaliseret monetarisme,
- lovprisningen af det fri marked som den sande selektive mekanisme, når det drejer sig om at afgøre, hvad der er bedst egnet til at overleve hvad i det sociale og private rum og som indikationen for, hvad der er af værdi i sig selv,
- fordømmelse af alt, hvad der overlever på andet end markedets betingelser, herunder henregningen af det som resultat af unødige og utidige livsformer.
Det peger alt sammen i en retning. Den retning er værd at kalde ved navn. Og den kan for min skyld kaldes main stream økonomernes trosindhold.
Jeg påstår ikke at denne ”sejrende filosofi” er konsistent. Af samme grund behøver den heller ikke være unuanceret. Men at der er tale om en form for ideologisk økonomisk overbevisning, med nærmest religiøse overtoner, ja det kan ses af de reaktioner, som vi er vidne til i forbindelse med det politiske systems redningsaktioner i forhold til genstanden for de herskendes altovervejende religiøse overbevisning.
Ind til for lidt mere end et år siden var markedet den uanfægtede guddom, og staten var det onde. Men nu hvor det, som skulle være løsningen på alle vore problemer, har vist ikke at kunne gå selv, ja så er staten lige pludselig blevet god nok igen. Således ofrer de troende staten, miljøet og hele butikken for at redde genstanden for sin tro, og glemmer på den måde, at man f.eks. selv kunne have defineret de sociale og private problemer, og gå efter løsningen på dem, frem for bare at tro på at markedet var løsningen på alle problemer.
Se min artikel om ”Magtrelationen mellem stat og marked” http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-43.pdf
Og så kan jeg forsikre både Jesper Jespersen og Henrik Jensen om, at jeg med min generelle polemiske stil og grovhed bestræber mig på at ramme så tilpas uspecifikt, så ingen behøver at tage skade af det personligt. Jeg går kun ind for kollektiv afstraffelse.
Kære Steen:
Du skriver "Jeg ved sandelig ikke, hvad du underholder dine elever med til daglig. Det er for så vidt også ligegyldigt i denne her sammenhæng."
At du ikke ved det, kommer selvfølgelig ikke bag på mig, Om min "underholdning" er ligegyldig eller ej i denne her sammenhæng, ved jeg nu ikke. Min oplysning var et velment, men åbenlyst forgæves, forsøg på at forklare, at økonomer kommer i mange former, og ikke alle er del af et halv- til helreligiøst broderskab som fordømmer staten i alle dens afskygninger.
Jeg tager i øvrigt gerne selv min straf for denne lille udfordring af nogle almindelige fordomme. Der er ingen grund til at ramme uskyldige forbipasserende i forbifarten. Tag hellere hensyn til kollektivet, når du vil noget godt.
Mvh. Henrik
Formålet med 'markedet' er at øge de riges formuer uanset om det foregår på samfundets of de (relativt mere) fattiges bekostning. Hvor vidt de økonomiske teorier passer til virkeligheden er ikke relevant så længe akkumulationen går godt, og for så vidt også når det går skidt, når blot staten vil dække resultatet af den ikke passende teori, så akkumulationen kan fortsætte. Eftersom corporationer ikke har nogen relation til menneskelige forhold, men kun til akkumulation, er alt andet end nytteværdi ikke relevant. Markedet kan derfor på fremragende vis ødelægge al menneskelighed, hvis det fremmer akkumulationen. Og de der ejer det akkumulerede kan sagtens købe den menneskerlighed til sig selv, som resten af os ikke kan have fordi hvis vi alle skulle have det, ville det gå for meget ud over akkumulationen. Markedet virker altså godt for de virkeligt rige, tåleligt for de halvrige og dårligt for rakket, og at rakket ikke kan se det er en gåde.
Så vidt jeg har hørt var Keynes ikke netop socialist, skønt hans koncept af nytteværdi var lidt mindre radikal end de hårdkogte, den senere chicago school osv. så altså selv om han kan se økonomisk nytte i at rakket har det godt nok til at hjulene kan køre lidt mere fornuftigt, hvis man opgiver en smule af akkumulationen for mere stabilitet, så er økonomi, selv fra keynes pen stadig ikke i stand til at redegøre for hvad menneskelighed, kultur, glæde skal gøre godt for, hvis det ikke på en eller anden måde bidrager til akkumulation.
Hvis vi kigger isoleret på Danmarks Økonomiske situation lige nu, måde det være åbenbart, at virksomhedernes konkurrenceevne, og dermed særligt eksportevnen, er det afgørende for at få gang i økonomien.
At hælde penge ud fra de offentlige kasser kræver låntagning, som skal betales tilbage. Det vil være at snylte på senere tider, hvis eventuelle hårdhed vi næppe aner noget om.
Jeg synes det er ufatteligt, at økonomiprofessoren ikke forstår, at vi andre, på trods af vore manglende titler udmærket kan se, at der er retninger inden for de økonomiske teorier, og at det er en ganske bestemt retning, med udgangspunkt i noget der hedder noget med en by, som har haft mest medvind gennem mange år. At professoren så ikke vil tilhøre denne retning er absolut til hans fordel i mine øjne, men det ændrer ikke på, at man kan tale om retningerne og især "retningen" i udviklingen. Denne retning, disse tilbøjeligheder, alle de slet skjulte politiske lovprisninger af netop det marked, dets evne til at regulere sig selv, løse alle vore problemer, er så udbredt et fænomen, så man næsten ikke kan se skoven for bar træer. Der er ikke tale om en stråmand. Og professoren gør ingen sommer, uanset hvor nuanceret han underholder sine elever, eller rettere han er kun et træ i skoven, som han benægter.
Frimarkeds tænkerne de mangler stadigt at fortælle verden hvordan at deres frie markdet det kan medtage den Externality som de forsile brændstoffer de giver med deres co2 foruening og øvrige foruening (patikkel og andre milliø skadelige virkininger hav miljø mm) jeg har ikke set en fri markdes løsning, der både satte markdet frit og løste hade en reel konkret løsning på klima spørgsmålet, dette globale spørgsmål skiller fårene fra bukkene,
her er Keynes tanker om at styre økonomien,Den er den eneste vej ud af den krise som verden har sat sig selv i nu, For hvad er co2 kvoter reelt jo det er ren Keynesianisme. for ved at styre hvor meget co2 der kommer ud på markdet jo så styre vi reelt økonomien i den retning som, vi samfundet vi ønsker økonomien.
og her er Milton Friedmans tanker om en helt fri økonomi der styre sig selv ja en kaos teroi der vil bringe verden ud i en bobbel som vi ser det nu og især så vil denne økonomiske tænkning aldrig selv frigive verden fra de forsile brændstoffer. for det vil aldrig være markdes biligeste løsning, men derfor kan det godt være markdes beste løsning på sigt og billigeste løsning på sigt,
probemet med peak oil og klima foradrningerne de problemer sætter verden ind i en ny økonomisk dagsorden. hvor den gamle frimarkeds model den har spillet fallid,
nej kun keyes eller retter en klima reformeret udgave af, Keynesianisme det er den enste måde at verden kan sætte en pris på den Externality som den forsile energi reelt koster verden.
så kære frimarkdes tænkere tror i på at der er et klima og resurse problem iverden. jJ så må i samtidigt erkende jeres økonomiske model den virker ikke, det er at blæse og ha mel i munden at tro dette
@ Steen
Nu taler du om "retninger" og " 'retningen' i udviklingen". Det lyder noget mere interessant end en "konsensus". Men jeg forstår ikke, det med at jeg er et benægtende træ.
Hvis det er noget med den dér by, så: Jah, økonomer fra Chicago har altid været meget dominerende. Det er bl.a. fordi mange af dem er ret kvikke. De som har fået Nobelprisen, har fået den for banebrydende bidrag til den økonomisk fagdisciplin (og ikke for deres evt. statsfordømmende virke). Siden 1980'erne hvor makromodeller uden særlig rolle for staten havde en opblussen i Minneapolis og omegn, så har makroøkonomiske modeller fra 1990'erne og frem taget en Keynesiansk "retning", hvori penge- og finanspolitik kan og bør spille en aktiv rolle for stabiliseringen af eksempelvis arbejdsløshed. Det er m.a.o. sket de sidste 20 år. At politkere, beslutningstagere, diverse kommentatorer af alskens grunde vælger at hænge fast i noget som forskellige personer, der misrepræsenterer Friedman's rolle som fagøkonom, fremelsker grundet en politisk agenda, det hverken vil eller kan jeg stå til ansvar for som fagøkonom (det er også i den forbindelse, det ikke er "ligegyldigt", hvad der undervises i ved universiteterne). Og her tror jeg faktisk, jeg taler på en del kollegers vegne. Kald mig et træ, hvis du vil. Men så er det et af dem, som ikke vajer særligt i de politiske vinde.
Hilsen Henrik
PS: Og jeg hedder Henrik. Drop dog det der titelpjat (jeg har altid haft min stillingsbetegnelse i min profil, for at læsere kunne finde ud af, hvem jeg var). Du angiver jo selv en titel i den artikel du linker til, så jeg forstår ikke dit behov for at tale om "vi andre, på trods af vore manglende titler".
@Henrik Jensen
"Jesper Jespersen opstiller to stråmænd som udgangspunkt for nogle af konklusionerne i sin anmeldelse:
1) Der eksisterer konsensus blandt økonomer om, at markedskræfterne er løsningen på økonomisk uligevægt"
Jesper Jespersen skriver om "mainstream" økonomers konsensus ikke konsensus generelt., så det er vel ikke en stråmand.
M.h.t. fagøkonomer så har de løsninger de kommer frem ti,l jo også nogle både etiske og politiske konsekvenser, selvom de normalt ikke bliver ekspliciteret, fordi, der åbenbart stadig er en tro på videnskab, sikkert også indenfor økonomi, som en specielt værdifri foreteelse. Chicago økonomerne kunne jo sikkert også gemme sig bag den antagelse og fremlægge deres resultater som ren videnskab uden, at forholde sig til de politiske konsekvenser det havde eller også var de bare enige i den ideologi deres økonomiske teorier understøttede.
Nu fik keynes aldrig en nobelpris, men hvem mon de vil uddele økonoprisen til i år, efter neoliberalismen er kørt i grøften.
Her i min efterårsferie er jeg begyndt at læse Frans de Waals exceptionelt gode nye bog, The Age of Empathy. Den handler slet ikke specifikt om økonomi, men den nævner Alan Greenspans forkærlighed for Ayn Rand. Hende kendte jeg ikke, så jeg kiggede mig lidt omkring. Og hold da helt op. Hendes - aldeles uvidenskabelige - holdninger om ekstrem egoisme og absolut frihed uden hensyn til andre har jo åbenbart fat i mange af samfundets spidser. Jeg har ikke læst hendes bøger, men det har magtfulde mennesker som de amerikanske neoliberalister inkl. George Bush junior, Anders Fogh Rasmussen, Saxo Banks samlede ledelse (jf deres bogudgivelse i 2003 af netop en Ayn Rand bog), Søren Espersen, og måske også Liberal Alliance og mange flere. Og de mennesker driver såvel politisk som økonomisk magt baseret på Ayn Rands teser! Teser, som ligesom desværre andre meget indflydelsesrige tankespind (tænk Tyskland og tænk Sovjet), har haft katastrofal indflydelse på folks velfærd over hele verden. Tænk Greenspan som det seneste eksempel.
Hvorfor er der ikke nogen, der har dokumenteret dette? Hvor er samtidshistorikerne? Hvor er de seriøse økonomer, sociologer osv.?
Bortset fra det - Frans de Waals bog om empati (undertitlen Nature's Lessons for a Kinder Society) er bare god - og så er den videnskabeligt baseret...
Jeg kan nu se, at jeg har taget fejl med hensyn til Søren Espersen - beklager.
Interessant at se en debat og modelkritik. Det ville være interessant om alle disse forskellige synsvinkler kunne skabe overblik i den daglige kommunikation om løst og fast med økonomiske konsekvenser.
En model er et så tilpas forenklet billede af virkeligheden at man bliver i stand til at skabe sig et overblik over selv meget komplicerede forhold.
Menneskene bruger modeller til at skabe et overblik over store mængder af informationer men det er med som det er med vejeret og påklædningen.
De bør helst være afstemt nogelunde til den aktuelle situation og problemstilling, som de skal kunne belyse. Tænk hvis lægerne f.eks kun havde én behandling, som de brugte til alle sygdomme ?
Som min salige økonomiprofessor Zakken Worre fra Handelshøjskolen i København sagde ved en afsluttende mundtlig eksamen: " Jeg gider sgu ikke at undervise mere - de studerende tænker kun på at få deres eksamenspapir - indholdet rager dem en høstblomst og når de forlader anstalten, glemmer alt om det fundamentale".
Så vidt jeg kan se rager økonomerne stadig rundt i blinde og behersker ikke deres teori og dens forudsætninger og især begrænsninger. Dette gælder desværre også på undervisningssiden.
hvis s.k. socialdemokratiske politikere "tror" at de får mange af arbejdere til at "tro":
at det hjælper arbejdere nævnværdigt,
hvis, stort set, den samme flok at borgerlige capitalister veksler udadtil ( omallokerer ) mellem hhv. conservativ-borgerlige og liberal-borgerlige
fremtrædelser,
så er det besynderligt: fordi det er let at gennemskue, af de fleste arbejdere.
arbejdere vil nu næppe længe lade sig nøje med bare at forsøge at opnå de for dem mindste af onderne, de forsøger nu snarere at tage de for dem bedre goder.
at hvis kollektiviseringer, gøren til fælleseje,
næppe betyder andet end: at de p.t. egenejede, særejede ( privatejede ) landbrug, fabrikker, banker;
får (mere ) støtte fra det kollektive, det fælles, samfundet;
men uden nævneværdige modkrav om:
så derfor også offentlig styrede.
vil de sikkert blive meget begejstrede for sådanne
“ophævelser” af egeneje, særeje.
Et enkelt ord hos Keynes, i billedteksten, vælter læsset., nemlig ordet 'knappe'. Økonomien hænger fast i en før-teknologisk angst for fattigdom og sult, som måske reelt er det, der driver ekstremt rige til fuldkommen irrationelt at akkumulere stadigt større værdier, de ikke kan forbruge, om de så var katte.
Værdisættelsen af alt står os i vejen, f.eks. når det gælder vitale områder som vedvarende energi, der alene i sin konstans er så grundlæggende iorden, at arbejdet med at udbygge og vedligeholde den opvejer alt, der bygger på fossil forgængelighed.
På samme måde er holdbarhed og fleksibilitet i produkter også en væsentlig kilde til at understrege, at knaphed er en fiktion - tværtimod sker der en ophobning af ressourcer, dels delvis forbrugte, der kan genbruges, dels ubrugte, der vil kunne indgå i produktionen.
Problemet er hamsterhjulet! Der skal skabes arbejdspladser, men disse har efterhånden tit ingen formål andet end at opfinde funktionalitet, der modvirker arbejdsløshed; men arbejdsløshed er netop det, vi skal arbejde for at skabe, så der kan blive tid til alt det, der gør mennesker til mennesker. Arbejdsfællesskabet kan være OK, men det er underlagt regler og hierarkier, der tvinger deltagerne til forstillelse. Alle argumenter, der fremføres, har som præmis, at mennesker skal disciplineres og underkastes vurdering og kontrol; men hvem kan i et demokrati påberåbe sig retten til at opkaste sig til dommer over sin ligemand og medborger? Ganske anderledes er det jo dog, når man handler i professionelt øjemed, hvor det ikke er den, man er, men det, man har gjort, der er til bedømmelse.
1)
Hard and fast lines |Starre und feste Linien| mit der Entwicklungstheorie unverträglich - sogar die Grenzlinie zwischen Wirbeltieren und Wirbellosen schon nicht mehr fest, ebensowenig die zwischen Fischen und Amphibien, und die zwischen Vögeln und Reptilien verschwindet täglich mehr und mehr. Zwischen Compsognathus und Archaeopteryx fehlen nur noch wenige Mittelglieder, und gezahnte Vogelschnäbel tauchen in beiden Hemisphären auf. Das Entweder dies - oder das! wird mehr und mehr ungenügend. Bei den niedern Tieren der Begriff des Individuums gar nicht scharf festzustellen. Nicht nur, ob dies Tier ein Individuum oder eine Kolonie ist, sondern auch, wo in der Entwicklung Ein Individuum aufhört und das andre anfängt (Ammen). - Für eine solche Stufe der Naturanschauung, wo alle Unterschiede in Mittelstufen zusammenfließen, alle Gegensätze durch Zwischenglieder ineinander übergeführt werden, reicht die alte metaphysische Denkmethode nicht mehr aus. Die Dialektik, die ebenso keine hard and fast lines, kein unbedingtes allgültiges Entweder-Oder! kennt, die die fixen metaphysischen Unterschiede ineinander überführt und neben dem Entweder-Oder! ebenfalls das Sowohl dies - wie jenes! an richtiger Stelle kennt und die Gegensätze vermittelt, ist die einzige ihr in höchster Instanz angemeßne Denkmethode. Für den Alltagsgebrauch, den wissenschaftlichen Kleinhandel, behalten die metaphysischen Kategorien ja ihre Gültigkeit.
––––
det er nogle påpegninger af noget som kan bruges som mod- og medspil til såvel
mangelfuld udviklingslære som til nogle kretionisters hævdelser; men da det var f. engels
[ naturens dialektik ] der skrev det, vil mange helst ikke nævne det.
------------
2)
og så dette, lidt tørre, mht.:
almen:
http://www.marxists.org/archive/ilyenkov/works/essays/essay11.htm
------
3) og det at siget med fælleseje, planøknomi jo er:
især arbejderens gensidige aftaleøkonomi
------
det førnævnte er så her, især mht. den
almene grundliggende produktion,
og almene grundliggende behovsopfyldelser,
og er jo ikke noget forsøg på at opnå noget alment: " tilværelsens fulde system" ,
for
hvad menneskene så gør af (selv)udviklinger
( videre end ovennævnte grundliggende )
i fritiden,
der behøves man jo så kun at følge de almene færdselslove og almene samfærdselslove.
de nuv. ( formodentlig jo kun pseudo)
stride mellem hhv.
liberale ( blå ) økonomier og økonomer,
og
general theory, keynes ( grønne )
økonomier og økonomer,
fortier for ofte
at løsningerne bør blive:
almindeligt arbejderstyre
især på økonomiens områder ( nemlig at demokratiet ikke bør stoppe ved fabriksporten )
og derefter så almindeligt folkestyre, især på økonomiens områder.
------------------
p.s.
man burde jo næppe gøre så meget i kun:
børlære, etik, normativer, “utopismer”,
dog lige at tilføje: skylden eller ansvaret
for evt. ringeheder på økonomiernes-, økologiernes-, miljø - områderne;
kan vel næppe være arbejdernes,
når arbejderne næppe har så meget magt på øknomierenes områder.