Trods det store liggende format, de farvestrålende illustrationer og den flotte, fornemt smældende titel er Hans Otto Jørgensens nye udgivelse ikke ligefrem en børnebog. Ja, man burde muligvis holde den skjult for unge, ubefæstede sjæle, eftersom den slutter i et overmåde plumpt og primitivt forsøg på at legitimere hærværk og brænding af biler som udtryksform i en politisk kamp.
Hjernens egen store hund lader sig nok bedst rubricere som genremæssigt rodsammen i umiddelbar forlængelse af forfatterens egne kortprosasamlinger. Den første var Den bronzefarvede kalkun (1993). Efter årtusind-skiftet fulgte Æsel her (2001), Hjort eller hare (2002) og senest Ålen har englelyd (2005) – hver gang med dyr oppe i titlen, og hver gang med betydelig spredning på genrer.
På højeste niveau
Bredden har dog aldrig været større og mere skrævende end i dette nye vældige værk. Her kommer stadig kortprosakasser og dejsende digte, men her findes skam også bl.a. breve, citater, notater, nonsenspoesi, talfiflerier, visuelle eksperimenter, store litterære portrætter og knappe fragmenter af en personlig prosa-poetik. Alt sammen overdådigt og overvældende – et sandt overflødighedshorn ... Hvis det altså ikke lige var for visse fæle flovser!
For denne læser, der trods den konsekvent svingende kvalitet af Hans Otto Jørgensens bogudgivelser dumstædigt fastholder, at han er noget af det bedste, der i de sidste 20 år er tilstødt dansk litteratur, er det i denne omgang en glæde at træffe ham på højeste niveau i et viltert collagedigt som »Vi rejser I-V« og i en systemisk listetekst som »En af de sjældne«. Man beundrer hans præcision, når han i »Det kolde hoved« formulerer sin poetik på én side, og man imponeres atter over det sikre portrætterende håndelag i hans her genoptrykte bidrag over Marie Bregendahl fra 4. udgave af Danske digtere i det 20. århundrede (bd. 1, 2002) og den personligt farvede indføring i Henrik Bjelkes forfatterskab fra antologien Sytten postkort i fjor.
Litterær polemik
Knap så begejstret er jeg for hans opsats om Martin A. Hansen, oprindelig trykt i den artikelsamling, med titlen PS, der i 2005 fulgte i kølvandet på udgivelsen af brevene i kredsen omkring tidsskriftet Heretica.
Jørgensen vælger her afsæt i Midsommerfesten, den berømte og berygtede midter-mammutnovelle fra samlingen Tornebusken (1946), men i stedet for at give en analyse eller blot en helhedsbetragtning affejer han teksten som latterligt sentimental og skolemesteragtigt sluddervorn. Hvad man får, er egentlig blot en brovtende påvisning af, hvor tungt Martin A. Hansens beskrivelses-teknik slog ned i Jørgensens egen debutbog Tårnet (1989).
Inden for undergenren ’selvportrætterende og selvpromoverende litterær polemik’ får man »Min krop er politisk«, hvor Jørgensen skriver sig ind på den rå, fysiske erfaring, han selv »prøver at omsætte i et sprog-ud-af-kroppen«. Han gider ikke det afsluttede – ved ikke, hvem han deler de overvejelser med, at alting pinedød skal gå op, men kan på den anden side heller ikke holde ud, at hans egne ting gennem årene har været så forbandet afsluttede. Han vil, erklærer han stolt, »fra nu af, lave noget, som gør ondt helt ind i sjælen af uafsluttethed«.
Fint nok, det lyder da fandenivoldsk. Men det skæmmes af et generaliserende udfald mod navngivne anmeldere, der ikke har forstået at værdsætte Jørgensens produktion, fordi de funderer kritik på en forestilling om enhed og helhed.
»Hvis værket ikke kan refereres eller enkeltsætninger ikke udhæves som repræsentative for betydningen, kan værket ikke læses og må betragtes som sluddervornt og mislykket«.
Det kunne måske danne ansats til relevant polemik, men forfatteren afsvækker den, når han med vanlig sans for det platte og plumpe kalder en anmelder, Lars Handesten, for et »båthorn« og giver Jyllands-Postens Erik Svendsen det smagfulde mellemnavn Hønserøv.
Intellektuel analyse
Andetsteds i bogen både nyder og værdsætter man en præcis analyse af Anders Foghs ideologi og af de holdninger, der bærer Dansk Folkeparti frem. Hans Otto Jørgensens betragtninger får faktisk sørgelig aktualitet ved at komme i bogform, samtidig med at Pia Kjærs-gaard snigløber FN’s kommende klimakonference i København og forlanger »alternative« eksperter. Thi »København, EU og FN er udtryk for centralisme og for, at eliten bestemmer, og det er for idyllen lige så farligt som bogen og kunsten og den intellektuelle analyse«.
Hvor indsigtsfuldt Jørgensen selv praktiserer ’intellektuel analyse’, fremgår med trist tydelighed af et politisk smædedigt med flg. omkvæd:
Tuneserlov
Perkersjov
Nisserov
Svineklov
Hestehov
Megen skov
Dette tov
Hund sir vov
Tuneserlov
Da han skal portrættere landets finansminister, sker det ligeledes med usvigelig sans for det platte og primitivt plumpe:
»Jeg har aldrig kunnet udtale navnet Hjort. Jeg har aldrig rigtig kunnet vende tungen efter det. Men det, ved jeg, er der mange, der ikke kan, vende tungen. Så det bliver til det noget mere familiære og mundrette Hjrot.«
Herregud, hvad fanden
Bogens absolutte lavpunkt nås i syvende og sidste sektion, hvor Hans Otto Jørgensen genoptrykker sine egne avisudtalelser i anledning af urolighederne i København efter Ungdomshusets rydning. Som nogle måske erindrer, skete der det, at de autonome og diverse medløbende ballademagere gennem flere nætter smadrede butiksruder på må og få, hev parkerede cykler og biler ud på gaden og brugte dem som brand-barrikader og kastede antændte molotovcocktails mod politiet.
Hertil udtalte den daværende rektor for Forfatterskolen, at det kun var så rimeligt, at de unge udtrykte deres frustration »med hensyn til uddannelsesinstitutioner« og som samtalepartnere i den politiske diskussion. Adspurgt om, hvorvidt bilafbrændinger er skade på folks ejendom, svarede han, atter med sikker sans for det platte og primitivt plumpe: »Herregud, hvad fanden. Så har de vel en forsikring.«
Oven på udtalelserne til Nyhedsavisen og Information optrykker forfatteren, hvad der på otte timer løb ind af reaktioner på Netavisen 180 Grader. Adskilligt heraf viser en tankegang, der om muligt er endnu mere grov. Men det bliver Jørgensens ’analyser’ ikke mere ’intellektuelle’ af.
’Alternativ’ grammatik
Hans Otto Jørgensen oversmører i en efterskrift sin redaktør, Simon Pasternak, med ros for udvist »tålmodighed«. Det er godt, at han ikke også roser ham for grammatisk påpasselighed. Læs blot denne passage fra en opsats om Indre Mission:
»For digteren Søren Ulrik Thomsen er det forfærdeligt. I sit essay Pro Ecclesia sammenlignes Indre Mission ligefrem med kunstens avantgarde«. Det kan man da kalde alternativ syntaks.
På bogens næste side, i erindringsstykket »Skolegang«, står der, efter en ung lærers selvmord:
»Lærere og elever mødte mandag morgen til sædvanlig tid. De parkerede deres biler, satte deres cykler i cykelstativet i skuret. Men i stedet for at fordele sig rundt i klasseværelserne samlede skoleinspektøren alle foran den store trappe«. Man ser for sit indre blik, hvorledes inspektøren til daglig fordelte sig rundt på skolen ...
Gyldendal har satset meget højt med dette opulent iscenesatte blandingskunstværk til 400 kroner. Maria Wandels farvebugnende billeder præsenterer sig smukt, hele vejen igennem, men hvad teksterne angår, havde strammere selektion og større detaljeomhu formentlig været til helhedens gavn.
