Læsetid: 6 min.

Musketererne, der overtog kunstscenen i 60'erne

Lars Morells store bog om 60'ernes eksperimenterende kunstskole, 'Eksskolen', er et overflødighedshorn af oplysninger, en mærkelig blanding af heltekvad og roman
Elever fra 60'ernes eksperimenterende kunstskole, Eksskolen (1961-1969), overtog stort set rub og stub på den danske kunstscene, fordi de holdt sammen. På billedet opfører Tom Krøjer en lydhappening i forbindelse med Foreningen for Ung Dansk Kunsts femårsudstilling. Med et 'svup' har han netop tømt en dåse spinat ud på papiret på gulvet. I baggrunden Aase og Poul Gernes.

Elever fra 60'ernes eksperimenterende kunstskole, Eksskolen (1961-1969), overtog stort set rub og stub på den danske kunstscene, fordi de holdt sammen. På billedet opfører Tom Krøjer en lydhappening i forbindelse med Foreningen for Ung Dansk Kunsts femårsudstilling. Med et 'svup' har han netop tømt en dåse spinat ud på papiret på gulvet. I baggrunden Aase og Poul Gernes.

Fotograf ukendt

17. september 2009

Et sted sidst i sin saga om 'broderskabet' på 60'ernes eksperimenterende kunstskole, i det afsluttende kapitel, han kalder 'konklusion', nævner forfatteren de 10, der kom til at udgøre kernen i den gruppe, som de lidt ældre fluxuskunstnere yndede at kalde 'plagiatdrengene'. De 10 er: Troels Andersen, Stig Brøgger, Henning Christiansen, Poul Gernes, Per Kirkeby, Peter Louis-Jensen, Hans-Jørgen Nielsen, Bjørn Nørgaard og Erik Thygesen.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at der faktisk kun er ni, og det er først, når man har læst sig et stykke igennem bogen - og koncentreret sig voldsomt om den heftige byge af oplysninger, der er uden anden overordnet plan end en slags brudt kronologi af næsten joycesk tilsnit - at man begynder at få en ide om, hvem den tiende kunne være. Den tiende, helt afgørende lillebror fra bøhlandet, der blev født for sent til at kunne være med i det egentlige broderskab.

Bogen er på 439 sider og gennemgår minutiøst, hvad stort set hver enkelt af de ret mange mennesker, der i årene mellem 1961, hvor skolen blev oprettet, og 1969, hvor den ifølge Lars Morell var gået i opløsning, har tænkt, sagt og gjort af kunstnerisk.

Nemt er det ikke. Lars Morell har på en eller anden måde ikke nogen holdning til det gigantiske stof, og derfor bliver der ikke nogen fremdrift i hans fortælling. Jo, han synes ligesom, og sådan slutter han sin bog, at der »ikke går en bevægelse fra æstetisk radikalisme i 1960'ernes begyndelse til politisk radikalisme i 1960'ernes slutning. Der går i stedet en bevægelse fra æstetisk åbenhed i årtiets begyndelse til politisk dogmatisering i årtiets slutning«.

Dogmatisering? Eksskolen? Ikke mange, der selv var med dengang, i dette eller andre broder- og søsterskaber eller solo, vil mene, at den beskrivelse passer, selv om den er lidt af en yndlingskæphest for denne bogs forfatter. Han tager imidlertid, i sin egen dogmatik, ikke meget stilling til, hvad det var, der i netop de år førte til en politisering af kunsten. Vietnam først og fremmest, den på begge sider desperate og historisk meningsløse væbnede konfrontation mellem den rige og den fattige del af verden, og vel at mærke ikke noget med kommunisme af den klassiske slags. Tværtimod. 60'ernes kunstnere gennemhullede totalt den da allerede længe ikke gyldige modsætning mellem højre og venstre. Tydeligst måske hos Joseph Beuys, hvis indflydelse netop på Eksskolens kunstnere var enorm.

Men Morell ser ikke sådan på det, han tager faktisk stilling for et politisk højre, der ikke længere eksisterer i nogen form for social praksis, heller ikke den æstetiske, når han fejer eksempelvis Erik Thygesens bog om det »andet Amerika« af banen som overfladisk og banal, fordi den lader sorte, brune og røde amerikanere komme til orde med en retorik præget af kolonikampens historie og betingelser i det frihedens rige, hvor Peter Louis-Jensen, Per Kirkeby, John Davidsen og Stig Brøgger samtidig boltrer sig med deres happenings. Noget, der trods alt også kunne falde ind under, hvad en af den tids sobre, tænksomme og dannede kunstanmeldere, Bertel Engelstoft, et par år før havde karakteriseret med ordene: »Det er vel tanken at ironisere over borgerskabets hyggeliv ved sofagruppen, men arrangementet virker først og fremmest som en pueril gentagelse af dadaisternes ældgamle protestholdning.«

Registerløs vandring

Morells bog mangler, som også hans tidligere mastodont om Per Kirkeby som polyhistor, et register. Det gør, at man ikke, medmindre man tager noter eller ødelægger den pæne bog ved at sætte streger i den, sådan uden videre kan huske, hvem man lige har læst hvad om hvor. Informanterne er jo mange, idet Morell har talt indgående med vel alle, der har været til at få i tale, og som har haft bare det mindste med skolen at gøre, hvilket medfører, at teksten indeholder en hel del ligegyldig snak fra folk, der har været med, men aldrig har haft nogen betydning, hverken i forbindelse med Eksskolen eller i det hele taget.

Nærværende læser har faktisk taget noter, stribevis af dem, citater til citat, men når han går dem efter, virker de alligevel underligt vattede. Er det anmelderen, eller er det bogen? Er det måske begge dele? I hvert fald skyldes det, tror jeg, at bogen som nævnt udover register mangler den holdning, der kunne have hierarkiseret stoffet, så det kom til at stå klart, og så man kunne tage stilling til noget. Kan man ikke det, er der jo tale om en kaffebordsbog, hvad forfatter og forlag hævder, at der ikke er.

I hvert fald har den en størrelse, der gør, at den ligesom skal have et bord for sig selv, i hvert fald hvis man også skal slå den op.

Hvad står der så for eksempel i den? Her er et par eksempler: »En doktor er til for at reparere en brækket arm, en cykelsmed for at sætte en ny krank i, en snedker for at reparere et brækket stoleben. En kunstner er til for at reparere en knækket moral.« (Poul Gernes).

»Ved at anvende systemer og spilleregler opfandt man en ny måde at anvende farver på. Man kan ikke male med lakfarve på et lærred, grundlaget skal være helt stabilt, ellers falder farven af i flager. Derfor malede man på masonit.«

»Det vi vil er, at man går ned på Rådhuspladsen, og der er en hel masse duer. Og så sidder man der og kigger - og filmen løber. Kan du ikke se, det er skide spændende.« (Poul Gernes igen).

»Lørdag den 17. november gennemførte man den planlagte demonstration. En komité fandt tidspunktet inde til en demonstration og vandrede op og ned ad Strøget med farvede plakater, hvorpå der ikke stod noget. Optoget vakte en vis forundring hos tilskuerne, men en talsmand for de unge demonstranter forklarede tålmodigt, hvad meningen var. - Det her er en positiv manifestation. Som det første demonstrationstog i danmarkshistorien demonstrerer vi for demonstrationens egen skyld. Vi er positive, positive.« (Da Strøget i København blev gågade).

Meget og lidt

Det endte alt sammen godt. De ni musketerer overtog stort set rub og stub på den danske kunstscene, fordi de holdt sammen, også selv om musketer Kirkeby nok hellere ville have haft, at de var ridderne om kong Arthurs runde bord, sådan som han fra barnsben af havde elsket det i den superromantiske tegneserie om Prins Valiant. Og den større verden åbnede sig for dem for alvor, da de mødte den tyske skulpturshaman Joseph Beuys og hans døde hare. Kirkeby flyttede ind i det sorte nomadetelt, han altid havde ønsket sig, og Bjørn Nørgaard sendte Lene Adler nøgen gennem Børsen i en slags spidsrod mellem kapitalens legedrenge som en kvindelig Jesus. Han slagtede også den hest, der stadig rumsterer i dette lands såkaldte kulturdebat sammen med lortedåser og nøgne skuespillere, der siger pling.

Men paradoksalt nok var det måske minimalisten Peter Louis-Jensen, der med små midler nåede dybest og højest. For eksempel med sin 'Paul Klee film', der simpelthen på 8 mm er løbende optagelser fra en kunstbog af maleren, som han så ud i forskellige stadier af livet. Jeg kan ikke finde det sted, hvor Lars Morell nævner det værk, for jeg har ikke noteret det, og som sagt har hverken forfatter eller forlag gidet lave et register, men en sådan og så primitivt effektiv transformering af fotografi og bog til film har et eller andet i sig, der stadig har virkning, også selv om man aldrig har set det, kun læst eller hørt om det.

I Lars Morells bog hører man om det, og alt muligt andet, man læser, så øjnene truer med at trille trætte ud af hovedet, side op og side ned om simpelthen hvad som helst, ikke bare de ni musketerer, men også deres mange menige og mindre broderagtige brødre, samt enkelte søstre, der dog ofte var koner til brødrene, dag ud og dag ind har gjort.

Efter endt læsning, eller efter at have læst længe nok, ved man således, at Egon Fischer og Tom Krøjer havde problemer med disciplinen på skolen, som Peter Louis-Jensen stod for. Man ved, at Per Kirkeby ofte gik grædende hjem, fordi broder Peter Louis-Jensen var for hård ved ham. Man ved ting om Poul Gernes og Peter Louis-Jensen, man ville ønske, at man ikke vidste, og som man ikke altid vidste i forvejen.

Man ved, som en anden af 60'erne betydende kunstnere ofte formulerede det, alt Alt ALT FOR M E G E T - mand.

Takket være Eksskolens tiende musketer, Lars Morell.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu