Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Når vanetænkning sættes uden for døren

Mouritz/Hørslev Projektets andet album er en fortryllende stribe sange af fineste karat, spillet, sunget og arrangeret til ug, hvor Janne Mark i anden ombæring forløfter sig på ambitionerne
Mouritz/Hørslev Projektets andet album er en fortryllende stribe sange af fineste karat, spillet, sunget og arrangeret til ug, hvor Janne Mark i anden ombæring forløfter sig på ambitionerne
Kultur
17. september 2009

Fortryllende, var det ord, der slog mig efter den første gennemlytning af Blik, bang bang, det andet album fra Mouritz/Hørslev Projektet. Det er først og sidst pop med stort P – om end ikke den slags, der havner på hitlisterne, hvor det næppe ville kunne få ørenlyd – men så også lige lidt mere end det. Og det er det der ‘lige lidt mere’, som løfter Blik, bang bang op fra Gennemsnitlighedernes Boulevard og ind på en noget mere eksklusiv allé, hvor feinschmeckere og andet godtfolk endnu færdes.

Det ligner noget, som Pia K og co. vil gøre en indsats for at få forbudt ved lov, for selv om lytteren stryges med hårene, lefles her ikke for nogen, og folkeligheden er til at overse. Nå, men det kan jo ikke være Fede Finn og Funny Boyz det hele, vel? Selvom det godt nok ville gøre livet så meget ... øh, lettere ….

Duoen – multiinstrumentalisten, sangskriveren og sangeren Mads Mouritz og digteren og sangerinden

Lone Hørslev – var ude for et par år siden med den ligeledes fremragende Så er det sagt, men ikke desto mindre er den kunstneriske vækst her til at tage og føle på, thi væk er den tørre og indadvendte indie-produktion, der prægede debuten, til fordel for noget mere organisk spændende og konsekvent vibrerende.

Lortet swinger fra først til sidst, og det har det jo med at løfte musikken. Så selv om det på papiret godt kan have karakter af noget lidt brain-trust-agtigt, er der også blevet plads til kroppen i denne ombæring. Og irriterende som det der vedhæng fra halsen og nedefter kan være, er og bliver det åbent for de rette vibrationer.

Nu må De ikke tro, der er gået dance i duoen – Infernal ka’ stadig sove trygt – om end et par rappe remix i rette hænder af udvalgte skæringer fra værket her måske alligevel kunne få enkelte til at shake that booty der. Helt sikkert er det, at producer Roger Moutenot har givet duoen et ordentlig skud krop over den uge, det tog at indspille skiven i Nashville, USA – og det er i den grad med til at gøre den appetitlig.

Ingen vanetænkning

Det er ingen hemmelighed, at Lone Hørslev også er digter af den gode gammeldags slags, hvilket ikke nødvendigvis gør hende til et lys som tekstforfatter til sange af populært tilsnit; på den anden side er der rigtig mange såkaldte sanger-sangskrivere, der heller ikke formår kunsten at skrive en helt gemen sangtekst, så det betyder måske ikke stort. Men miraklet er, at hun vitterligt formår at skrive både tankevækkende og begavede – og ind imellem faktisk også finurligt vittige – tekster, som rager gevaldigt op i vrimlen. Godt pakket med punchlines og intelligent sprogleg, uden at det går til i ordskvalder. Ind imellem synger hun dem faktisk også selv med en spinkelt indtagende stemme, der næppe truer Whitney på eksistensen, men som undertegnede er kommet til at holde af trods dens begrænsninger.

Læg dertil Mads Mourtiz’ træfsikre melodier og hele musikalske kunnen som både arrangør og dybt personlig sanger og De vil forstå, at der er noget ganske særligt på spil her; så tager man tilmed en kikser som »Jeg drikker snaps« med, for den beviser kun, det er lavet af mennesker, som også tør tage en chance. Det skader ikke foretagendet, at der er indforskrevet en stribe musikere, som alle bidrager med kreativ indfølthed og en uimodståelig fantasifuld måde at gå til vaflerne på, der pænt parkerer vanetænkning udenfor døren.

Mads Andersen i trommestolen bør – måske lidt uretfærdigt over for de andre, men sådan er livet – i høj grad fremhæves for sit for­finede, idérige og voldsomt swingende spil, der vitterligt er i særklasse hele vejen igennem. For pengene får De altså en fortryllende stribe sange af fineste karat, sarte og stærke, skægge og dybe, med tekster langt over snittet og spillet, så man hører suset fra sfærerne. Fortryllende, sagde jeg jo. Klasse, med andre ord. Take it or leave it, but take it.

Poetisk mættede tekster

En anden, der rent faktisk skriver gode tekster, er sangskriveren Janne Mark, hvis andet album Agenda, tager tråden op fra debuten Indenrigs Udenbys, der udkom i 2004.

Hun excellerer især i det hverdagsnært oplevede, det magiske i øjeblikket og man læser med forsigtig glæde teksthæftet til Agenda igennem, idet man jævnligt falder over fine iagttagelser og smukt udformede tekstforløb, som tyder på vidt åbne sanser med et tilhørende intellekt; her bearbejdes og transformeres indtrykkene relativt ubesværet til poetisk mættede sangtekster, som ofte fungerer.

Selv om der da også slås et par skæve, og det ind imellem måske også bliver for konkret til rigtig at kunne hive sig op over det rent ud banale; »Plaget mand« er således rigtig slem. Balancegangen er svær, men det meste af tiden holder Mark sig da på linen og får sagt et og andet om livet efter den første vilde ungdom; det er således svært at synge om moderskab og børn uden at falde i allehånde fælder, men det undgår Mark så også lige.

Mark er heller ingen

ueffen melodiskaber, men arven fra Joni Mitchell ligger her og der er et skær af noget knap så originalt over projektet, ikke mindst sammenholdt med et sangforedrag, der lyder som samme Mitchell engang henover midten af 1970’erne. Det vil sige melodier, der sætter det personligt ekspressive over hooklines og catchy melodier, hvilket giver musikken som helhed et alvorligt skær; ikke noget med tre akkorders udladninger her, for der skal ikke synges med! Dette fremhæves yderligere af arrangementer, som i så høj grad er efter bogen, at kedsomheden lurer lige om hjørnet. Pænheden er desværre enorm.

Af pladens 10 skæringer leverer det evige The City of Prague Philharmonic Orchestra det store orkestrale udtræk til en seks stykker og flot er det – men måske også en smule intetsigende. I det hele taget står de himmel­stræbende musikalske ambitioner lidt i modsætning til sangenes lavmælte tonefald og resultatet, ja, det er faktisk hverken fugl eller fisk. Det er som helhed et overmåde sympatisk udspil og ambitionerne bør applauderes ingen tvivl om det, men rigtig lykkeligt forløst er det altså ikke. Mindre kan faktisk gøre det.

Mouritz/Hørslev Projektet: Blik, bang bang (Madmusic Records/Playground) Janne Mark: Agenda

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her