Læsetid: 4 min.

Ondskabsfulde småperfide stikpiller

Lars Bent Petersen er vred i sin retrospektive udstilling på Overgaden
Lars Bent Petersens bronzeskulpturer.

Lars Bent Petersens bronzeskulpturer.

4. september 2009

Modernismen havde en venindegave med, og da flasken pegede på kunstnerne, kan de i dag som noget ganske enestående tage en genstand og fortælle, at den er mere, end den er.

Men det kræver mod at besjæle. Når Lars Bent Petersen køber 25 stykker farvet karton og hænger dem på en væg og betitler det 'Jeg har besluttet mig for at være lykkelig på trods af en til tider følelse af afmagt', er der ingen, der fortæller ham, at han er kunstner. Det er også ham selv, der uden at trække på smilebåndet skal lægge en halv frisbee oven på en hel frisbee. Det kræver en selvtillid, som kun ganske få danske kunstnere har, hvorfor de frisker genstandene op med luftig gestik, flotte farver, meningsløse referencer og letkøbte budskaber og historier.

Dybfølt kritik

Lars Bent har placeret fem dråbeformede bronzeskulpturer på træstubbe og en på gulvet. Det ligner de store dråber kviksølv, som vi legede med som børn, det var fedt, fascinerende og herligt sundhedsfarligt at lade dem rejse i håndfladen.

Dråberne ligner brystimplantater, silikonekasser, bonuspatter eller burkastoppere, om man vil, de ligger og frister i deres perfekte bløde former og er bestemt ikke mindre appetitlige i bronze.

Det er selvfølgelig for meget at lægge dem på træstubbe, som om vi ikke fatter pointen med det naturlige som en skulptur og det skred, der er sket, men Lars Bent er hæmningsløs, han har det ligesom Kirsten Hammann, der skrev en bog om u-landene, fordi hun ikke kunne klare det mere, hun kunne simpelthen ikke forstå, at vi kan leve og hygge os, når andre folk lider. Lars Bent kan ikke forstå, at en kvinde kan modtage en hånds begærlige hyldest, når det i virkeligheden er en på dankortet indkøbt skulptur, der nusses. Så hvad er det, Lars Bent har at tilbyde sine udvalgte genstande? Hvori består den sjæl, han pumper dem med? Lars Bent er leveringsdygtig i dybfølt kritik på en sjældent ivrig, hårdtslående og til tider også underfundig, men aldrig ironisk måde. Han tager poesien og metafysikken fuldstændig alvorlig. For eksempel i flagene, der hænger fra loftet og er henholdsvise gule, blå, grønne og røde. Et flag er normalt i flere farver med et simpelt mønster. Ligesom politikerne foregiver at være nuancerede. Hvis Lars Bent var dommer, ville han have skudt de skyldige. Hvis han var et instrument, ville han være en økse. De fire flag er et atypisk hårdt statement i en tid, hvor kunsten er svær at relatere til noget uden for institutionen. Lars Bent mener ikke, at magten er nuanceret nok. Ligesom hans parodi på informationssamfundet med neonværket 'Your feelings are wrong' også er noget voldsom.

Også lidt til Fru Grethe

Det er populært at spørge, om Fru Grethe ville få noget ud af det, vil hun blive udfordret, provokeret og rystet i sin grundvold, så hun vil efterlade sit gamle jeg på Overgaden og træde ud i en ny bedre ham med færre sygedage, højere kompetenceramme og øget udholdenhed på arbejdsmarkedet?

Det vil hun nok ikke. Men titlen på værket med de 25 kartonfelter ville nok få hende til at tænke på Ole Henriksen, som har fortalt, at lykke er en holdning, og hun vil nu nok synes, at værket ser lidt billigt ud, måske lidt som hendes eget hjem eller spejlbillede, og måske ville hun blive ked af det og begynde at græde. For hvad er det, Lars Bent egentlig siger? At den lykkelige slet ikke er lykkelig, at det blot er noget, vedkommende har valgt? At genstanden ikke er mere, end den er? Siger han, at det dejlige demokrati, vi har med politikere, der vil os det bedste og kun sender ting i udvalg, fordi de ikke føler sig rustede nok til selv at træffe en beslutning, i virkeligheden er en illusion? Hvilket foruroligende værk, Lars Bent trækker simpelthen bukserne af den sjæl, han selv har fyldt kartonen med. Han gør nar af det, han selv laver. Men forstår Fru Grethe det? Nej, en, der ikke er vant til opera, kan heller ikke forstå, at Paul Potts ikke er den bedste. Lars Bent kræver en hel del øvelse, men er alligevel ikke helt spildt på Fru Grethe, for selv om hun ikke kan tolke det, hun føler, er hendes sanser ikke uberørte. Lars Bent er hendes sansebørste. Lars Bent har nusset hende. Han har scoret Uruguays mål til 1-6 i 1986 i hende, og selv om rumlen i maven ikke giver mening, tænker hun måske alligevel på den halve frisbee, næste gang magthavernes inkompetence gør hende fortræd. Og hvem ved, hvad sådan en lille kortslutning kan føre med sig.

'Drømme, løgne og andre arbejder, værker fra 1988 - 2009 på Overgaden', Overgaden Neden Vandet 17, København til den 25. oktober

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu