Læsetid: 3 min.

Opreklameret jazzonkel

Benny Golson kunne ikke leve op til Jazzhouse's egen kanonisering af ham
26. september 2009

I den særlige form for sportsjournalistik, der går ud på at optræde retfærdigt, når de altid fyringstruede fodboldtrænere er under behandling, er der et simpelt moralkodeks der siger, at man ikke angriber en ny træner, der er ”ved at sætte sit hold”. Det kodeks vil jeg nu bryde. 

Lennart Ginman er ny som kunstnerisk chef i Copenhagen Jazzhouse, og han er ved at sætte sit hold – eller flere hold, for Ginman er optaget af mange genrer og søger gerne sagkundskab udefra og uddelegerer gerne ansvar. Øjensynligt også når det gælder markedsføringen, og dét skulle han måske holde op med. Så meget lobhudlende nonsens, som Jazzhouse disker op i sin egen præsentation af torsdags, fredags og aftenens gæst i huset, tenorsaxofonisten Benny Golson, må et spillested, som får tung offentlig og nu også privat fondsstøtte, og som almindeligvis betragtes som en slags jazzens nationalscene, simpelthen ikke lukke ud. 

Én ting er den sproglige ubehjælpsomhed i det ellers ret korte stykke prosa, noget andet er at udnævne Golson til ”én af ganske få ægte jazzinnovatorer” og én, der har været med til ”omdefinere begrebet jazz”. Har den, der har skrevet sådan, overhovedet nogen idé om, hvem Golson er? Og hvad ville der blive skrevet, hvis Miles Davis eller Duke Ellington skulle stå op af deres grave og lægge vejen forbi Niels Hemmingensgade?

Ved torsdagens premiere på de tre dages gæstespil gav Golson i øvrigt  skribenten svar på tiltale ved gentagne gange i sine meget lange  introduktioner at kalde sig selv ”a lousy saxophone player”. Det sympatiske var, at dette ikke kun var koketteri fra en musiker, der ved, at vi ved, at han er bedre end som så. Hele Golsons foredrag, der endte med at fylde lige så meget som hans instrumentale indsats, havde til hensigt at vise ham som dét, han er: en habil tenorsaxofonist, som voksede op med John Coltrane i Philadelphia, som har en række minder om netop dét, og som endte med at skrive – noder, altså – bedre, end han spillede. Golson er, uden på nogen måde at være ”innovativ”, en komponist, der kan kombinere en ”catchy” melodi med et improvisationsbefordrende harmoniskema, og i løbet af aftenen hørte vi et par af disse stykker fra mainstreamjazzens standardrepertoire: Along Came Betty, Whisper Not, I Remember Clifford, Stablmates. Indrømmet, let legendarisk stof for os, der husker hans indtræden på vores arena med Art Blakeys Olympiakoncert i Paris i 1959, men næppe for den overvejende gymnasiale ungdom, der fyldte jazzhuset torsdag.

Ikke desto mindre tog Golson kegler med sit onkelagtige fortællergén, og naturligvis spiller han ikke ”lousy”. Men rusten er han blevet, her i sit 81. år, og den kombination af en utålmodig, nærmest hidsende frasering med en fløjlsblød tone, der engang gjorde ham til noget specielt, er nu ikke så tydelig. Golsons tone changerer hastigt mellem yderpunkter og var svær for lydmanden at yde retfærdighed torsdag, og hans ret korte, ikke voldsomt originale men stadig villet heftige fraser sættes nu med søvngængeragtig  sikkerhed an et splitsekund før 2. taktslag og er som regel slut med taktperiodens udløb.

 Så meget mere grund var der til at lytte til Golsons ledsagende ”Jazzhouse-trio” – et begreb, der skal reinkarnere det gamle Montmartres Drew/Ørsted/Riel-trio – der denne aften havde Heine Hansen som afløser for Kirk Lightsey ved klaveret. Hansens spil var konstant opmærksomhedskrævende. Ikke nødvendigvist overlegent i sin beherskelse af alle virkemidlerne men hele tiden uventet, søgende, frapperende og med respekt for forlægget. Ligesom rigtig jazz.

 Copenhagen Jazzhouse torsdag:

Benny Golson, Heine Hansen, Daniel Franck, Jeppe Gram

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu