Pentti Saarikoski var 60'ernes vildeste og mest uregerlige barn

»Digtningen begynder med lidelsen; lidelsen fører den med sig. Klarheden findes i ordene. Vingerne, ikarosvingerne, findes i ordene. Livet er mørkt. Livet er et fængsel. Gennem disse stunder går der en vej. En gade. Fuld af biler og mennesker. Jeg er rig. Jeg ejer så megen glæde, smerte. Alles geben die Götter, die unendlichen, ihren Lieblingen ganz. Denne morgen er mærkelig. Denne morgen stiger mine døde guder op af deres grave. Og jeg ved, at jeg har fortjent deres velsignelse.«

Sådan skrev den 20-årige finne Pentti Saarikoski i sin dagbog. Året var 1957, og i 1958 udkom hans debutdigte, Runot - det betyder simpelthen 'digte'. Hans ankomst i litteraturen som enfant terrible eller uregerligt barn, et af de dengang kommende 60'eres vildeste og mest uregerlige, er da også præget af, hvad han i sådan en dagbogsnotits, med den unge mands lykkeligt uvidende bevidsthed om egne evner, fik slynget ud. Hölderlin-citatet antyder sublimitet og galskab, romantisk er det jo, og hans græskstudier, som han aldrig fuldførte, giver den tragiske tone, som ydermere på en måde synes at ligge i den finske nationalkarakter, som han mere end de fleste inkarnerede.

Med ham og andre, men mest med ham, trådte talesprogets naturlige rytme ind i den finske poesi (han skrev i årene omkring debuten ydermere en række groteske klummer i en stor, konservativ avis, selv om han var medlem af det finske kommunistparti). »Subjektiviteten flytter ind i objektivitetens åbne rum,« siger hans finlandssvenske kollega Bo Carpelan.

Egentlig sker det først for alvor, og uigenkaldeligt, for herefter bliver intet mere det samme, med samlingen Mitä tapahtuu todella (Det der egentlig sker) i 1962. Da havde den unge fusentast allerede oversat Xenofon, Salinger, Frisch, de vrede unge engelske dramatikere Osborne og Wesker, Euripides, Calvino og to bøger af Henry Miller.

I 1963 udkom, i samarbejde med en anden ung finsk digter, Anselm Hollo, der havde bosat sig først i England, derefter i Amerika, hvor han knyttede sig til beatdigterne, Allen Ginsbergs Kuolema van Goghin Korvalle (orginaltitel: Death to van Gogh's Ear).

Oversætteriet fortsatte livet igennem. Det omfatter især Homer, som han i lighed med Gelsted herhjemme gengav i rytmisk prosa i stedet for de kluntede oversætterheksametre, man ellers ser, Joyce's Ulysses, Heraklit, Ho Chi-Minh og i 1981, to år før sin tidlige død af druk, et stort udvalg af den beslægtede, ældre svensker Gunnar Ekelöf.

Oversættelserne er ikke bare pengemaskiner, de var åbenbart nødvendige. Han ville placere sig et sted, og det sted fandt han ikke i verden umiddelbart omkring sig.

Myten og værket

Saarikoski var livet igennem en iøjnefaldende figur. Dame- og billedblade besøgte ham, og dele af det højlitterære establishment så vel skævt til hans fordrukne livsstil og boheme-tilbøjeligheder.

Måske var det derfor, han ind imellem måtte rejse væk, og det kom der sommetider virkelig mærkelige bøger ud af. Med Tiden i Prag er alle hans tre store rejseskildringer nu tilgængelige på dansk. Som den nærmest foregående Brev til min hustru i Helena Idströms kongeniale fortolkning og på det lille forlag Basilisk, hvor oversat litteratur af mindre bestselleragtig karakter har fundet et hjemsted.

Hvor mærkeligt og nært han skriver, hvor 'poetisk' i egentlig forstand, altså gennemtrængende klart fra et sted midt i sproget, hvor kun en som ham kan løsne en skrift som den, kan bedst demonstreres med et i avissammenhæng usædvanlig langt citat:

»Snart er tiden inde til at tage af sted. Det er et sakramente. 'Vil du allerede forlade os?' spurgte hun, og jeg mente at kunne høre en snert af ironi i hendes stemme, men det var selvfølgelig bare noget, jeg bildte mig ind. Dengang for mange år siden, da jeg var ved at bygge min verdensanskuelse op, var der ingen der bekymrede sig om mig, nu er der en hel masse. Lige for øjeblikket kan jeg slet ikke komme i tanke om, hvad møntenheden i Rumænien hedder. Hvis hukommelsen er digtningens moder, sådan som de gamle grækere udtrykte det, har jeg også mistet den moder. Bedstemor er større end lillemor, men mindre end en mor. Inden jeg skulle i skole, bragte jeg suppe i en mælkedunk til bedstemor, der de sidste måneder af sit liv var bundet til sin seng. Engang, da jeg havde været ude at stå på ski, havde en mand sprængt sig selv i luften inde i pissoiret i vores park, og kødstykkerne hang på træernes grene som juletræspynt. Genetikken er læren om sjælevandringen. Bare jeg kunne få alle huller stoppet til! En hvid mælkedunk, hvis låg larmer, men en hvid mælkedunk hænger også sammen med en anden begivenhed, langt tidligere. Jeg kan ikke huske hvilken. Er det muligt, at man i en drøm kan se mennesker, der ikke eksisterer? Eller er de dejlige kvinder derovre Antonius den Helliges fristelser, dem, som man har set og stræbt efter, men som man har glemt alt om? 'Hvad skriver du om' spørger hun. Jeg svarer ikke, og hun havde heller ikke ment det som et spørgsmål, der skulle besvares. I hendes iskolde kød har der åbnet sig en sprække, der emmer af varme.«

Bogen udkom på finsk i 1967, det var 'kærlighedens sommer' i den vestlige verden, men på den anden side af jerntæppet boede altså en vild digter fra et endnu vildere sprog i en lille lejlighed, lånt af vennen Lustig, hvor der næsten aldrig var elektrisk lys.

Det er værre end Kafka, eller er det, for der er ingen orden på det. Ingen orden af den slags, der kværner gennem Kafka som bureaukratisk ødelæggelsesmaskine.

Men større end mennesket er det, og samtidig helt nede på jorden:

Mitä tapahtuu todella!