Læsetid: 4 min.

Pryds Helles fornemmelse for graverfantasier

Merete Pryds Helles nye bog stiger ned i tidens brønd og op ad en trappe til indsigt
Arkæologi. Merete Pryds Helles nye roman, 'Hej menneske' udspiller sig et sted i den jordanske ørken, cirka 20 kilometer fra turistattraktionen Petra. Her er 30-årige Edith sammen med et hold danske arkæologer i færd med at udgrave de forbavsende velbevarede rester af en stenalderlandsby.

Arkæologi. Merete Pryds Helles nye roman, 'Hej menneske' udspiller sig et sted i den jordanske ørken, cirka 20 kilometer fra turistattraktionen Petra. Her er 30-årige Edith sammen med et hold danske arkæologer i færd med at udgrave de forbavsende velbevarede rester af en stenalderlandsby.

Florin Iorganda

17. september 2009

Til grund for Merete Pryds Helles nye, dybt originale, genremæssigt grænsekrydsende og vidensmæssigt tungtlastede, men alligevel letlæste roman ligger et temmelig enkelt koncept: Et sted i den jordanske ørken, cirka 20 kilometer fra turistattraktionen Petra, er et hold danske arkæologer i færd med at udgrave de forbavsende velbevarede rester af en stenalderlandsby, der har ligget og ventet på dem i mellem syv og otte tusinde år. I et af de 15 hvide runde huse kravler 30-årige Edith rundt med graveske og pensel, alt imens hendes hoved løber fuldt af, hvad der vel må kaldes faktuelle fantasier, over det liv, der udfoldede sig på stedet engang. Men så bliver hun stukket af en skorpion!

Mens alle de andre graver videre, ligger hun på et hotelværelse i Wadi Musa og lader sin bevidsthed stige ned i tidens brønd. Fagligt indebærer dette, at hun midlertidigt tør suspendere arkæologiens grundlov - det at holde sig nøgternt til fakta og aldrig drage konklusioner, der ikke er belæg for i de materielle fund - og som en anden romanfatter tør blande bevidsthed med kvinden, der byggede huset med den mystiske, lidt snoede trappe, idet hun i denne navnesøsters og formoders liv fortætter en historie, som vist i virkeligheden varede, ikke én generation eller to, men cirka 3.000 år. Personligt betyder isolationen, at Edith hvirvles tilbage til en traumatisk barndom tilbragt i hvide, kølige, stille rum og i den skarpe skygge af moderens selvmord. Ja, romanens to tider blandes tilmed sammen, idet der fra trappen i Shkarat Msaied kobles til den smalle trætrappe, som førte op til loftet i Tisvilde, hvor Edith fandt moderen hængt.

Dristigt eksperiment

Læseren skal altså ikke kun ledes bagud i tid, i kraft en rejse i køn, krop og kultur, vi skal også føres nedad til erfaringsdannende traumer og sår, samt opad til forståelse og indsigt.

Sorgen over den døde moder optrådte som hovedmotiv allerede i Merete Pryds Helles debutroman Bogen (1990). Og bevidsthedsrejse bagud i tid praktiserede hun suverænt med Fiske i livets flod (2000), hvor interessen især gjaldt gåden om skriftens opståen i den mesopotamiske oldtidskultur. Men med genrehybriden Hej menneske drister hun sig til i ét fejende kast at være a) hudløst personlig, b) tanketungt videnskabelig og c) nærmest hæmningsløst eksperimentel. For værket er ikke kun roman, på samme måde som for eksempel Sissel Jo-Gazans Dinosaurens fjer var 'videnskabskrimi', den er skam også en slags parallelforskudt selvbiografi (hvor forfatteren optræder som både fotograf og motiv på farvestrålende billeder fra udgravningen), et omarbejdet universitetsspeciale, en storladen myte om kønnenes møde og et omvandrende lommeleksikon!

En spiselig hjerne

At eksperimentet lykkes, skyldes i første række, at forfatteren skriver tindrende smukt og stedse formår at fortætte sin omfattende viden. Men hun får også forløst en speciel billeddannende evne, som sætter sig igennem i detaljen. Når Merete Pryds Helle søger at lade sin jegfortæller forstå, at stenaldermennesker ikke kun har spist planter og kød i et forsøg på at blive så nogenlunde mætte, men også har kendt rusmidler, både svage og knap så svage, skriver hun eksempelvis om de to jægere Grøn og Ørn, at de tygger på bladene, de har plukket, og »lader de andres ord glide igennem sig med den venlige rus, der slår kolbøtter med ordene, kaster dem op i luften og griber dem med en farvet hånd«.

Når hun skal forklare, at kastanjer dels smager godt, dels ser spændende ud, så lader hun en pige skære hænderne til blods - »for at nå ind til den glatte lysende brune kerne, der kunne kastes i bålet og blive en hvid spiselig hjerne«. Skal der undervejs på rejsen gennem nærorienten, færden igennem tider, elskes, så det knager i knoglerne, så vælger forfatteren omhyggeligt ord, der på én gang kan markere afstand i tid, nærhed i sanser. Mest imponerende forekommer dog indlevelsen i den syv eller otte tusind år gamle navnesøster dér, hvor Merete Pryds Helle indser, at går man over fra nomadeliv til agerbrug samt derefter til kvægbrug, så skifter også ens hele forhold til tiden. Man er ikke mere til stede i nuet, men sender sin tanke ud i fremtiden, planlægger fremtid, skærer den i bidder, polerer den og steger den og fortærer den og fordøjer den.

Til at indse dette er stenalderkvinden Edith udset: »Du vil forstå noget, ingen anden har forstået. En anden orden. Du vil overleve dine børns fødsel, men de vil ikke alle leve, og du vil forvandle dig til et kornstrå, og dine avner vil flyve langt for vinden og sprede sig overalt.«

Som jeg læser romanen, overføres denne spådom til den moderne jegfortæller. Herefter ligger det lige for at fortsætte tankerækken og håbe, at romanens rige evner vil flyve langt ud i den læsende verden og sprede viden og ny nysgerrighed - dén stærke trang til at forstå, som i mennesker følger af naturens vilje til forandring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu