Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Rasmus Rask på briksen

Det er let at forelske sig i sprogforskerens forelskelse i sproget, men noget af en bedrift at forvandle kærligheden til en roman, men det er faktisk lykkedes for Hanne Marie Svendsen
Kultur
17. september 2009

R'et i titlen Rudimenter af R henviser til sprogforskeren Rasmus Rask (1787-1832), hvis dagbøger, breve og afhandlinger Hanne Marie Svendsen har brugt som afsæt til at skrive sin nye roman. Og her er tale om fri fantasi, som det så smukt kaldes. Stoffet har på ingen måde begrænset forfatteren, ingen kluntet hensyntagen til fakta her.

Hanne Marie Svendsen har valgt at iscenesætte den vanskelige opgave, det er for en nutidig forfatter at bevæge sig ind i bevidstheden på en historisk person og fortælle derfra. Det gør hun ved at placere en dødsengel, en vågekone som fortæller. Det mærkelige væsen sidder ved den døende sprogforskers seng og forsøger at få adgang til hans tanker og få ham til at lette sit hjerte, for der er så meget, han ikke har fortalt. Hvorfor fik han for eksempel aldrig et rigtigt hjem og en hustru og en familie?

Men patienten gør modstand på briksen: »Væk fra min sengekant. Ingen skal sidde på min sengekant og gøre sig familiær og plage mig med snusfornuftige betragtninger, som om det kunne hjælpe. Hvad forstand har du på mit store værk? Uvidende, emsig og nyfigen, som alle de andre, der hader mig.« Hertil svarer dødsenglen vågekonen: »Det er ikke sandt, R. Jeg anerkender dit geni, vil bare prøve at forstå dig.«

Disse eksplicitte beskrivelser af manøvren, at rejse ind i et andet menneskes bevidsthed, er ikke romanens stærkeste steder. Det er derimod de lange passager, hvor Hanne Marie Svendsen forvandler dagbøger, breve og afhandlinger til smuk, rytmisk prosa og ordmalerier. Og selvfølgelig anerkender jeg den bedrift, der ligger heri, men jeg har så svært ved at forene mig med genitanken og glorificeringen af et enkelt menneskes bedrifter, der også strømmer ud af bogens sider. Længslen efter svundne tider, hvor alting var meget bedre, præger også bogen, men den får dog en humoristisk drejning, idet vi forstår, at allerede R oplevede den samme længsel i 1800-tallet, hvor også han mente, at alt forvanskedes, og at musikken forsvandt fra sproget.

Musikken i Hanne Marie Svendsens prosa er jeg ikke døv for, men jeg føler mig på ingen måde beriget af det tankesæt og menneskesyn, der ligger til grund for leveregler som »Vær dig selv bekendt og søg altid sandheden«. Eller sprogiagttagelser som »Grønlandsk er interessant, hvert ord en hel tanke. De behøver ingen syntaks og ordføjningslære«.

Sandhedens muligheder

Måske er det, fordi jeg har læst Pia Juul, Ursula Andkjær Olsen og Naja Marie Aidt? Og at jeg derfor i stedet for klar tale, fast forankrede personligheder, vovemod og idealer foretrækker en ordmusik, der taler med mange stemmer, samtidigt, paradoksalt og i evig tvivl. Hvor jeget ikke er en fast forankret størrelse, men blot et ord, man bruger, vel vidende at det jeg siger noget helt andet i morgen?

Bogens motto opsamler måske sagerne meget godt, det er af Peter Bichsel og lyder: »Historier fortæller ikke sandheden, men de fortæller om sandhedens muligheder. Og så længe, der fortælles historier, er der stadigvæk muligheder.« En besnærende tanke, positiv og opbyggelig, ja lige til at komme i godt humør af, men så taler vi i mine øjne om noget helt andet, forløsning og afklaring, hvilket jeg ikke ser som kunstens opgave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her