Læsetid: 3 min.

Røde ører på Sophienholm

Rodet landhandel med misforstået præmis
Nej, det er ikke en ny sengetøjsserie fra Illum, men forkanten af kunstscenen - ved Anna Odell.

Nej, det er ikke en ny sengetøjsserie fra Illum, men forkanten af kunstscenen - ved Anna Odell.

25. september 2009

Bedømmelse: 3/6

Anders Sletvold Moe får lov at åbne dagens anmeldelse med tre hvidmalede brædder på en væg, anbragt vandret og forskudt fra hinanden, med overkanterne malet i forskellige neonfarver. Nordmanden vil gerne fortælle os, at han kender Dan Flavins værker og endnu bedre fortælle os, at han er gået ind i en transcendental dialog med den gamle mester. Det er han ikke. De tre stykker træ virker derimod lidt latterlige på Sophienholm, der er et gammelt klassisk landsted. Flavins værker forholdt sig til rummet. Ikke til ham selv. Det er lidt ligesom, når man tager tidsmaskinen tilbage til 8. b og siger alle de rigtige ting til pigerne. Det er ikke sjovt at score piger på 15, når man er over 30. Det er heller ikke sjovt at lave værker i 2009, der kun måske ville have haft en chance i 1960.

Flemming Hoffs værker tilhører samme periode, men han prøver i det mindste ikke at opdatere dem på en 'ho ho'- agtig reklamesmart måde, men står ved sin fascination af de amerikanske color field-malere. Flemming arbejder med lærredet, en spartel, en sort farve og en gul. Det er ganske følsomt og falder kun helt ved siden af, fordi udstillingen postulerer at vise os en helt ny retning i kunsten, en abstrakt formalisme som skulle være det sidste nye.

Anna Odell skraber bunden med sine dårlige efterabninger af Brice Mardens senere malerier, hvor han med en let asiatisk inspireret pensel har skabt nogle af verdens mest appetitlige abstrakte malerier. Nu er det også Odell, der står bag udstillingen, hvorfor man næsten får røde ører, når man flovt kigger på hendes skilderier, der mere ligner en beruset udgave af franske Mr. Line, eller et moderne tæppe til »det energiske koncernmødelokale« end noget, der »bevæger sig på forkanten af kunstscenen«, som pressemeddelelsen ydmygt proklamerer.

Og nej, det er ikke den samme Anna Odell som hende, der fakede den som selvmordstosse i Sverige, hende her faker ganske vist også, det er blot ikke gået op for hende selv endnu ...

Der er dog flere glimrende eksempler på abstrakt formalisme, som den har taget sig ud siden 90'erne. David Svensson og Clay Ketter kombinerer begge smukt det formelle med readymaden ved at finde udtryk der ligner moderne kunst i henholdsvis bøger og køkkener. Svenske Svensson viser en række bogsider med dedikationer, hvor siderne, udover selvfølgelig at indeholde en ufortalt historie, alle sammen har en forskellig hvidgul farve.

Det er ligeså genialt, når amerikanske Ketter bringer håndværket tilbage i kunsten på en lidt anden måde end den, rindalisterne har tigget efter, han æstetiserer det, der efterlades, når et køkken er halvt oppe eller halvt nede. Vi kender det fra hverdagen, vi ser et bøjet søm midt på en væg eller en container, der er placeret skævt på en mark, og vi siger: 'Hey, det ligner kunst'. Svensson og Ketter stopper ikke dér, og tak for det.

Se det, det er okay

Et mere problematisk møde har man med Ferdinand Ahm Krags nærmest religiøse stregtegninger, der giver hovedbrud, fordi man føler, de rummer energi og spirituel virkelighed, selv om de er lavet på millimeterpapirslignede baggrunde, der burde få en til at tænke i langt mere videnskabelige baner. Måske er det passagen mellem parallelle virkeligheder fra et Gibson-univers, værkerne gemmer i hvert på noget hemmeligt og vigtigt, man føler sig simpelthen ubevidst overbevist om, at kunstneren har særlige evner. Det ligner Carl Gustav Jungs mandalaer efter fuldstændig at have mistet grebet om sig selv. Eller det modsatte. Ahm Krags værker er, når han er værst, lidt for airbrushet og villet-hurtig-fart-speed-metafor-agtigt, men når det er bedst, en skønsom blanding af struktur og kaos og meditative stringente linjer der brydes. Måske søger han i modernismens ånd efter den perfekte streg og tegning, måske er det, fordi han rører ved mødet mellem det organiske og det matematiske, et sted vi godt ved findes, men som altid har været Gud forbeholdt. Under alle omstændigheder har han i hvert fald en sikker karriere som healer i baghånden, om noget i den kunstneriske karriere stik imod forventning skulle gå galt.

Tove Storch og Peter Rune Christiansen leverer også sikre bidrag, så tag trygt på Sophienholm. Det er okay.

'Deformities in speed' på Sophienholm, Nybrovej 401, Kgs. Lyngby til den 4. oktober

Serie

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu