Læsetid: 5 min.

En sang, en dans, en leg

38-årige russiske Anna Netrebko vandt med sin enorme stemme, karismatiske scenefremtoning og naturlige sødme en kæmpesejr i DR-byens koncertsal, flot flankeret af tenoren Massimo Giordano
38-årige russiske Anna Netrebko vandt med sin enorme stemme, karismatiske scenefremtoning og naturlige sødme en kæmpesejr i DR-byens koncertsal, flot flankeret af tenoren Massimo Giordano
21. september 2009

Skæbnen ville, at der sad en Bob Dylan-cd i bilens afspiller, da jeg satte mig ind i den og tændte motoren. Eller måske snarere skæbnens ironi. Thi min destination var Koncertsalen i Studie 1 ude i DR-byen, hvor jeg skulle opleve tidens mest feterede stjernesopran, russiske Anna Netrebko, give sin
debutoptræden på dansk jord. Og Bob Dylans stemme, teknik og attitude udgør i manges ører på alle måder antitesen til operaens verden; kunstmusik versus folkemusik og bla-bla.

Jeg vil dog ikke bidrage yderligere til de falske modsætningspar, visse folk i ét væk har behov for at opstille for at definere sig selv, og blot slå fast, at i mine ører er Anna og Bob på hver deres måde fremragende sangere. Selv om jeg tvivler på, at Gamle Gnavpot ville kunne synge Koncertsalen op på helt samme måde, som Netrebko – smukt suppleret af tenoren Massimo Giordano – gjorde, uden den mindste brug af forstærkning. Faktisk ville denne 38-årige russiske skønhed sikkert kunne blæse Dylan ud af bygningen, hvis det var med den på.

For selvfølgelig er hendes teknik uhørt imponerende – selv en lægmand som Deres udsendte kan snildt høre, hvor sikker hun er i såvel det brusende klimaks som i de helt tyste passager, hvor den sprængfyldte sal kollektivt holdt vejret for at få hver en nuance med. Men teknik er og bliver nu engang kun et værktøj, og hvad der har været med til at gøre Netrebko så elsket og tilmed i et vist omfang synlig uden for operaens verden, er evnen til at ånde liv – gråd, latter, ekstase, sorg, angst, you name it – ind i et repertoire, der som tommelfingerregel har mellem 100 til 200 år på bagen.

Hun kan som – på samme måde som, men uden sammenligning i øvrigt – afdøde Luciano Pavarotti forcere grænsen til showbiz. Ikke for det, opera er om noget et show. For alle sanser, tilmed – men efterhånden som udøvelsen af sangkunst i det 20. århundrede fra Bing Crosby og fremefter i stigende grad blev præget af en art ’naturalisme’, trængtes det kunstfærdige i baggrunden, i hvert fald inden for mainstreammusikken. Og det er ærlig talt lidt synd, for der er så meget lidenskab på spili operaen, at det simpelthen får blodet til at rulle raskere.

Op under himmelbuen

Jeg ville lyve Dem op i Deres åbne ansigt, hvis jeg påstod, jeg er bekendt med den klassiske musiks standardrepertoire – for slet ikke at tale om operaens ditto. Jeg er absolut nybegynder, fraset lidt Mozart her, en sjat Beethoven der samt en ungdommelig (og stadigt pågående) interessere for Ravel, Debussy og Stravinsky. Ikke desto mindre har jeg grundet en opvækst med den såkaldte klassiske musik i baggrunden – grundet min faders forkærlighed for samme – alligevel hørt rigtig meget af slagsen, især barokkens mestre. Jeg tør dog roligt fastslå, at intet af det har ramt mig
lige så dybt som det tilfældige møde med Netrebko og et repertoire, der i udpræget grad er skabt af mig lidet kendte komponister, men som alle besidder noget af popmusikkens umiddelbare evne til at gå rent ind uden om alle forsvarsværker.

Og det er netop skønheden ved at navigere rundt i musikkens verden; man er altid novice, der er altid nyt at lære, nyt land at indvinde, nye erfaringer at gøre – og fikse ideer at gøre op med. Og vejen til operaen gik for mit vedkommende via Anna Netrebkos Russian Album, der indeholder stykker af navne som Glinka, Prokofiev, Rachmaninov, Tchaikovsky samt ikke mindst Rimsky-Korsakov, der i særlig grad rammer den slaviske del af min sjæl.

Men først og sidst, stemmen, altså. Der er en varme og en lidenskab på spil der, som i uhørt grad vækker genklang. Den er både skrøbelig og stærk og frem for alt fuldstændig forrygende ubesværet. Selv de stort anlagte slagstykker formår Netrebko at give en umiddelbarhed, det er de færreste beskåret. Og som altså gør hende spiselig for en kanut som mig. Takket være dvd’en er det også muligt at se hele operaer i fuld udstrækning og på den måde forøge sin indsigt i genrens uimodsigelige dramatiske pondus.

Men det havde alligevel ikke helt forberedt Informations udsendte på det kick, der ventede ham i DR-byens Koncertsal, hvor Netrebko
– i øvrigt i smuk samklang med den ligeledes karismatiske tenor Massimo Giordano, hvis solopræstation på Donizettis »Una furtiva lagrima« borger for en strålende fremtid – løftede musikken og dermed publikum helt op under himmelbuen.

Det slog gnister

Da de to kombattanter i åbningsduetten kom ind fra hver side og satte i med en duet fra Gounods Romeo og Julie sprang tårerne uvilkårligt frem i øjnene, så brillerne duggede. Hvilket var en skam, for de er et attraktivt par, ja Netrebko er godt nok en steg, if you’ll pardon my french. Men det sagt er der intet af populærmusikkens overophedede sexpositurer at finde, tværtom, virker hun – hvis det er muligt i den branche – som en sød og afslappet person, der tilsyneladende hviler fuldstændigi sig selv.

Og så er hun også sjov (!), på samme måde som Giordano, der bestemt ikke tager sig selv synderligt højtideligt, hvilket kulminerede i afslutningen på første halvdel, hvor de med elan gav den som Nemorino og Adina i Elskovsdrikken; man gad godt se de to i en hel fremførelse af samme, for det slog gnister.

Ellers udgjordes højdepunktet af Netrebkos fremførsel af Dvoráks »Sang til månen«, hvis sarthed var gennemført indtagende. Da det var stjernens 38 års fødselsdag, sang vi »Happy Birthday« for den synligt trætte kunstner, før hun barfodet og til stor moro gav slagsangen »Meine Lippen sie Küssen so heiss« som ekstranummer. Det var simpelthen guddommeligt godt, og de to timer bare fløj af sted – som en sang – en dans – en leg.

lyn@information.dk

Anna Netrebko og Massimo Giordano, med DR SymfoniOrkestret under ledelse af Emmanuel Villaume, Koncertsalen, DR-byen, fredag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu