Læsetid: 3 min.

Selvportrætter

Anette Harboe Flensburg har fuldbyrdet den åndelige forbindelse til Per Arnoldi
Anette Harboe Flensburg har fuldbyrdet den åndelige forbindelse til Per Arnoldi
11. september 2009

Bedømmelse: 1/6

Anette er dygtig til at male, så det ligner. Men hun har aldrig rigtig vidst, hvad hun skulle male. Så læste hun en artikel i Det Fri Aktuelt om formalisterne, der lavede kunst for kunstens skyld. Det lød godt, syntes hun, og malede et tomt rum med vægge og skakternet gulv. Men hun syntes ikke, det lignede stor kunst. Så fandt hun artiklen frem igen og kiggede på billederne. Det var mærkeligt, formalisternes billeder forestillede slet ikke noget. Måske folk også ville synes om hendes billeder, hvis de ikke forestillede noget. Men så var der jo ingen, der kunne se, hvor dygtig en maler hun var, så Anette besluttede sig for at gøre begge dele.

Og sådan gik det til at Anette Harboe Flensburg endte med at få en af Danmarks mest særprægede signaturer: Værelser med abstrakte vægge og fedtede gulve.

Anette glemte dog en vigtig detalje. Kunst handler om noget. Også selv om kunstneren påstår det modsatte.

Lad os tage værket Hotel Delfin, der med sine 180 x 500 centimeter fylder Galleri Christina Wilsons endevæg. Her ser vi et hotel- værelse med en seng, der er betrukket med camouflagemønstret stof, og vægge, der afmonterede står i sengen og spejler værelset. Hvad vil hun gerne fortælle os? At der er forskel på virkeligheden og den virkelighed, vi oplever? Men har jeg ikke hørt det før? Nå jo, det var det, ham med broerne i forskellige farver forsøgte at fortælle os for 130 år siden. Måske prøver Anette at fortælle os, at der er forskel på abstraktion og virkelighed. Altså ligesom der er forskel på sort og hvid. Men ville man male et maleri, der var sort og hvidt, for at sige det? Handler Monets broer kun om broer? Nej, der må være noget andet.

Erindring

Nu har jeg det! Det handler om erindring, Anette har ligget i det værelse, og det er sådan, hun husker værelset, og hun har malet det, fordi hun gerne vil fortælle os noget om, hvordan man erindrer. Men hvorfor fortæller hun os så kun, hvordan hun erindrer det? Hvorfor skal jeg have at vide, at Anette var fuld, da hun var på Hotel Delfin? Prøver hun at sige, at kvindelige kunstnere drikker lige så meget som mandlige kunstnere?

Der er masser af vamle postulater i Harboes værker, men hvad nu hvis vi holder os for næsen og blot antager, at det handler om rum. Værsgo, her er et billede af et rum. Til venstre har vi en dør, og til højre har vi et stykke væg, der læner sig op ad væggen, og i midten er der en åbning ind til et andet rum, som vi ser det i værket Untitled (1). Men hov, hvis det bare er rum for rummets skyld, så ligner Anettes billeder til forveksling Per Arnoldis, måske så hun forkert i Det Fri Aktuelt dengang, måske så hun et af Pers værker fra atelieret, hvor han maler hjørnet. For hjørnets skyld. Geometri for geometriens skyld uden at forholde sig til noget som helst. Og er det ikke også præcis den samme plade/væg, de maler? Deler de atelier? Har de en affære, eller er det kun på det åndelige plan, de knalder?

Er vi virkelig ude i, at det slet ikke handler om noget? Kan det lade sig gøre? Hvad nu hvis vi smider al skam over bord og finder vores indre føle-smølf, er Anettes rum så en metafor for mennesket, hvor væggene spejler hinanden, fordi vi spejler os i andre? Er genstandene i værelserne ude af fokus, fordi vi har svært ved at fokusere? Hvis det er tilfældet, så findes der en tommelfinger- regel, man aldrig må glemme: Kunst, der er så kedeligt, at det virkelig ikke handler om noget, eller handler om noget, der er så søgt og banalt, at man får ondt i maven af at skrive det, peger tilbage på den, der har malet det. Og så handler det om dét. Og som selvportrætter er Anettes billeder måske ikke helt ved siden af. Og det kan jo så meget vel være forklaringen på, at der aldrig er nogen hjemme i værelserne.

Anette Harboe Flensburg: 'Hotel Delfin' hos Christina Wilson, Esplanaden 8b, København til den 3. oktober

Serie

Seneste artikler

  • Stressstreger

    23. september 2010
    Det bedste ved udstillingen er heldigvis Daniel Milans streg. En helt tynd sort krimskrams tilsat brede tykke sorte strøg. Det ser enerverende ud, fordi han kun tegner bevægelsen og skyggerne, og når man koncentrerer sig, får man øje på, at det er døde mennesker eller bizarre motiver med døde dyr og opstemte mennesker, han har tegnet...
  • Billige grin

    19. august 2010
    Moderne kunst for arabere er ligesom mavedans for danskere. Det er muligt, at vi alle har maver, men ve de egyptere, der skal tage imod den første danske mavedanserdelegation på kulturel udvekslingsrejse
  • Utopien nærmer sig

    19. august 2010
    Som en del af et projekt, der skal bringe utopien tilbage på kunstscenen, har kunstneren Goodiepal længe ført krig mod Det Jyske Musikkonservatorium, der fyrede ham i 2008. Krigen har ført ham verden rundt med en forelæsning om computerkunst, men dog ikke tættere på forsonende ord fra konservatoriet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvad skal vi egentlig med kunstkritik? Det er et meget relevant spørgsmål, eftersom de største aviser totalt er ved at fjerne genren fra spalterne, og en ellers tænksom avis som Information vælger at udlicitere den til en mand, der ikke skriver om kunsten, men offentligt dyrker sine egne idiosynkrasier? Jeg vil gerne læse kunstkritik, der gør mig klogere. Både hvis jeg har set udstillingen, og også hvis jeg aldrig kommer til det. En anmeldelse skal være kritisk, den skal forholde sig til de kritikeren ser og som han/hun netop kan reflektere qua sin viden på feltet. En dårlig kritik kan godt være en god anmeldelse, ideel set også for kunstneren. En anmelder må gerne have en subjektiv dagsorden, det er i orden med forskellige former for stemmer i kritikken, ikke alle skal skrive ens. Men jeg fordrer at en anmelder har et mindstemål af etik, og dernæst interesse for det, der skrives om. Når nu Michael Jeppesen anmelder Anette Harboe Flensburg i dag, så finder jeg hverken en etik eller en interesse for sagen. Derimod en anmelder som i fuld offentlig masturberer sine idiosynkrasier. Det er så bare ærgerligt for det offer, der skal lægge kunstnerisk dækning til det. Jeppesen indleder: ”Anette er dygtig til at male, så det ligner.” Her falder Jeppesen for det første billige trick: Brug fornavn så du får dit offer til at skrumpe. Her har vi altså den store Jeppesen, og den lille dumme Anette. Rammen er sat. Og den kan overlærer Jeppesen så, på bedste perfide maner, bare male indenfor med de neonfarver han nu holder mest af. Hvad får vi at vide i anmeldelsen? Ingenting. Andet end at Anette Harboe Flensburg ikke har opfundet kunstens interesse for opfattelsen af virkelighed. ”Hvad vil hun gerne fortælle os? At der er forskel på virkeligheden og den virkelighed, vi oplever? Men har jeg ikke hørt det før? Nå jo, det var det, ham med broerne i forskellige farver forsøgte at fortælle os for 130 år siden.” Igen griber Jeppesen til at tale ned til sit offer, sammen med de indskrevne indforståede læsere, der ved at han taler om Monet, og at stakkels Anette ikke har indset at hendes historie er gammel. Men hvad er det for kriterier at tale ud fra? Kunsten er ældgammel, alt er sagt før, hvem i al verden vil anlægge som kriterium, at hvert nyt kunstværk skal sige noget til dato fuldstændigt nyt? Sagsforholdene er de samme, måden der tales på forandrer sig.
Michael Jeppesen og andre anmeldere har ret og pligt til at forholde sig kritisk til kunsten, her i form af Anette Harboe Flensburgs udstilling. Lad os gerne få en hård og faglig kunstkritik. Men det er, selv om folk måske kan tro det, når han folder sig ud, ikke det Jeppesen leverer. Han går efter manden, her kvinden, ikke efter bolden. Og han giver ikke læseren en chance for at se billederne eller kunstnerens forehavende for sig, eftersom han stiller sig selv og hele sit showliderlige korpus op så det dækker for værkerne. Jeppesens anmeldelse handler ikke om en udstilling hos Christina Wilson og slet ikke om nogen konkrete malerier, men om en mand, der ikke forstår at tage sit ærinde alvorligt. Det letteste i verden er at gøre sig morsom på andre bekostning, og ih guder tænk at nogen stiller en halv siden til rådighed hver uge til det, mens det straks er langt sværere og mere tidskrævende at forholde sig alvorligt, argumenterende og analyserende til andre menneskers udsagn. Jeg håber i den grad snart Information indser, at avisen er for god til dårlige populistiske kunstanmeldere!

Michael Skaarup

Uden at gå for meget ind i Mai misfeldts kritik, synes jeg også at Anette Harboe Flensburg laver nogle fede malerier, og at anmeldelsen er røvkedelig.

Jeg er sikker på at Anette Harboe Flensburg kunne lave en side-forretning, med psykedeliske farve prints af hendes malerier.
Billeder minder mig om de vandagtige hallucinationerne hårde overflader får, på et syretrip.

Mai Misfeldt har fat i kernen af al dårlig kunstkritik.

Personlig finder jeg det dybt deprimerende at du som kunstner uanset dit talent og uanset kvaliteten af din kunst primært kommer til at blive placeret i en kasse der hedder PRIS-niveau.
Dette medfører at der må være få kunstnere der tjener for meget på deres værker og mange kunstnere der får alt for lidt.
Eksemplerne er mange. F.eks Van Gogh der så vidt jeg husker aldrig tjente på sin kunst så det kunne betale sig.
Og så er der den delvis sande myte om at en kunstner skal være død før hans kunst kan finde sit "sande" prisniveau.
Denne delvis sande myte er i praksis den allergroveste hån nogensinde opfundet - mod alle kunstnere og deres kunst.
Kunstneren tvinges derved til at opfinde kunstformer og frembringelses-metoder hvor prisen der kan opnås på det fremstillede kunstværk kommer til at balancere med den tid og flid der er brugt på indsatsen.
Men dette er jo i sagens natur ikke altid til gavn for kunsten eller kunstnerens udvikling.
Et malende eksempel på den slags kunst var en maleriudstilling hvor der hang et maleri af et landskab - et billede måske på 2 gange 1 meter og hvor kunstneren tydeligvis ikke havde været tilfreds med resultatet og var derfor begyndt at klargøre billedet med hvidt for at kunne male et nyt billede ovenpå.
Det gamle billede kunne stadig tydeligt ses nedenunder - og det blev så udstillet.
Landskab med hvid farve henover !
Billeder i den kategori kan alle ses som kunstenerens skrig over kunstens vilkår - stillet overfor et ubarmhjertigt pace fra kunstkritikkere og behovet for penge til overlevelse - .

Min yndlingshistorie om kunstnerens udvikling er den hvor Casper det lille spøgelse aftaler med Gud at få 6 fortløbende reinkarnationer som kunstmaler.

Gud arrangerer hele molevitten og finder 6 passende mødre i 6 lande på måske 6 forskellige planeter ligesom 6 fædre frembringes til besvangringen - genetik kan gøre forarbejdet når sådan en lille sjæl som Caspar skal være stor kunstner.
Og stor kunstner kan man blive hvis man som Casper aftaler at tage 6 fortløbende (re)inkarnationer som kunstmaler.
Men jeg vil vædde på at Casper det lille spøgelse -ubarmhjertigt kommer til at indse - hvis han tager et par af disse kunstner-inkarnationer på denne planet 'Jorden' - at kunsten er belønningen i sig selv.
Medmindre at Casper bliver god til at feste og hælde vin på kunstkritikerne - og lidt uddrysset guld på kunstkritikernes pæne jakkerevers pynter jo også på kunsten - men ikke at jeg påstår at det forekommer.

Fra kunstens verden kan man trække parallellen til litteraturens verden.
For et par år siden havde H.C Andersen 200 års fødselsdag og festen varede et halvt år tid eller deromkring.
En anden stor dansk forfatter Hans Scherfig havde samme år 100 års fødseldag og det blev dog til en lille notits i den lokale avis - på selve dagen - (men Scherfig var jo også engang kommunist - Uha Uha )

Skal kunstens vilkår ændres kan man lære af eksemplet, at samfundet må ændres til det bedre - hvilket kunstneren altid må erindre sig når der skabes stor og endnu større kunst.

Iøvrigt er jeg sikker på at der findes kunstnere på jorden der lige som Casper det lille spøgelse i eksemplet - er igang med en sådan serie af kunstner- inkarnationer.

Og jeg er lige så sikker på at der ikke findes nogen personer som er igang med en tilsvarende serie af inkarnationer som kunstkritikere eller litteratur-anmeldere !
Tilværelsen som "Uproduktiv Parasit Nassende På Al Kunst" står jo ikke til yderligere gentagelse med Guds velsignelse !

Jeg plejer faktisk at være godt underholdt af Jeppesens udgydelser. Når alt kommer til alt er en anmeldelse vel bare en mening og Jeppesens enorme iver er jo meget mere underholdende end mange af de andre evigglade, overhøflige kunstanmeldere. Og populismen... tja; jeg synes da om den friske og ustøvede formidlingsstil. Jeg er godt klar over, at manden ikke er den store teoretiker og det kan jeg sagtens leve med eller det kunne jeg da indtil jeg læste ovenstående anmeldelse. Puha Michael; den er ikke helt velsmølfet. Nærmest insisterende dum. Men hvad... vi kan vel alle have en dårlig dag; også anmeldersmølfen.