Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En skideriks endeligt

Nick Caves anden roman handler om et gennemført usympatisk menneske, som læseren ikke desto mindre i sidste ende modstræbende kommer til at holde en lille smule af
Kultur
24. september 2009

Skuespilleren og komikeren Ricky Gervais' ikke uanselige berømmelse hviler i udpræget grad på tv-serien The Office, som han både var medforfatter til og instruktør af. Han huskes nu især for sin præstation som seriens hovedrolleindehaver, David Brent, grundet dennes hjerteskærende mangel på sociale færdigheder, forvrængede selvopfattelse, selvovervurderende egocentri og nærmest parodiske evne til afsløre sin mangel på empati og omverdensforståelse, hver gang han åbner munden.

Så jo, Gervais/Brent ville være den perfekte kandidat til rollen som Bunny Munro, hovedpersonen i Nick Caves ny roman - og kun hans anden på 20 år. Modsat debuten Og æslet så englen, der næsten var ved at kløjes i sine egne ambitioner, er Bunny Munros død en rimelig straight ahead fortælling, om end fortalt i et rasende tempo, hvilket har en næsten berusende effekt på læseren. Også fordi den er velskrevet som bare pokker og tilmed perfekt oversat.

Men hvis altså nogen filminstruktør ville påtage sig den halsløse gerning at omsætte bogens hæsblæsende handling til det hvide lærred og i processen forsøge at gøre dens usympatiske hovedperson bare nogenlunde spiselig, ville Gervais på alle måder være en oplagt kandidat til rollen som bogens midaldrende Dario, hvis selvopfattelse er så fuldstændig ude af trit med virkeligheden, at det knap er menneskeligt muligt. Han er i hvert fald ikke i stand til at koble aktion og reaktion så tilpas sammen, at han på noget tidspunkt formår at erkende sit medansvar for den fatale række hændelser, bogen består af fra start til slut. Og som logisk nok ender med hans død i en bilulykke.

Vaginalist

Men årsagssammenhænge og egen rolle deri interesserer ikke Munro en døjt. Dertil fylder det kvindelige kønsorgan ganske enkelt for meget i hans bevidsthed, det er ikke for meget sagt, at Bunny Munro har fisse på hjernen i en grad, der må betegnes som patologisk. Og jeg skriver med velberådet hu fisse og ikke for eksempel kvinder eller babser eller ben eller numser, eller hvad man(d) nu tænder på - Bunny Munro er simpelthen besat af kusser i en sådan grad, at han må betegnes som vaginalist af femte grad. Og besættelsen vokser ud over alle bredder i løbet af de små 300 sider, det tager ham at komme af dage; ikke mindst de to, der tilhører popsangerne Avril Lavigne og Kylie Minogue, ja forfatteren ser sig faktisk nødsaget til at stikke de to damer en uforbeholden undskyldning i efterordet!

Elefantastisk sexdrive

Romanen starter med, at Bunny lige når at tænke »Jeg er fortabt«, før han fører en længere samtale med hustruen Libby over mobilen; hun vil forfærdelig gerne have han kommer hjem, hun er bange ('for alt'), ikke mindst på grund af en massemorder, der hærger det nordlige England, udklædt som Djævlen, med trefork og hele molevitten; han bliver i øvrigt en gennemgående figur i romanen, nærmest en medspiller, faktisk. Men Bunny - der er omrejsende sælger i lotion, cremer og andet hejs til kvinder - har ingen planer om at vende hjem til hverken Libby eller deres niårige søn Bunny Junior før aftalt, idet han har en sort luder på værelset, han lige skal have onduleret først.

Ikke at han er ulykkelig i sit ægteskab som sådan - Bunny er ikke disponeret til at være ulykkelig, dertil er han alt for gement liderlig - det er bare det, at han opfatter sig selv som en førsteklasses charmør, en sand damernes ven og den slags forpligter altså. Således ser han sig næste morgen nødsaget til at forføre den triste servitrice i hotellets restaurant, før han endelig kan vende snotten hjemover. I det hele taget lever Bunny op til sit navn, da han har et sexdrive af elefantastiske proportioner, og der stort set ikke er den yderlighed, han ikke vil gå til for at få sig et put. Også nogle, der overskrider enhver form for anstændighed for nu ikke at sige straffelov; han har således et hav af polititilhold, uden det dog hæmmer hans virke som en art rendestenens Don Juan synderligt.

Men da han endelig vender hjem til Bunny Junior og fruen næste dag, har hans hustru hængt sig (han noterer sig ved fundet af liget, at hendes bryster stadig tager sig fantastisk godt ud!), og jorden begynder nu for alvor at skride under ham. Ikke at han på noget niveau dealer med, hvilken rolle han eventuelt spiller i sin hustrus desperate bortgang, han hælder bare godt med sprut på, tilsat sovepiller og coke, mens han uafbrudt ryger cigaretter og knepper alt hunkøn, han kommer i nærheden af. Kun afbrudt af indtagelsen af diverse former for junkfood - især Big Macs, thi de minder ham om at slikke fisse - samt kundebesøg, hvor han sælger sit firmas hudprodukter til triste, ensomme og udbrændte kvindeskæbner, han selvfølgelig gør alt for at komme i trusserne på. Et sted i periferien spøger endvidere hans kræftdøende fader, hvad han dog mestendels formår at skubbe fra sig - i hvert fald indtil bogens allersidste udmarvende, triste og fra første linje varslede klimaks.

Underholdende

Efter begravelsen propper han Junior ind i Puntoen og tager drengen med ud på en stedse mere hidsigt desperat tredages salgstur - for at lære knægten håndværket, det vil sige, hvordan den kloge narrer den mindre kloge. Der har på intet tidspunkt hersket tvivl om, at han har været en skrækkelig ægtemand, men det glemmer man dog hurtigt, idet han viser sig at være en om muligt endnu værre fader. Et af bogens bedste stilgreb er en konstant skiftende synsvinkel fra far til søn, og det er altså et par fantastiske portrætter, der her ridses op. Juniors kærlighed til og beundring for sin far sættes i hjerteskærende relief af den maniske skideriks handlinger og stedse accelererende egocentricitet, men drengen er ligeglad, han elsker sgu den mand, come hell or high water.

Men bogens absolutte mestergreb er simpelthen måden, hvorpå man - eller i hvert fald jeg; hvordan en kvindelig læser ville tackle værket, får stå hen - hen ad vejen modstræbende kommer til at holde af misantropen, voldtægtsforbryderen, sjuften, svindleren, løgneren og allround-røvhullet Bunny. Og faktisk føler en vis tomhed, noget nær en længsel, når bogens afslutning nås. Jo vist er han en røv med ører, men for fanden, hvor er det dog underholdende fra første linje af. Det ender selvfølgelig fuldstændig skrækkeligt på en total tarvelig facon, der på det smukkeste ligger sig i forlængelse af beskrivelsen af det dummeste svin, vi længe har haft den dubiøse fornøjelse at møde i såvel fiktionen som virkeligheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her