Læsetid: 2 min.

Skygger af skønhed

C.V. Jørgensen er med sin blanding af Oehlenschläger og Bob Dylan den konkrete metafors mester. Han har netop givet sit livs måske sidste koncert
5. september 2009

»Hello Aarhus! My name is Josh Rouse! Jeg vil starte med at fortælle lidt om mig selv. Jeg er amerikaner, og jeg har boet i Spanien i nogle år. Vejret er bedre der … « Han fumler lidt og går i stå.

Singer-songwriteren Josh Rouse har fået den utaknemmelige opgave at være bandet før bandet, der spiller før rockpoet-legenden C.V. Jørgensen.

Carsten Valentin Jørgensen giver koncert på Voxhall i Århus som led i sin første koncert-række i syv år, og måske bliver det også den sidste. Siden udgivelsen Fraklip fra det fjerne i 2002 har der nemlig været stilhed omkring sjællænderen med den affekterede whiskeybælte-intonation.

Med et både altmodish og jordnært sanseligt sprog, der med trompetisten Flemming Agerskovs udtryk er »et møde mellem Oehlenschläger og Bob Dylan«, tager C.V. Jørgensen dagligdagens vendinger på ordet og konkretiser dem til ’sprogsteder’, som det f.eks. sker i sangen ’Flora­fobi’: »Jeg gik op i en spids/ for at se mig lidt omkring/ på udkig efter et sted/ jeg ku' ta' det store spring.«

Sprogstederne er barske steder som Herrens mark, »et studie i sult og nød«, kølige steder som »skygger af skønhed« eller drømmesteder som »nætter i harmonikaseng.«

Det er dér, de alle sammen vil hen, de hen ved 700 mennesker, der har revet samtlige Voxhalls billetter bort.

»Guess I’m kindda boring,« siger Rouse og fatter sin tappert sin guitar.

Skabelsens vidunder

Næste musiker er danske Maria Timm, der går under navnet Loop Girl på grund af sin særlige musikalske teknik. Hendes musik møder sig selv i sløjfer og sammenstød for øjnene af os, mens hun indspiller den simpleste claves-rytme på stedet og så lægger guitar, vokal og små støn til. Det er skabelsens vidunder, og Maria Timms mund er et sort O af »åh, åh, åh, åh!«
Et henført øjeblik har vi glemt, at det ikke er hende, vi vil have, at det ikke altid var hende.

»Hej, du der, der tager alle noterne på blokken! Er du fra en eller anden fancy-smart avis?«

– Ja.

»Du er i hvert fald ikke fra Politiken. De ville vente med at tage noter, til C.V. Jørgensen går på. Du ta’r vildt mange noter. Hey, kommer jeg i din avis nu?«

Bare C.V. Jørgensen dog snart ville gå på.

Da han endelig kommer, er det på stive ben og i et skånsomt dunkelblåt lys. Der er tavshed på balkonen, på gulvet og på scenen. Han løfter kort hånden til hilsen.

»Hvor ser I godt ud,« siger han fra et sted langt væk. Slår sig ned langs siderne med slappe vinger som en hættemåge. Tier igen.

»C.V. Vi elsker dig!,« flænger én luften.

»C.V. er Gud!,« råber de på gulvet.

»C.V. er mere end Gud!,« himler de på balkonen.

Så er han landet, gadeklog og ghettovis, med indestængte glade mågehop, og alle skrålende med.

»I er søde, det er I altså, dejlige,« lover han mellem hvert nummer. »I har været sådan et dygtigt publikum. Lydhøre. Skal vi ikke lige nappe en til?«

Sådan ’napper’ han sig gennem sit livs poesi, mens sveden siler i bække mellem skulderbladende. Tordenluften har sneget sig indenfor og klæber varmt og tungt om hjertet. C.V. Jørgensen synger: »Det regner. Og det regner i mit hjerte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu