Læsetid: 3 min.

Strygere i pikant Bartok

Der var både plusser og minusser i denne uges torsdagskoncert i DR koncerthusets Studie 1
26. september 2009

I foyeren lige inden koncerten mødte jeg min gamle klaverlærer, som altid har sagt mange kloge ting, og som denne aften sagde, at man »skulle have et glas rødvin til at starte på for at komme gennem aftenens program.«

Jeg sagde nej tak, da jeg vidste, at jeg netop skulle holde mig vågen. Jeg plejer at gå i mental pausemode, når jeg hører Liszt, og har det på samme måde med aftenens solist, den franske pianist Jean-Yves Thibaudet.

Nu var der også andre heste at sætte sin lid til denne aften. Gæstedirigenten franske Sylvain Cambreling hedder i min dårlige navnehukommelse Richard Chamberlain. Det var ham, der lavede en Figaros Bryllup, hvor han lod recitativerne akkompagnere på alternative instrumenter som mundharpe, flasker, glas og en øldåse i en soap-agtig udgave af operaen.

To billeder

Aftenens første programpunkt var Bela Bartoks To billeder for orkester. Og dét var godt! Strygere i pikant Bartok kunne man kalde det, som DR koncerthusets sar- dindåse af en orkesterscene rullede op for.

I det første billede, I fuldt flor, havde Cambreling i sine slag en sejhed, der bandt det hele sammen, en puls, der fik det hele til at ånde betryggende og en præcision, der gjorde billedet skarpt. Man må sige, at hans krop er et stort respirerende legato, når han dirigerer sådan musik og gør den plastisk og vegeterende på én gang.

Det er ellers et sælsomt værk, der intet vil og alligevel er så forankret og stærkt. Ligesom drømme uden mening.

Med blodrigt tordenliv florerede satsen som i et kraftfuldt billede af Emil Nolde og ikke som den søde blomstermark, titlen kunne have dækket over.

Andet billede, Landsbydans, er bestemt heller ingen sød polka, men et brusende orkesterstykke, der med en elementernes gradvise rasen får skildret det medrivende i dansen mere indefra end udefra, så musikken igen er mere et stærkt sindbilledeend et hyggeligt tema.

Cambreling stod som et ungt og stærkt dansende taktskema satsen igennem og forlod efter endt arbejde scenen lige så energifyldt og med svingende arme. Vital, hedder det i hans alder.

Thibaudet

Animationsselskabet Pixar ville vælge Thibaudet. De lange tynde ben, de lange stærke fingre, kroppens folden sig ind til klaveret og de let sløvede øjenlåg, mens oktaverne hamrer sig gennem musikken. Thibaudet er Pianist med stort P, selv om det er så åndssvagt at sige.

Men lad mig sige det sådan: jeg kom faktisk lidt frem på sædet i begejstring over det liv, Thibaudet fik smidt ind i klaverkoncerten. Hvis den passer til nogen nutidige fingre, må det være hans. Thibaudets fraseringer var skønne og kendetegnende 'operatic'. Hans hjemlighed i værket var sympatisk og overbevisende og fingrenes færden fra forte til piano i ubesværede oktavstillinger en nydelse.

Til gengæld var orkestret et kedeligt modspil. Lige fra den underspillede start kunne blæserne godt have været mere hemmelighedsfulde og i dialogerne mellem solist og orkester savnede man mere bid fra orkesterets side. Det heroiske klarede de fint, så var de med, men der måtte godt have været mere af såvel sårbarhed som aggression inden. Klaverkoncerten bliver endnu kedeligere uden en partner, der kan matche solistens virtuoseri, og det stod ikke helt klart for mig, hvad Cambreling egentlig ville.

Til sidst var der Mozarts 41. Symfoni. Jeg ved ikke, hvorfor Cambrelin synes, han skal dirigere Mozart. Mens han med det nye repertoire er forbilledlig og skabende, åbenbarer han sig med Mozart som en uinspireret traditionalist, hvad ikke engang mundharper og glas-akkompagnementer kan ændre ved. Så det lød, som Mozart nu lyder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu