Læsetid: 3 min.

Talentet skal have større modstand

Roman. Adda Djørup har efter en digt- og en novellesamling skrevet en lille roman, som har charme og potentiale, men forbliver lidt for kæk
Tænkning. Det, der foregår hos Djørup i mødet mellem den uvilkårlige tankestrøm og den afslappede refleksion, er sprogligt meget disciplineret.

Tænkning. Det, der foregår hos Djørup i mødet mellem den uvilkårlige tankestrøm og den afslappede refleksion, er sprogligt meget disciplineret.

24. september 2009

En kvinde i 30'erne bliver efterladt syv uger i sit nyarvede nordsjællandske sommerhus af sin kæreste, som er taget til Australien for at forske i gopler, men inden da har erklæret sig rede til at blive far til hendes barn. Alene hjemme i den danske sommer bliver hun venner med et ekstravagant dansk-australsk par, en rigmandsdatter og en surfer, som flytter ind i hendes hus. Det bliver til lidt munter sommersex mellem hende og surferen, og da kæresten er på vej hjem fra Australien, er hun gravid, uden at vide hvem der er faderen.

Når jeg tillader mig således at fortælle hele plottet i Adda Djørups tredje bog (og første roman), er det fordi man hermed ikke har røbet meget af den. At rejse en sådan plot-struktur ud af den lille romans prosa er lidt som at ville give en gople skelet. Det, der interesserer Djørups prosa, er ikke så meget begivenheder og indtryk som de ringe, de spreder i bevidstheden. På disse ringe surfer den, som en hav-medusa med eget sejl, eller som en af de sten, den kvindelige hovedperson i detaljeret skildring slår smut med hen mod romanens slutning.

Præcision

Surfing på bevidsthedens strøm tematiseres i romanen som hovedpersonens yndlingsaktivitet. Emma, hedder hun - hin gopleforskerelskende og surferforførte - og surferen og hun finder hinanden i netop surfingens metafor: »Hun sammenlignede den uvilkårlige tankestrøm med havets overflade og tænkerens opmærksomme, men afslappede selvbevidsthed med surferens ditto krop. I mødet mellem disse to størrelser, sagde hun, fandt hun personligt den mindste modstands punkt.« Det er denne 'mindste modstand', der har givet bogen titel, og selv om plottet ender med at byde Emmas surfende livsstil modstand, forbliver dens skildring glidende på bevidsthedens overflade med en stil, der pendler mellem at være charmerende og lidt for kæk.

Som man kan høre på citatet, er det, der foregår hos Djørup i mødet mellem den uvilkårlige tankestrøm og den afslappede refleksion, sprogligt meget disciplineret. Det er ikke fri mund-diarré, men komprimeret syntaks på et højt abstrationsniveau. Som når lufthavnsafskeden mellem Emma og den Australiens-farende gopleforsker skildres således: »De [...] faldt ligesom sammen et ømt minuts tid og sammenfattede på den måde deres forestående savn og forventningfulde glæde efter det kommende gensyn.« I sådanne elegante komprimeringer har romanens sprog sin force, sin evne til præcist at fastholde flygtige og sprogløse øjeblikke. Således giver Djørup sprog til en for mig velkendt, men hidtil ikke sprogliggjort fornemmelse, når hun hæfter følgende beskrivelse på Emmas hvide MacBook: »en smuk formgivet maskine, der i de øjeblikke, det tog den at starte op, foregøglede hende et liv kendetegnet ved elegance og effektivitet.«

Minimalhedonisme

Andre steder synes jeg, Emmas surfende detaljedvælen bliver for triviel og associationerne for overfladiske. For eksempel findes der næppe noget kedeligere end hotellernes morgenmadsbuffeter, og det bliver altså ikke mindre kedeligt af, at vi skal have en halv sides rent registrerende opremsning af buffetens retter, da Emma er havnet på luksuspensionat med sit ekstravagante vennepar. Og man forstår ikke helt, hvad Hamlet laver i en scene på samme luksuspensionat, hvor Emma har forladt selskabet og strejfer beruset rundt: »O dear, og hvad skal man stille op, hvis man nu engang, som Hamlet for eksempel, er faldet for fristelsen til at lege med ubesvarlige spørgsmål?«

Her skal stakkels Hamlet syltes ind i en anstrengt, ledemotivisk ananas og en dialog med Doris fra Chicago: »Og desuden vil jeg vædde på, Pineapple, at også Hamlet trods alt nød sine monologer, du milde, such eloquence, eller hvad siger du?« O dear, ih du milde, og hvad siger du? - det er sådanne steder Djørups prosa bliver mig en anelse for kæk - og denne kækheds kendetegn er de kollokviale og lidt kone-agtige anråb, der flyder rigeligt på prosaens vande som små, skræppende ænder: »men nuvel«, »Herre Jemini«, »mand dog«, »visse-vasse«.

Romanen har sin helt egen tone i kraft af sammenstødet mellem det kone-pludrende, kollokviale og de mere abstrakte, komprimerede formuleringer - mellem skræppende ænder og surfende meduser på bevidsthedsskildringens hav. Jeg kan bedre lide meduserne end ænderne, og jeg glæder mig til, at Djørup byder sig selv lidt mere modstand i den disciplin, hun utvivlsomt har stort talent for, og som romanen selv navngiver med største præcision: »tænkningens minimalhedonisme«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu