Læsetid: 7 min.

To bomber og en diva

Danske Medina og amerikanske Amanda Blank sætter ord på fornemmelser i hjerteregion og trusseterritorium. Og så er Whitney Houston tilbage efter syv års pause med en moden divas mere noble ordforråd - trods nogle noget kradsere udsagn de seneste par år i prime time-tv
Danske Medina og amerikanske Amanda  Blank sætter ord på fornemmelser i hjerteregion og trusseterritorium. Og så er Whitney Houston tilbage efter syv års pause med en moden divas mere noble ordforråd - trods nogle noget kradsere udsagn de seneste par år i prime time-tv
6. september 2009

Følelser. At få dem stukket i ørerne kan sende en direkte i militant pindsvine-position. At skulle forholde sig til dem er livsnødvendigt. Så når de står ud ad højtalerne, så er det med blandede, ja, altså følelser at man tager imod dem. Ja, nogle gange kan man nærmest være taknemmelig for at de er simulerede og kontrollerede, i stedet for autentisk ('ægte?') udtrykte med rockistisk inderlighed; at de har distance, at iscenesættelsen giver mulighed for at trække vejret.

Man læner sig taknemmeligt mod deres kølige overflade, nynner dovent med op og ned gennem de emotionelle registre af simili og software-behandling, investerer måske endda lidt af sine egne længsler i sangene, fordi de virker så tomme uden. Fordi de lokker til det.

Tag nu danske Medinas debutalbum. Der bliver ikke langet mange følelsesudbrud over disken, men alligevel så er damen i gang med at krænge sit følelses- og underliv ud fra strofe 1. »Jeg har ikke noget tøj på, og jeg giver mig til dig«, lyder det med præ-coitalt luftig stemme på åbnings- og titelnummeret »Velkommen til Medina«.

Derpå følger breakup-sangen »Kun for mig«, som var sidste års største hit med dobbelt platin for 68.000 solgte digitale singler og pt. lige under 2,5 millioner hits på YouTube. Og så følger den rigtige frække »Rick Ross«. Og så er poppens behovspyramide på plads. Forløste følelser, knuste følelser, udløste lyster. Og »Jeg har måske lidt en svaghed for dig, for jeg kan se, du virkelig tænder på mig« er selvfølgelig galoperende narcissisme, men det er også sandheden om den guddommelige begærscirkel, hvor begær bygger begær bygger begær osv.

Perfekt følelses-dance

Der er flad konsensus-mave og kollektivt vedtaget styling i stride strømme alene i coveret, og jeg hører ikke en eneste grænseoverskridende sætning eller socialt uacceptabel sætning, når først cd'en er i gang. Der ikke noget at lære om livet, kærligheden, liderligheden hos Medina, i hvert fald ikke fra en 38-årig anmelders udsigtspunkt. Heller ikke når hun synger om sulten ekstrovert seksualitet eller om Jante-loven. Hvilket ikke betyder at teksterne er umulige, tag bare den her forrygende skalle: »Nik & Jay slog Jante ned, men jeg slog op, jeg forlader ham, det' mig der begraver ham«.

Der er ikke afgørende stilistisk eller sangteknisk forskel på, om Medina synger om kærlighedskvaler eller klubeskapader. Jow, stemmen bliver lidt mere luftig, og der klynkes lidt længere ud i fraseringerne under sorgerne, men man bliver ikke just gennemvædet af føleri. Det gør hendes sange til perfekt følelses-dance. Ikke for meget af det gode, ikke for lidt, helt klart inden for de socialt acceptable rammer for hvor store følelsesmæssige udsving, man kan tillade sig i det offentlige rum. Og flere af hendes sange har sådan nogle Ray Dee Ohh-lignende omkvæd, der vækker mindelser om de glade 80'eres kystbanerock, hvilket gør dem perfekte til tændte lightere, hvis ellers klubbernes sprinkler-anlæg tillader det.

Jeg foretrækker Medina, når hun holder sig inden for den stramme klublyd, delvist gennemlyst af eurodance/trance-synth, men også gennemdunket af electroclash. Især de to første tracks er brillant dance-pop, der i sin glittede sikkerhed vækker mindelser om netop kongeknejserne Nik & Jay. Balladerne og kystbane-tendenserne er til gengæld uheldige, hvis ikke patetiske, og her risikerer man nogle utrolig trivielle følelsesmæssige fraserings-strategier på tøjet. Og de laver sådan nogle slemme pletter.

Bredere udsyn

Den amerikanske rapper og sanger Amanda Blank sætter også ild i klubben, men hendes musikalske udsyn er bredere. Peaches' cocky brunst, M.I.A.'s global-collager og Santigolds ubesværede surf mellem new wave/indie-rock og dance/electroclash/Bmore club.

Amanda Blank er Mae West for klub-stammen. Beskidt mund, rå punchlines og denne selvsikre gang ned gennem huset, hvor groovet og klientellet vrider sig lystent og underdanigt. Det emmer. »I might like you better, if we slept together«.

Især den Baltimore-fødte numseforførelse sætter sit præg på albummet takket være ambassadørerne og producerne Diplo, Switch og XXXChange. De fyrer deres dunkle cirkus-tricks af og giver Blanks sprøde, mangefarvede stemme og rytmesans ideelle betingelser for både at demonstrere evnen til både at være rocksanger og rapper - og i processen demonstrere en snu rytmesans, der lokker lokker lokker.

I Love You er ikke altid på højt nok niveau til albumformatet, men dunker altid med en intens erotisk nerve, som så fordeles over flere forskellige genrer og dermed rammer med spredehagl. Effektivt, jovist, men når Amanda Blank bliver stor - >og det gør hun givetvis - så håber denne anmelder, at det sker, når hun tør tage nogle flere chancer og måske bare engang imellem slippe hit-potentiale og danseformat. Lige nu er hun trods den stærkt nærværende vokal en distanceblænder. Følelserne er således mest af den bredt anerkendt brunstige variant, selv om hun da også kan synge en kærlighedssang i ny og næ. For det sker uden at miste kækheden eller misse et eneste dansetrin.

Whitney forsøger igen

Følelser har det så også med at finde en mere nuanceret, reflekteret plads i en med alderen. Deres manifestationer bliver knap så demonstrative. Ikke mindst i takt med at man indser at bare fordi man føler det, så behøver det altså ikke at være en kirurgisk sleben analyse af realiteterne. Så lad alderen og den gryende visdom (og den kærkomne selvironi) komme til:

»I've been so many places in my life and time/I've sung a lot of songs, and made some bad rhymes«, lyder det på 46-årige Whitney Houstons nye album I Look To You. Der er gået svv år siden den matte forgænger Just Whitney.

Syv år der har budt på knap så heldige tilstedeværelser i populærkulturen, i tabloid-pressen, hvor hun blev udråbt til stofmisbruger og i reality-serien Being Bobby Brown fra 2005, hvor Houston som sidekick til sin ægtemand blev vist mere som rejekælling end diva. »Hell to the no« og »kiss my ass« er blot et par af fraserne, der føg fra damens mund. Houston nægtede at medvirke i en sæson 2 og forhindrede også dvd-udgivelse.

Nu ser hun så på os fra coveret til sit nye album. Stateligt iscenesat, fotograferet let nedefra, med et sfinks-agtigt smil om læberne. Hvad gemmer hun på? Well, en mere velafbalanceret udgave af den sene Houston. 70'ernes yndefuldt olierede disco- og balladekunst gør sig mere gældende, end 80'ernes spritfriske, stejle synth-bal. Selv om de da også spøger. Og, ja, der er selvfølgelig også lidt trance/eurodance-synth og højelektronisk r&b (produceret af bl.a. stjernen Danja), der sætter ganske effektivt liv i skørterne.

Houston forsøger at genindsætte sig selv i egen ret med I Look To You, ikke som et frisk pust, men som en respektabel veteran/popdiva. Hun forsøger ikke at genvinde tronen fra Beyoncé, men gløder fra sin egen ophøjede position længere tilbage i historien.

Men hun er også noget mat i koderne. Stemmen er ikke, hvad den har været. Hun er stadig en strålende sanger, jovist, men hun er hæsere, mindre eksorbitant eventyrlysten i fraseringerne (og det er ikke kun skidt) og mere camoufleret i sangenes mix.

Der er flere fine discosange, men også flere uhåndterligt sentimentale ballader på I Look To You. Og så ganske beåndede tilløb til noget større, såsom »I Didn't Know My Own Strength« med ordene »I thought I would not make it through«. Det er en sang, hvor følelserne tøjles stramt trods det følsomme emne, en sang, hvor Houstons stemme får lov at fremstå hæs, brugt, økonomiserende med udråbstegnene og med en sikker styring af de oceaniske bølger i sangen.

Klædelig erfaring

Der er sket meget, siden Houston var på toppen i 80'erne og 90'erne. Kropsligheden er blevet mere eksplicit og en ny bølge af seksuelt proaktive damer har markeret sig i toppen af hitlisterne. Kroppen er blevet en del af kampagnerne, der gør det svært at skelne mellem reklamer for undertøj og musik. Og der er en himmelvid forskel på behandling af seksualitet hos Houston kontra Blank og Medina. Nobelt ordforråd versus sexbombet gadesprog. 80'ernes store sexikon Madonna virker subtil i forhold til to sidstnævnte.

Alt er med måde på Whitney Houstons album i forhold til tidligere. Men vi taler selvfølgelig også dame, der har gjort sig i akrobatisk sang før i tiden. Hos Medina og Amanda Blank er vi til gengæld i selskab med et par kække damer, der skræver over seksualitet og følsomhed med bulldozeres kærtegn, men også med en charmerende energi og morskab. Alligevel er de langt køligere i deres tilgang til følelser - som man selv må varme op. Mens Houston med sine inspirationer fra gospel og soul først er begyndt at temperere følelsesregisteret med alderen. Det klæder hende. Til gengæld vil det klæde de unge damer med lidt mere erfaring og nuancer i deres kindrøde universer.

Medina: 'Velkommen til Medina' (Labelmade/At:tack Music). Er udkommet.

Amanda Blank: 'I Love You' (Downtown/Bonnier Amigo). Er udkommet.

Whitney Houston: 'I Look To You' (Arista/Sony Music). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu