Læsetid: 4 min.

Tori Amos hang fast i komfortzonen

Det blev en overvægtig, tromme-hærget og i lange passager uvedkommende trio-koncert, som den amerikanske sanger-sangskriver Tori Amos gav os i Operaen. Men da hun endelig blev alene ved klaveret, blev det døde kød skåret fra og nerveenderne dirrede
Tori Amos red på sin klaverstol, drejende frem og tilbage mellem sit Bösendorfer-flygel, synthesizere og el-orgel. Der var højdepunkter under koncerten, men hun og backinggruppen rodede rundt i sangkataloget uden afgørende svirp, konsekvens og nerve. Det blev for mageligt, men når hun var solo, var det bedst.

Tori Amos red på sin klaverstol, drejende frem og tilbage mellem sit Bösendorfer-flygel, synthesizere og el-orgel. Der var højdepunkter under koncerten, men hun og backinggruppen rodede rundt i sangkataloget uden afgørende svirp, konsekvens og nerve. Det blev for mageligt, men når hun var solo, var det bedst.

Lukas Barth

22. september 2009

Inden koncerten med Tori Amos havde jeg tænkt mig at starte min anmeldelse nogenlunde sådan her: Der er god grund til at glæde sig til en Tori Amos-koncert. Den amerikanske singer-songwriter og klaver-fortryller kan blæse liv i en selvdød sten med sin smukke krystalklare, økonomisk ekspressionistiske røst, og som entertainer er hun både morsom og excentrisk, en slags krydsning mellem Tina Turner, Liberace og Jytte Abildstrøm.

Beridende sin klaverstol, drejende frem og tilbage mellem sit Bösendorfer-flygel, synthesizere og el-orgel. Og hendes sangkatalog, der ganske vist toppede i denne anmelders ører med debutalbummet Little Earthquakes fra 1992, byder på masser af muligheder for gåsehud, snappen efter vejret, varme øjne, lir og sågar morskab.

Aldrig nærværende

Efter en times show havde jeg tænkt mig at indlede min anmeldelse nogenlunde sådan her: Der var gode grunde til at glæde sig til en koncert med Tori Amos, men ingen af dem blev forløst denne søndag aften i Mærsks operahus. Det begyndte skidt med åbningsnummeret »Give« fra hendes seneste album Abnormally Attracted To Sin, der helt ud i titlen anslår hendes tematiske indvikling i religion og sex, som har manifesteret fra begyndelsen af solokarrieren.

Men som aldrig blev nærværende i den stadionfede skysovs, hvor sangenes konturer druknede i vellevned.

Og jeg havde tænkt mig at fortsætte den sådan her: I et masserende åbent groove, omgivet af bas, trommer og loops valsede damen på scenen i pailletbukser og løse gevandter, med blankbørstet manke et solidt stykke nedad ryggen. Og hun istemte, efter lidt nejen og hilsen, uden rigtig at tage kontrol over sine to medmusikere, bassisten Jon Evans og trommeslageren Matt Chamberlain.

Hun var for langt nede i mixet, der var ikke noget afgørende anslag, og »Give« såvel som de fleste af de efterfølgende sange fremstod identitetsløse, mørbanket af en hyperaktiv trommeslager, der haglede ned over trommerne, som om det var en boksekamp, hvor det handlede om at få flest slag ind. Og det skete ikke med en Muhammad Alis præcision og ynde, blot med en bodybuilders dumpe domfældelser.

Synkoperingerne var ligegyldige, fortærskede udfyldninger af de strengt nødvendige tomrum, som musik har så hårdt brug for. Ellers bliver den kvalt i tunge overfrakker af overkompensation. Og det blev den i trioens distancerende fremførsel, der virkede forceret - og kappede trosserne til de helt afgørende nerveender i Amos' sange.

Men så fik vi Tori Amos for en stund, alene ved klaveret, hvor hun gav os »Ribbons Undone« og en rasende bjergtagende version af »Winter«.

Vidunderlig opvågning

Efter disse solonumre havde jeg overvejet at starte min anmeldelse sådan her: Der skete noget forunderligt søndag aften i Mærks operahus. En time inde i en professionelt vanepræget, retningsløs og sært komatøs koncert vågnede den amerikanske sanger-sangskriver og storpianist Tori Amos op.

Det sker, efter hun er blevet ladt alene af en både anonym og anmassende backinggruppe, nærmere bestemt under sangen »Winter« fra hendes debutalbum Little Earthquakes fra 1992.

Helt præcist i »Winters« første omkvæd, der ender sådan her:

»All the white horses are still in bed/I tell you that I'll always want you near/You say that things change my dear«

Da ordet things kommer over Amos' læber, spreder hun sine fingre, der er løftet over tangenterne i en knusende smertefuld pause. Fingrene stritter og sitrer, før hun sænker dem igen og synger change med en isklart skælvende røst.

I dette sekund bliver hendes mageløse evne til at skære følelserne fri af klicheernes døde kød, fri af den personlige erfaring, gøre dem frit tilgængelige mejslet ud i blå luft. Gåsehuden og de varme øjne bekræftede denne anmelder i hans ørers oplevelse af en kvinde, der formår at forvandle blodig erfaring og isnende skarp smerte til et sofistikeret kunstlet udtryk - som også Joni Mitchell har formået det. Voldsomt uden at blive for meget, økonomiserende med sin smukke, klare røst, pauserende og glidende op og ned i tempo, så selvbeherskelserne krakelerer rundt omkring i salen.

Det er i disse øjeblikke af dødsbevidsthed, usandsynligt tilbageholdt smerte, at Amos er en stor kunstner. Når sangene lyder, som om det gælder liv og død at synge dem, når det lyder som djævleuddrivelse, ikke tidsfordriv. Ellers vil jeg ærlig talt hellere høre Britney Spears eller Beyoncé.

Efter disse intime sange synes Amos at vågne op, få farve i kinderne, og selv da trommeslageren og bassisten returnerer, er det i en mere harmonisk sammenhæng - >og med Amos i spidsen.

Rodet og uden nerve

Men ... Her efter at den ca. to timer lange koncert er forbi, må jeg desværre konstatere, at Toris Amos også endte med at flere tilbagefald til komfortzonen, hvor hun sikkert hyggede sig med sine medmusikere (nogle af hendes yndlingsmennesker overhovedet, som hun fortalte i begyndelsen), som desværre rodede rundt i sangkataloget uden afgørende svirp, konsekvens, nerve, for slet ikke at tale om økonomi.

Der var sene højdepunkter, som den pænt tøjlede »The Power of Orange Knickers « og den fint opskruede »Pandora's Aquarium«, hvor den fuldfede lyd vågnede op til bål og bal fra en dynamisk dvaletilstand.

Men det meste af tiden havde jeg mest af alt lyst til at tage et par trommer fra trommeslageren. Eller måske den ene trommestik!?

For der blev ødslet, blev der. Og den 46-årig hovedperson virkede distræt, ganske vist ikke sen til at gribe sig i skridtet og om brysterne eller smile skævt konspiratorisk til det sært nok henførte publikum. Men også kortfattet, hvis ikke tavs mellem numrene. Og korsfæstet mellem de to blokke af tangentinstrumenter omkring klaverstolen. Måske resigneret accepterende at hendes musik blev til et show, et skue, en folkelig brægen, frem for et kunstnerisk nervebundt af sange fra en dame, der denne aften og formentlig på denne turné har valgt en mindre udmattende, men også minimalt saliggørende forløsning af sine sange. Klokkeklar underpræstation alt for langt inde over grænsen til komfortzonen.

Tori Amos m/band - Operaen, Kbh., søndag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

Det er sjovt som koncerter kan opleves forskelligt. For mig var den første halvdel klart den bedste. De to første numre var det obligatoriske nik til den nye, og i parantes bemærket ikke særlig stærke plade, men allerede det tredje var en forrygende og levende version af klassikeren "Cornflake Girl", og derfra var der god musik med både nerve og sjæl hele vejen frem til og igennem den bløde del af settet midt i koncerten som Christensen fremhæver. Til gengæld var det et sært svingende repertoire der blev leveret da hendes musikere sluttede sig til igen, og jeg er for så vidt enig i at lydbilledet især den sidste halve time af koncerten bar præg af for meget rytmebund. Det er på sin vis prisen ved at skrælle bandet ned til trommer og bas, men hele koncerten var præget af en bizar underspilning af Tori Amos' instrumenter. Kun lejlighedsvis skinnede klaveret tydeligt igennem, men ofte druknede især elorglet i lydbilledet.

Jeg er ikke i tvivl om at hun kan gøre det bedre (live-pladen som udkom sammen med To Venus And Back-albummet er levende bevis), men jeg synes måske nok at hun leverede varen mere overbevisende end Christensen giver hende kredit for.