En kold forårsmorgen i 1908 ringede en ung mand på hos Chicagos politimester. Lazarus Averbuch, hed han, og egentlig ville han vist blot aflevere et brev, men det endte med, at han blev dræbt. Skudt af politimesteren, der hævdede, at Lazarus var anarkist.
Historien, der bygger på en virkelig hændelse, oprulles i Aleksandar Hemons nye roman Lazarus-projektet. Hvem Lazarus var, hvor han kom fra, hvad han ville hos politimesteren, og hvor dybt han var involveret i den anarkistiske sag, vides der ikke så forfærdeligt meget om, og derfor må Hemon da også allerede i andet kapitel af sin roman på det nærmeste kapitulere. I stedet lader han sin fortæller Vladimir Brik træde i karakter som forfatter på jagt efter sin historie - og sig selv.
Brik kan næppe virke fremmed for læsere af Hemons på én gang eventyrlige og foruroligende litterære univers, der hidtil har budt på novellesamlingen Et spørgsmål om Bruno (2001) og romanen Nowhere Man (2002).
Som mange af figurerne i disse titler, og som Hemon selv, voksede Brik op i Sarajevo i det tidligere Jugoslavien. Han - både Brik og Hemon (født 1964) - var på studieophold i Chicago, da krigen på Balkan brød ud i 1992. I stedet for at vende tilbage blev de i USA, hvor de som forfattere demonstrerede et imponerende greb om deres nye sprog og et stærkt blik for indvandrerens splittede identitet.
Af samme grund falder Brik for historien om Lazarus Averbuch og selvfølgelig for tiden, hvor »Amerika var besat af anarkisme. Politikere tordnede mod anarkistlederen Emma Goldman, de kaldte hende Den Røde Dronning, Amerikas farligste kvinde, gav hende skylden for mord på europæiske konger, patriotiske prædikanter rasede mod den uhæmmede indvandrings syndige farer og mod angrebene på amerikansk frihed og kristendom. (...) Krigen mod anarkismen mindede meget om den nuværende krig mod terror - sjovt som gamle vaner aldrig dør,« som Brik udtrykker det i John Lysmands sikre oversættelse.
Turen går til Sarajevo
Som Lazarus er Brik altså heller aldrig faldet til i USA. Han er ikke blevet slået ihjel, nej, til gengæld er han endt i et ægteskab, der er så godt som dødt, og da chancen byder sig, og han får et legat, beslutter han sig for at rejse tilbage til det Østeuropa, han selv og Lazarus stammer fra. Her må han kunne finde inspiration til sin roman. Med sig på den tur har han en gammel ven fra dagene i Sarajevo, fotografen, gambleren og løgnhalsen Rora, der er mindst lige så god til at fortælle forrygende og rystende historier, som Aleksandar Hemon er. Historier om alt fra voldsomme gangstere over kaniner i løbetid langs Berlin-muren til tosser, der med citronskiver i munden løber rundt mellem Sarajevos snigskytter.
Det kan derfor ikke overraske, at der umiddelbart er mest kød på kapitlerne om nutiden. De 100 år gamle figurer minder om noget fra en sort-hvid-film med Buster Keaton befolket med brutale betjente, runde mødre og ydmyge immigranter, og kulisserne fra datidens Chicago er næsten lige så spinkle som dem, stumfilmsstjernen løb ind i.
Briks kulørte rejse alene ville heller ikke have været nok til en hel roman, men når de to historier som her spejler sig i hinanden - og sporene i øvrigt langsomt nærmer sig hinanden - er resultatet anderledes vellykket. Med Lazarus-projektet har Hemon begået en stærk og poetisk roman om den håbløse jagt på identitet i en tragikomisk verden. Slutteligt må hans fortæller acceptere, at han ikke hører til nogen steder. Hans identitet er kunstnerens. Det samme har Aleksandar Hemon ganske sikkert erkendt. Det er der al grund til at glæde sig over.
