Læsetid: 4 min.

Tre teatre, der delvis kan deres kram

Kampgejsten sprutter og skønne præstationer strømmer fra små teatre som Nepoteatret, Teater Får 302 og Københavns Musikteater. Men noget er lidt for meget gymnasiemusical, andet skævt og skørt om kunstuvidenhed og et tredje med nærvær, men det halter flere steder
Nepotismen virker. Både David Owes kone og hans potentielle elskerinder har fået gode roller hos Nepo-teatret i stykket 'Closer'. Her tester David Owe de smukke læbekurver hos Kathrine Høj Andersen.

Nepotismen virker. Både David Owes kone og hans potentielle elskerinder har fået gode roller hos Nepo-teatret i stykket 'Closer'. Her tester David Owe de smukke læbekurver hos Kathrine Høj Andersen.

28. september 2009

Skuespillerne kan deres metier. Instruktionerne er veloplagte og kødelige, og scenografierne overrasker og forfører. Men teksterne kan ikke stå distancen. Sådan groft forenklet ud fra en håndfuld mindre teatres sæsonstart...

Torsdag aften kastede NEPO-teatret sig ind som ny spiller i den danske teaterverden - et nepotisme-teater med det erklærede mål kun at lave teater sammen med venner og elskere... Ganske forfriskende og med en dampende energi.

Pigeidolet David Owe lod sig omringe ikke blot af sin begavede hustru Marie Askehave, men også Kathrine Høj Andersen med det følsomme ansigt og mørke Rasmus Hammerich, der har både skuldre og stemme til at forføre en hel sal. Herligt. Problemet er, at 'nepotisterne' har forelsket sig i den nu 45-årige englænder Patrick Marbers prisbelønnede stykke Closer fra 1997 - der senere blev til en Julia Roberts og Jude Law-film.

Og at de også dygtigt har lanceret stykket med overbevisning om publikums lurende 1990'er-sentimentalitet og træfsikre genreord som 'In-Your-Face Theatre' og 'nekro-teater' og new brutalism. For selv om brutalisme er relativ, så opfattede nogle af os snarere stykket som en slags high school musical.

Stykkets ægteskabelige sidespringsfnidder er i hvert fald hverken grænseoverskridende eller interessant i forhold til, hvad der ellers visualiseres på danske teaterscener, og dramaturgisk er stykket ganske endeløst med undværlige pseudomoralske påklistringer.

Så selv om Frede Gulbrandsen har instrueret med god kropslighed - og Anna Bjerre endda har kreeret særlig stripkoreografi - så virker forestillingen en del længere end handlingen. Men dejligt at teaterforeningerne har taget imod en ny turnéspiller på banen; hele 30 gange vil David Owe forføre først Kathrine Høj Andersen og derefter Marie Askehave...

Lottes lipgloss

På teatret Får 302 er historien i Træt af kunst! både skæv og skør - og langt fra både højskole og high school.

Her er det blondine-skøjteløberen Kimmie, der blafrer rundt i nylonstrømper og issikre øjenvipper og den mest lyserøde lipgloss i byen. Hvem hun er, kommer publikum egentlig ikke til at vide. Men sådan som Charlotte E. Munksgaard vimser rundt på sine lange stjerneben med makaber køletaske og vandfarvevand i et glas, så ville tilskuerne være parate til at sidde endnu længere på de små bænke i Toldbodgade, bare de kunne få hendes Katarina Witt-tragedie afsløret. Det lykkes desværre ikke for dramatikeren Tomas Lagermand Lundme.

Tilsyneladende vil han hellere bruge stykkets sidste halvdel til en satire over danskernes forløjede kunstindkøbsuvidenhed; i hvert fald rummer stykket en herlig parodi på et pensioneret par, der bruger al opsparingen på at købe Tal R.

Tilbage er så nogle kryptiske undertekster om kælderdarlings som både Fritzl og Hitler, som instruktøren Kenneth Kreutzmann tackler med opkvikkende koreografi for Pauli Rybergs skøjtende showveteran og Morten Vejbæk Klodes toastglade youngster.

Her ligger det nekrofile i underteksten. Og det springer forunderligt frem i en original viceværtrolle til Birgitte Prins med beskidt viskestykke om håret. Prins' øjne er helt sammenknebne af støv, sådan som hun grotesk suger alt liv ud af Ida Marie Ellekildes desillusionerede scenografi, der frækt transformerer Får 302s lille lejlighed med vægbrydende kraft. Derfor er Træt af kunst! nok også sæsonstartens mest paradoksale stykke: Kæntret og samtidig forrygende.

Spannings sko

Helt så heftig bølgegang er der ikke på Københavns Musikteater, hvor Allan Klie står bag forestillingen På lånt tid. Her er rammehistorien både smuk og klar - en beretning om en bedstefar, der ser tilbage på sit liv, inden han skal dø. Men replikkerne kan ikke holde stramheden undervejs, og det koster. Også selv om Søren Spanning spiller den gamle sømand, så man kan se, hvordan ethvert skridt koster vild anstrengelse, men også hvordan sorgen over en aldrig udlevet kærlighed gør mindst lige så ondt som kroppen.

Spannings interessante symbolpartner er danseren Julia Schmidt, der udfører yndefulde, akrobatiske balancer, mens Figura Ensemble jammer livssuset ud i rummet på deres mange instrumenter - og Allan Klie selv ligger i en sol af en seng og synger kløgtige barnebarnsdigte med sit runde ansigt lysende op mod publikum.

»Jeg lærte ham at gå med bare tæer i skoene,« som Spanning stolt siger, mens Ane Østergaard og Peter Bruns musik banker huller som lyden af små sten, for Mikala Bjarnov Lage har iscenesat forestillingen med flot fysisk effekt i ex-Plex's lange scenerum.

Tiden kommer både til at stå stille og flyve baglæns. Den uegale tekst magter bare ikke at leve op til performernes stærke nærvær.

Dødsgangens drama

Dramatik er en hulens svær genre. Selv de største forfattere kan knække nakken eller i hvert fald neglene på teatret. Også de største kritikere.

Se bare Michael Jeppesens tekst til Odense Internationale Teaters forestilling Faustus (uden titel), der bæres af fængende musik og sikker instruktion - og et hamrende velspillende og stemmeimponerende ensemble. Dramatikeruddannelsen vidner dog om, at dramatiske studier kan give både pote og håb forude. Da skolen viste sine midtvejsforestillinger fra Aalborg, Århus og Odense på Skuespilhuset sidste weekend, var det med vitaminrige replikker.

Ikke mindst den 38-årige Thomas Marckmanns Død mands kvinde fra Odense Teater tog kegler i Frederik Arntzen Neergaards stramme instruktion af stykket om den danske kvinde, der forelsker sig i en fange på dødsgangen i USA - med Sanne Saerens og Morten Christensen som de ubændige, flankeret af Sophie Louise Lauring og Anders G. Kochs grovkornede nepotisme-realister.

Sådan kan der gå nekrofili i replikkerne. Med succes.

Closer. Tekst: Patrick Marber. Oversættelse: David Owe og Marie Askehave. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Stripkoreografi: Anna Bjerre. NEPO-teatret i Galaksen. På turné til 7. nov., bl.a. til Planeten (Plan-B) 28. okt.-6. nov. www.nepoteatret.dk

Træt af kunst. Tekst: Tomas Lagermand Lundme. Instruktion: Kenneth Kreutzmann. Scenografi Ida Marie Ellekilde og Lisbeth Burian. Dramaturgi: Louise W. Hassing. Teater Får 302 i Toldbodgade til 10. okt. www.faar302.dk

På lånt tid. Tekst: Allan Klie. Iscenesættelse: Mikala Bjarnov Lage. Scenografi: Maja Ravn og Pulsk Ravn. Musik: Ane Østergaard og Peter Bruun. Videoscenografi: Signe Kroghn. Figura Ensemble på Københavns Musikteater (Plex) i Kronprinsensgade til 10. okt. www.kobenhavnsmusikteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu