Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Udflugt med døden

Jacob Bitschs spillefilmdebut, Camping, er i lange passager en skizofren oplevelse med humoristiske sekvenser, der ikke fletter sig sammen med de dramatiske øjeblikke
Kultur
4. september 2009

Jacob Bitschs spillefilmdebut, Camping, begynder med et selvmord. En midaldrende mand, Poul, forlader sin egen fest, henter jagtgeværet i garagen og går ud i campingvognen for at skyde hovedet af sig selv. Men han kan ikke nå aftrækkeren og må tage sko og strømpe af for at nå det, inden familien finder ham. Det er en både forfærdelig trist og ganske sorthumoristisk start på en film, der siden har lidt svært ved at finde den rigtige balance mellem komik og tragik.

Hvilket er synd, for der er mange gode ting i Camping, der handler om at overleve og to år efter selvmordet følger de efterladtes forsøg på at komme videre med deres ødelagte liv. Mor Bodil (Kirsten Lehfeldt), en falleret grandprixstjerne, drikker for meget. Den hæmmede datter Connie (Mia Lyhne), filmens fortæller, lever alene og skriver på en bog om sin familie. Og lillebror Christian (Oliver Brandel), en overvægtig trøstespiser, er endt på en lukket institution, fordi han tævede en dreng på sin gamle skole.

Egentlig kan de tre ikke sammen, men nu skal de på camping - i den samme campingvogn, hvor faren skød sig, og det bliver selvfølgelig ikke nogen helt almindelig tur, hvor temperamenterne går højt, og den danske sommer passende viser sig fra sin mest regnvåde, forblæste og trøstesløse side.

Fra figurer til mennesker

Indimellem virker det næsten, som om Jacob Bitsch og manuskriptforfatter Anders Frithiof August slet ikke bryder sig om deres egne hovedpersoner. Til at begynde med er de ikke meget mere end karikaturer, og Bitsch og August morer sig med i det små at udlevere dem og den joggingsætklædte, dansktop-lyttende del af Udkantsdanmark, de tilhører.

Heldigvis udvikler Bodil, Connie og Christian sig undervejs på den ugelange rejse, og man begynder snart at se på dem som mennesker, ikke aparte figurer. Det ligger naturligvis i manuskriptet, men skyldes også, at skue-spillerne er gode, ikke mindst Oliver Brandel som den tvære, men ulykkelige Christian, og Mia Lyhne, der endnu engang brillerer som kejtet og umådeligt usikker eksistens, der føler, at hun er skyld i farens død.

Det løfter Camping, men ændrer ikke ved, at filmen i lange passager er en skizofren oplevelse med humoristiske sekvenser, der ikke fletter sig sammen med de dramatiske øjeblikke, som er historiens mest interessante.

Der er vilje, mod og mening i Camping - også i Magnus Nordenhof Jøncks kornede, udtryksfulde billeder - men også plads til at blive bedre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her