Det er ikke helt nemt at læse om »Kyllingen, kaninen, koen, aben og hesten«, hvis man har feber. Heller ikke selv om de bare er søde små fingerdukker. Heldigvis fik jeg Rottekonge i hænderne flere uger før, jeg skulle være klar med en anmeldelse, så jeg fik rig lejlighed til at komme mig og vende i hvert fald lidt mindre svimmel tilbage til bogen. I de fleste af Line-Maria Långs 'noveller' beskrives et nutidigt univers i et smånaivt eventyrligt sprog, som her i titelnovellen: »Fru Petersen har sagt, at rotter, der føler sig truede, kan spise spædbørn. Men det var også hende, der sagde, at svaner kan brække en menneskearm med et bid, og det kan ikke være rigtigt. Svanerne er de smukkeste dyr, der findes. Når det kommer til stykket, vil alle jo være svaner.«
Med svanedrømme, børnespisning og ugler i mosen rummer sådan et par sætninger flere henvisninger til både H.C. Andersen og de gamle folkeeventyr.
Jeg har sat noveller i anførselstegn ovenfor, fordi det ikke hele vejen igennem er lige nemt at acceptere den genrebetegnelse. »Rottekonge er 21 noveller og grotesker«, står der på bagsiden af bogen, og det kredser det muligvis lidt bedre ind, men i realiteten fremstår en stor del af de mange, korte, hurtigt læste tekster mest af alt som fragmenter. Det kan være svært at sige, om det uforløste er tiltænkt, men jeg har flere gange taget mig selv i at sidde og bladre for at finde ud af, om jeg har glemt at læse en side, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet forstå, hvorfor teksten pludselig er sluttet, når nu den lige var ved at begynde.
Et barnligt univers
De fleste tekster i Rottekonge er bygget op omkring enkle omslag. I den førnævnte historie om »Kyllingen, kaninen, koen, aben og hesten« tvinger de ellers nuttede fingerdyr pludselig deres egne knapt så hyggelige vilje igennem: »Det var kyllingen, der gav mig saksen. Det var kaninen, der opmuntrede mig. Det var koen, der vendte hesten imod mig. Aben grinede bare. Hesten blev klippet af. Det blødte meget.«
Et godt stykke hen ad vejen lyder det, ligesom en del af samlingens andre tekster, som et gedigent børne-gys. Men der er en seksualitet i teksten, som gør den uegnet for børn, samtidig med at den er lidt for kort og omslaget for pludseligt til, at uhyggen rigtigt kan fænge hos en voksen. Så historien, og samlingen i det hele taget, stiller sig imellem to stole som en slags børnenovellesamling for voksne.
Men netop det barnlige univers er det, Line-Maria Lång opererer bedst i. Novellen eller fragmentet »Dukke« er en indlevende beskrivelse af en lille piges leg med dukker og actionfigurer, hvor hun allerede prøvende udforsker seksualiteten: »He-man havde en kappe, han kunne tage af, og Charlotte lagde sig straks ned under ham. Hendes bryster var præcis lige store, og hendes hud var glat overalt. Hun smilede til ham, da han begyndte at løfte sig op og ned oven på hende.« Også tekster som »Roger«, »Løvehoved«, »Pigen, der ikke var en fugl« og »Det gamle hus med kirsebærtræerne« udmærker sig ved forfatterens særlige fornemmelse for barnlig erfaring på godt og ondt.
Rodebutik
Rigtig mange af beskrivelserne i bogen er utraditionelle og farverige. I teksten »Kiss the joint« (en af de få, der ikke har en usædvanligt kedelig titel såsom »Hjerter«, »Bryllup«, »Middag« eller »Prinsesse«), står der for eksempel følgende om en junkie, som fortælleren deler en joint med: »Blodårerne i hans øjne er blevet tydelige. De røde brud slænger sig i alt det hvide og kryber rundt som elastiske slangekrøller, som rotterne om den varme grød.« Billedsproget er uforfærdet. Nogle gange munder det ud i klichéer, men til tider skabes der også overraskende og sjove sammenstillinger.
En del af teksterne føles som stiløvelser eller i hvert fald antrit til noget længere, noget andet, men det er da heller ikke umuligt, at Line-Maria Lång vil bringe sin indlevelse og sit ofte gode sprog med sig videre over i andre, større, mere sammenhængende tekster, hvor man så kan håbe, at det bliver lidt mere klart, hvem der tales til. Rottekonge må alt i alt siges at være en rodebutik, hvor man dog kan gøre enkelte gode fund.
