Læsetid: 3 min.

Vedkommende Egholm

Elsebeth Egholm har skrevet sin hidtil bedste og mest samfunds-kritiske krimi om Dicte Svendsen
7. september 2009

Det er sjældent, man render ind i en krimi, der giver de svageste stemme så sjælfuldt, som Elsebeth Egholm gør i sin nye bog Vold og magt. Sidste år forsøgte det svenske krimipar Roslund & Hellström sig med Pigen under gaden, hvor de gav hjemløse børn mæle, men det var så patetisk leveret, at effekten - medfølelsen og indlevelsen - helt udeblev. Det sker ikke for Egholm, der i denne sjette krimi om Dicte Svendsen giver liv til de udstødte, de psykisk syge, de prostituerede og de magtesløse, så man det meste af vejen lever med i deres liv.

Samtidig spidder hun normalitetsbegrebet, sådan som det i disse år -hvor eksempelvis stadig færre børn med arvelige sygdomme bliver født, fordi der kun er plads til de helt normale -folder sig ulækkert ud. Det er velgørende.

Denne gang bliver journalisten Dicte Svendsens bortadopterede søn mistænkt for at have smidt to bomber i Århus; den ene i et solcenter og den anden i borgmesterkandidatens bil. Ovenover solcentret omkommer en handikappet kvinde. Begge bomber er placeret på steder, hvor Dicte Svendsen havde ærinder samme dag, men ved et held rammer de ikke. Spørgsmålet er, om de overhovedet var tiltænkt hende. Og i givet fald hvorfor. Dicte Svendsen går i vanlig stil - sideløbende med den faste kriminalmand Wagner - i gang med at opklare sagen, og hun kan naturligvis ikke komme uden om at finde sin tilsyneladende 'vanartede' søn, hvis dna klistrer til gerningsstederne. Mødet mellem mor og søn gør overbevisende ondt på dem begge - og har gjort ondt længe. Med enkle beskrivelser kaster Egholm små bidder af følelser fra mor og søn ind undervejs - og hun leverer følelserne mere elegant i denne krimi end i forgængerne. For eksempel skriver hun: »Han vågnede med My tæt ind til sig i soveposen og skød mørket i sænk. Satans mørke, fanden tage dig. Pow pow, han ramte det lige, hvor det trak vejret, og det sank sammen, blev til ingenting, som en nål mod en ballon. Det ville genopstå, det vidste han helt sikkert. Men lige nu holdt han det fra livet«.

Sætter mere på spil

På samme vis får Egholm fint markeret sin samfundskritik, når politimanden Wagner af helt private årsager sidder og tænker i sin bil: »Syg og normal. De to begreber dansede tæt sammen i hans hjerne. Syg og normal. Det var som om, nogen havde sat en krog i ham, en der ikke ville slippe ham. Hvad var det for et samfund, der delte befolkningen op på den måde? Pludselig forekom det ham, at alt var gennemsyret af en deling, hvor de, der havde overtaget definerede, hvad der var normalt. Børn fik rask væk specialundervisning i skolen og dermed prædikatet 'unormal' fra en tidlig alder. Andre fik en diagnose stukket ud: ADHD, autisme, asperger, OCD. Han kendte det alt sammen, fordi kammerater i hans børns klasser huhej blev behæftet med den slags, som en slags ekstra efternavn, der klæbede til én (...)«

Men det hele er ikke bare samfundsmæssige anfægtelser og følelser i 'Vold og magt'. Der er også rimelig fart over feltet i krimiintrigen, og selv om trådene er mange undervejs, knyttes de fint mod slutningen. Dog er tilfældighederne og personernes relationer klart i overkanten til sidst.

Egholm sætter altså således mere på spil end andre samfundskommenterende krimier i disse år, hvor f.eks et aktuelt emne som trafficking bliver så gennemtygget, at selv en ko ikke kan være med. Godt gået.

Elsebeth Egholm: 'Vold og magt'. Politikens Forlag. 300 kr. 379 s.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu