Læsetid: 6 min.

Velholdt, varm, venlig og vital

Peter Belli fejrede 50 års jubilæum på Plænen i Tivoli i København med solid opbakning fra et ’tight’ lille orkester og en stribe træfsikre rock’n’roll hits fra en både broget og alsidig karriere
Peter Belli fejrede 50 års jubilæum på Plænen i Tivoli i København med solid opbakning fra et ’tight’ lille orkester og en stribe træfsikre rock’n’roll hits fra en både broget og alsidig karriere
2. september 2009

Jeg bor i samme by som Peter Belli, og støder vi ind i hinanden hos bageren på Kirkebjerg Torv, kan jeg godt gribe mig i at tænke, i hvor høj grad han til forveksling ligner en helt almindelig mand. Velvidende, at den dér helt almindelige mand sådan generelt er en gribende fiktion, og at denne Belli er alt andet end almindelig.

Thi selv om han som person er både varm, venlig og beskeden, er det hævet over enhver tvivl, at han var Danmarks første ægte rocksanger. At han ikke var den første, kan man forsikre sig om ved at dykke ned i cd-antologien Dansk Rock’n’Roll 1956-1961, som Universal Music udsendte for et par år siden. Der kan man – ud over atter at konstatere, at dansk rock nu som dengang på de fleste niveauer niveauer er og bliver kopimusik – høre, at dansk rock var pænt skrækkelig (men sjov – om end sikkert ufrivilligt) til at begynde med.
Hvad så med Otto Brandenburg, vil De nu sikkert spørge? Jo og ja – han var ude før Belli og i årene omkring 1960 vort nok første store teenageidol. Teknisk set var han en bedre sanger end Belli, men den afgørende forskel var, at Otto – alle hans mange andre talenter ufortalt – med sine rødder i swing og barbershop ikke rigtig troede på rock’n’roll. He didn’t mean it, maaaaan!

Danglish

Men det gjorde (og gør!) Belli, der droppede ud af skolen som 14-årig for at forfølge en karriere i showbiz; han bragte nemlig et helt andet rebelsk image til torvs med sin uforlignelige Prins Valiant-frisure og en efter datidens norm vildt inciterende sceneoptræden som frontmand for Les Rivals, med hvem han i årene 1964-1966 skar en stribe syvtommer-singler, der mestendels bestod af coverversioner af amerikanske R&B-hits, filtreret gennem udgaver af britiske bands fra samtidens store beatboom. Energisk og kompetent garagerock, som intet har at skamme sig over i forhold til de engelske forlæg – selvom Bellis beherskelse af sproget nok var medvirkende til at begrebet Danglish opstod.

To live-singler fra 1965 giver et meget godt indtryk af den stemning, Peter Belli & Les Rivals kunne piske op. Og herimod slutningen af samarbejdet kom så to dansksprogede versioner af udenlandske hits, hvor i blandt det udødelige kvad om »Ulven Peter« nok tør kaldes en art kendingsmelodi. Men så indrømmede han i et radioprogram at have røget hash, og så var Fanden løs i Laksegade; han idømtes 30 dages hæfte Kolding Arresthus og svarede igen med den energiske sang »Hvem dømmer hvem«. Jo, det var tider.

En pioner og en ener

Nu var Belli ingen novice, da han trådte ind i Les Rivals; han havde siden 1959 sunget rock’n’roll i bands med uforglemmelige navne som The Bingos, The Treffters og Teenbeats, hvilket betyder, at han i år kan fejre 50 års jubilæum som scenekunstner, og det er ærlig talt værd at fejre, thi han er på sin egen afdæmpede og underspillede facon både en pioner og et unikum.

Også selv om han i løbet af sin efterhånden lange karriere har været ude i mange hjørner, ikke alle af musikalsk karakter – han har bl.a. været sprechstallmeister i Cirkus Arena, tv-bingovært og skuespiller i både spillefilm og tv-produktioner. Og med gruppen Four Roses (navnet på hans yndlings-whisky!) som springbræt i årene 1967-69 lagde han grunden for den dansktopkarrierer, han plejede de følgende to årtier, selv om han og roserne med »Hvis jeg nu var arbejdsløs« – Thøger Olesens fordanskning af et Tim Hardin-nummer – lige stod fadder til en vaskeægte dansk rockklassiker, før han lod håret klippe og sprang ud som familieorienteret solist.

Det er populært at fremdrage sangen »Ingen regning« som eksempel på, hvor galt det efter nogens mening siden gik, men har man kræfter til at gå ombord i den enorme produktion fra disse år, vil man med garanti være i stand til at sammenstille et mere end hørbart album, thi blandt nitterne var der ganske ofte fremragende sange, ofte af udenlandsk oprindelse, men kongenialt oversat til dansk – og så lå de lige til Bellis djærve, ligefremme og gennemført uforstilte stil.

Jeg nævner i flæng »Bli’ væk fra vort kvarter«, »Den dag de kørte cirkus bort«, »Aldrig været i Spanien«, »Livets cirkel der drejer rundt«, »Når byen vågner«, »Hun«, »Til dig«, »Fredag nat«, »En ganske almindelig dag«, »Nerver af stål«, »Spejldans« og selvfølgelig »Blækspruttesangen«.

Folkeligt kaldte man det engang, og det er det vel også. Og?

Comebacket – i hvert fald i forhold til kritikerne – faldt først i 1991 med det solide rockalbum (og måske karrierens første helstøbte sådant) Yeah, hvor en stribe koryfæer stillede sig bag manden for at forløse hans indre rockdyr, hvilket til overmål lykkedes. Siden er det gået op og ned – men mest op – med det ambitiøse og stilistisk vidtfavnende Talisman fra 1997 som kunstnerisk højdepunkt.

Storsmilende

Det var da også en storsmilende og afslappet Peter Belli, der dukkede på den store scene på Plænen i Tivoli i København for at give sin jubilæumskoncert – at den så skulle falde på en mandag aften, er der måske ikke meget rock’n’roll i, og det betød også, at fremmødet ikke var overvældende.

Men det lod han sig ikke mærke med, den gode Belli, han kastede sig ufortøvet og med vanlig vital professionalisme ud i åbningsnummeret »Ude af fokus«, lydhørt akkompagneret af et ’tight’ lille orkester, der bestod af trommer, bas, guitar, keyboards og saxofon med korpigerne Lei og Lupe Moe som velsyngende garniture. Holdet bag ham skulle lige finde formen, men Belli selv var på fra første sekund, det var åbenlyst, at denne aften var noget særligt for ham, og at den ville komme til at stå i rockens tegn. Så mens man nød synet af den velholdte mand klædt i hvidt, kunne man også glæde sig over, at han rent stemmemæssigt – manden er trods alt 66 – var i storform. Bellis register er ikke stort, men det er hans hjerte, og det formår han ubesværet at transmittere til lytteren. Og når han får det rette materiale at arbejde med – noget, hvor både hans særpræg og paradoksalt nok også hans beskedenhed kan udfolde sig frit – er han absolut unik.

Nå, men efterhånden som såvel solist som band spillede sig varme, steg intensitetsniveauet og det begyndte at ligne den fest, det unægtelig var.

Repertoiret bestod af sange på både engelsk og dansk (de sidstnævnte klart de bedste, selv om hans udgave af »Not Fade Away« var god), samt lige dele stensikre Belli-klassikere og personlige favoritter; højdepunktet var det mere ukendte »Lyset forsvinder«, hvor man fornemmede en Belli, der lagde hele sin sjæl i såvel fortolkning som performance. Også hans version af »Nok af dig« – i sin tid et samarbejde med Baby Woodrose – fik de små nakkehår til at stritte, mens der var et glimt i øjet under såvel »Ulven Peter« som »Hvis jeg nu var arbejdsløs«.

Tiden fløj kun alt for stærkt af sted, og med en velsiddende »København fra en DC-9« lukkedes og slukkedes der.

Det er vist ved at være på tide at slå Peter Belli til ridder. Eller hvad man nu gør for at vise anerkendelse for en ekstraordinær indsats. Herfra indtil videre blot et tak for sangene og hjertelig tillykke med jubilæet. It couldn’t have happened to a nicer guy!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Peter Simonsen

Jeg så ham på Mojo for nogle år siden, og det var fantastisk! Jeg har osse stor respekt for, at han står ved alt hvad han har lavet, uden bortforklaringer eller noget. Han er 100% professionel, i ordets allerbedste forstand.