Læsetid: 5 min.

En vild historie om en stærk kvinde

Den adelige socialist Sylvia Pio tilkæmpede sig ligestilling med statsmænd og skønånder. Hendes skæbnedrama er som en spændingsroman - blændende skrevet af Kristian Hvidt
24. september 2009

Drama på drama. Sådan udfoldede sig Sylvia Pios liv (1876-1932). Den dramatiske begivenhed, der udløste mange af de følgende, indtraf allerede fire år inden, at hun kom til verden. I 1872 blev hendes far, Louis Pio, og to andre af arbejderbevægelsens pionerer anholdt og sat i et treårigt hårdt ophold i Vridsløse.

Myndighederne frygtede, at det ville lykkes den gryende socialisme at »true eller detronisere kongen, kuldkaste forfatningen og Rigsdagen og omforme samfundet« - som det hed i anklageskriftet. 1871-arbejderopstanden i Paris havde spredt borgerlig skræk overalt i Europa.

Da Louis Pio i 1875 blev benådet i anledning af kongens fødselsdag, genoptog han - trods et nedbrudt helbred - sit socialistiske virke. Året efter blev han valgt som den danske arbejderbevægelses første formand. Han gældsatte sig for at kunne udgive partiorganet 'Social-Demokraten' som masseavis. En lavkonjunktur bremsede oplagsstigningen. Pio var truet af både fallit og nye politiske straffesager. I den situation valgte han at tage imod en bestikkelse på svimlende 10.000 kr, som Københavns politidirektør havde rejst blandt byens førende kapitalister. Modydelsen var, at Louis Pio skulle flygte til USA.

Strid i New York

Med sig på rejsen tog han sin samleverske Augusta og deres fire måneder gamle datter, som var Sylvia. Siden sluttede en anden arbejderleder, Poul Geleff, sig til selskabet. Han og Pio ragede i New York uklar over bestikkelsespengenes fordeling, og Geleff fik i Danmark udsendt et skamskrift mod Pio, der også blev hånet i borgerskabets skillingsviser.

Selv opfattede Louis Pio sagen sådan, at de mange penge var til grundlæggelsen af et socialistisk landbrugskollektiv i staten Kansas. Pio brugte da også størstedelen af pengene på at investere i kollektivet. Men det endte snart i splid. De andre kollektivister bortsolgte, hvad Pio havde købt, og stak pengene i egen lomme. Pio og hans familie måtte fægte sig igennem i Chicago. Sylvia fik en opvækst som selvrådig og selvforsørgende amerikanerinde, beskæftiget på kontor.

Som 27-årig ramtes Sylvia af en tyfus, der nødvendiggjorde et ophold på kurhotel i Miami Beach. Dér mødte hun den 21-årige lollandske lensgreve Eggert Knuth, der gjorde landbrugsstudier i USA. De blev gift, og hun rejste med ham til godset Knuthenborg. Nu bar Sylvia titlen lensgrevinde og blev tiltalt »Deres nåde« af det store tjenerskab. Hun befandt sig ilde ved adelstilværelsen, for hun var opdraget som socialist. Hendes ægtefælle viste sig tilmed at begå sædelighedsovergreb mod egnens børn. Det blev han på grund af sin fine titel ikke sat i fængsel for, men for at dysse skandalerne ned måtte lensgreven lejlighedsvis flygte på lange ophold i udlandet.

Bedårede åndslivet

Sylvia flygtede til hovedstaden, hvor hun fra den pragtlejlighed, der stod til Knuthenborgs rådighed, gjorde udfald i byens åndsliv, som hun aldeles bedårede med sin skønhed, kløgt og takt. Interessant nok havde allerede hendes mor, Augusta, i året inden flugten til Amerika, haft en sitrende forbindelse med Georg Brandes, som Augusta sidenhen opretholdt en brevveksling med. Nu charmerede Sylvia både Georg og hans bror, den radikale finansminister Edvard. Samtidig indledte hun et forhold til samtidens mest feterede kongelige skuespiller, charmøren Johannes Poulsen. To børn nåede hun også at få med sin lensgrevelige mand, inden ægteskabet i 1912 gik uklinkeligt i stykker. Gennem en anden af sine københavnske selskabsløver, chefredaktør Henrik Cavling, havde Sylvia forhindret, at Politiken skrev om lensgrevens pædofili, men skandalen kunne ikke længere holdes inden for slottets mure.

Sylvia giftede sig i 1917 med Johannes Poulsen, hvis frikadelleri hun snart fik nok af. Hun gav sig til at omgås Socialdemokratiets leder, Thorvald Stauning. Ham havde hun brevvekslet med allerede under sin skilsmissesag, hvor Knuthenborgs særlige stilling som udeleligt lensgods nødvendiggjorde den danske regerings medvirken, inden hun kunne få sin nette årlige apanage.

Socialdemokratiet stod foran at skulle fejre sit 50-års- jubilæum i 1921. Gennem Stauning lykkedes det Sylvia at udvirke, at hendes far, Louis, fik æresoprejsning som partiets stifter. Sylvias mor, Augusta, kom rejsende fra USA med Louis Pios aske i en urne, som Stauning i nærværelse af partitoppen nedfældede i en obelisk på Vestre Kirkegård. Både Stauning og Sylvia holdt tale. En tid lang så det ud til, at de også skulle formæles som ægtefæller, men han blev gaflet som ægtefælle af Olga, der havde overværet urnenedsættelsen og siden bombarderede Stauning med blomster og søde ord.

Sylvia stillede sin socialdemokratiske karriere i bero og vendte blikket mod øst. Bolsjevikkerne var ved at sætte sig på magten i Sovjet, og en kommende udenrigsminister, Maxim Livitnov, havde Sylvia haft som gæst i sin herskabslejlighed, mens han førte forhandlinger i København ved slutningen af Første Verdenskrig.

Livitnov sikrede indrejsetilladelsen, og i december 1922 slog Sylvia sig ned i Moskva, hvorfra hun hjemsendte begejstrede reportager til Politiken. Hun blev indført i bolsjevikkernes inderkreds.

I mellemtiden var lensgreve Eggert død, og parrets nu 19-årige søn, Frederik, i eksistenskrise konverteret til katolicismen. Sylvia undfangede nu det besynderlige omskolingsprojekt at ville vænne Frederik bort fra pavemagten ved at tage ham med på sin næste Sovjet-rejse, så drengen kunne opleve den velsignelsesrige virkeliggjorte socialisme.

Det gik fuldstændigt galt. Frederik forelskede sig i den 20-årige Irina, som var gift med en student og havde en søn på to år. Hvad værre var: Irina arbejdede som arkivar i det russiske krigsministerium, der var ledet af Trotskij. Sovjets hemmelige politi fattede interesse for, hvad lensgrevinden og hendes søn havde gang i. Sylvias oprindelige begejstring for Irina slog om i afsky, da Irina og Frederik erklærede, at de ville giftes, hvorved Irina altså ville blive den næste lensgrevinde. Sylvia sank nu så dybt, at hun til det hemmelige politi angav Irina som »en fjende af Sovjet«. Irina blev fængslet og siden tvangsforvist til Ural. Og kun med hjælp fra de højeste russiske og danske instanser slap Sylvia og Frederik helskindet ud af Sovjet.

Frederik blev myndig og lensgreve og viste sig også at begå overgreb mod småbørn - samtidig med at han bevægede sig ud mod 1930'ernes nationalsocialisme.

Sylvia derimod tog ophold i Geneve, uddannede sig i socialistisk økonomi og blev fortrolig med samtidens førende politikere i Folkeforbundet. Derpå genstartede hun sin danske socialdemokratiske karriere og rejste i 1930 med hr. og fru Stauning på en atlanterhavstur for at besøge Island og fejre øsamfundets 1.ooo-års-jubilæum.

Ombord på båden faldt Sylvia og Thorvald så meget i armene på hinanden, at Thorvald ved hjemkomsten forlangte skilsmisse fra Olga og ville være blevet gift med Sylvia, hvis ikke Sylvia pludselig var blevet ramt af en hjerneblødning og døde i 1932. Stauning, der havde passet Sylvia på sygelejet, holdt en prægtig gravtale.

Forpustet? Mærkeligt, at Sylvia havde kræfter til at blive hele 55 år. Hendes fantastiske historie fortælles indlevet, skarpt og humoristisk af Folketingets tidligere bibliotekar, den nu 80-årige Kristian Hvidt. Han betoner, at nok var Sylvia underskøn, men det var hendes sjælekraft, der erobrede verden. Årets første bud på den bedste spændingsroman under juletræet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu