Læsetid: 4 min.

Ååååh, de gamle bukser

Der er noget helt galt med Cathrine Raben Davidsen
Der er noget helt, helt galt med Cathrine Raben Davidsen
30. oktober 2009

Cathrine Raben Davidsen har malet og tegnet en masse kvinder med udtryksløse hvide ansigter. Gestikken er vild, baggrunden er monokrom, og det ligner småpatetiske modeillustrationer af en skoleelev, der er sluppet nogenlunde heldigt afsted med at øve sig i at male mennesker i Magasin.

I værket Remote Control ser vi for eksempel en ældre kvinde, der kigger på fire lidt yngre kvinder, hvoraf den ene holder i et håndtag. Kvinderne smelter sammen med den blå baggrund, man kan kun se deres tøj, den ene kvindes gule støvler og et par stregtegnede ansigter smidt ind midt i det hele.

Man venter kun på, at galleristen bryder sammen af grin og fortæller, at det hele bare er for sjov, hvorefter han vender billederne om, så man kan se de rigtige værker.

Men nu er der gået nogle år, så man må jo nok hellere begynde at vænne sig til, at det ikke kun er moden til mænd, der er fesen.

Cathrine Raben Davidsen har simpelthen skabt sig en plads på kunstscenen som den ’hvide’ Thomas Kluge. Det forestiller noget, det ligner kunst, og inspirationen er hentet for et par århundreder siden. Ifølge pressemeddelelsen er det ganske vist en »sammenstilling af kendte værker fra kunst- og litteraturhisto­rien, der i en visuelt dragende og klar dialog og med forfatteren Virginia Woolf som en central figur, undersøger den måde, vi agerer på i dag«.

Det er ligeså rigtigt som at sige, at de er en parafrase over Bjarne Lisbys gamle bukser, der var rare at have på, men nu er alt for små.

Eller at nærværende anmeldelse fungerer som indstik til næste udgave af Bib­len. Og det var egentlig ikke et forsøg på at være sjov, selv om der godt må grines, for vi er faktisk fremme ved et af billedkunstens helt store krisepotentialer.

Lad mig komme med et eksempel: Tænk, om jeg nu havde lanceret denne kunstside som opfølgeren på Åbenbaringens Bog. Jo, kære læser, De havde nok spærret øjnene op, og mon ikke De relativt hurtigt allerede efter første anmeldelse havde kasseret mig som værende total idiot.

Hvor ordinært

Måske ville de give mig en chance til ugen efter og min farfar ville måske blive ved en hel måned endnu, men selv min allernærmeste familie ville aldrig, aldrig tro, at det, de læste, var fortsættelsen af Det Nye Testamente. Og med det in mente, så tænk nu på, at der engang har været en person, der har bestemt, at Cathrine Raben Davidsen bygger bro mellem den klassiske kunst og sam­tiden på en ny og original måde, uden at der er nogen, der har sagt vedkommende imod. Ja, man kan gå så langt som til at formode, at kunstneren selv tror på, at der er en forbindelse med den mytologisk-filosofiske snik snak og hendes værker! Stakkels kvinde. Hvor er janteloven, når man har brug for den!? Når folk sammenligner kunstscenen med Kejserens Nye Klæder, er de nemlig venlige, for virkeligheden er meget værre.

Ikke nok med at Raben Davidsen ikke ved, at hun er nøgen, hun sælger også de klæder, hun ikke har på!

Men det bliver endnu værre! Som de ville have sagt i Kontant, troede vi ikke, at svineriet kunne fortsætte, men det kan det!
For kunstscenen har den grumme indretning, at Ca­thrine Raben Davidsen og hendes følge nu vil kunne tage disse sætninger og sige (med fremmedord naturligvis), at det er det, det hele handler om. At hun udstiller kunstverdenen, så vi kan se, hvor hul den er.

Man forstår pludselig, hvorfor det er så umuligt kun at elske kunstverdenen.

Nu ville de fleste nok sige, at billedkunst jo er en svær størrelse, og at smag er ligeså forskellig som behag.

Ok, fair nok. Hvis en fyr ser godt ud, kan det vel også være ligegyldigt, om han har baseret sit liv på en løgn. Men hvis man mener, at kunst har andre formål end de dekorative, hvad giver

Remote Control os så? Fem kvinder fra en mode-redaktrices sketchblok, der med lidt god vilje godt kunne ligne noget, der var malet engang for længe siden. Men på en moderne måde.

Hov, var det ikke det, Manet gjorde, Monet og Picasso og ... er det for helvede ikke næsten det, alle kunstnere gør!!?! Men de har i det mindste et eller andet interessant eller et nyt greb.

Cathrine Raben Davidsen har intet. Hendes værker fortæller, at mødet med de nye tider splitter mennesket, måske ikke i atomer, men så i streger. Hvor ordinært. En kritik af modernismen? Skal vi kalde det postmoder­nisme? Og så holde op med at male?

’Remote Control’ hos Martin Asbæk, Bredgade 23, København til den 14. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ulla Bechsgaard

Fem stjerner til Raben Davidsen

Det er mig en gåde, at Information får en anmelder, der tydeligvis ikke kan lide Cathrine Raben Davidsens kunst til at anmelde hendes seneste fremragende udstilling Remote Control hos Galleri Martin Asbæk i København.

Jeg har haft fornøjelsen af at se udstillingen og kan varmt anbefale den. Super spændende malerier og vaser med masser af følelser. Raben Davidsen er i en konstant udvikling. Hun udforsker maleriet og verden omkring sig. I forhold til udstillingen White Ink i Horsens i 2008, hvorfra jeg selv købte et værk, bruger hun denne gang langt flere farver. Det kan jeg godt lide, omend de få lyse billeder også fremstår meget stærkt.

Cathrine Raben Davidsen er en ung succesfuld maler. Hr. chefredaktør hun fortjener en anmelder, der tager hendes kunst alvorlig næste gang, hun skal anmeldes!

Vibeke Nielsen

Michael Jeppesen er i virkeligheden en meget simpel person. Han kan ikke lide kvindelig malere, så enkelt er det. Prøv at læse de andre anmeldelser, han skriver om repræsentanter for den kategori af kunstnere. Det er den samme sang hver gang: Kvindelig maler X (sæt selv navn ind) ær dåm, dåm, dåm.

Hvorfor ikke være konsekvent og droppe at tage ud og se værker skabt af lige den gruppe og i stedet bare copy-paste den samme one-liner igen og igen og igen. Det ville være sjovere for læserne. Og lidt frækkere.

Søren Rehhoff

Jeg har mere indtryk af, at Michael Jeppesen er irriteret over kunstscenen generelt.
M.h.t. Cathrine Raben Davidsen, så kommer man først til at tænke Picasso's blå periode, ikke bare fordi kvinden er blå i hovedet, men også de følelsesfulde øjne og munden. Se bare det her:

http://www.artchive.com/viewer/z.html

der er ikke den store forskel.

Såvidt jeg ved var Picasso på det tidspunkt tildels inspireret af klassisk kunst og renæssancen og ifølge websites om Cathrine Raben Davidsen er det også der, hun henter meget af sin inspiration.
Men hendes billeder ligner mere en slags "spændende" koloristisk opdatering af Picasso eller renæssancebilleder, med lidt mere pang-farver, men alligevel ikke så tungt som Picasso eller renæssancemalere sikkert ville ville male det.
Hun er en god kolorist, som en kunsthandler sikkert ville sige, mens de prøver at sælge en Matisse-epigon.
Bortset fra det forstår jeg heller ikke altid Michael Jeppesens valg.
Hvorfor er det her så godt:

http://www.information.dk/208062

man skulle sikkert have været der.

Vibeke Nielsen

Der skal åbenbart være tabu på at gøre sig statistiske iagttagelser med kønsbriller på. Til trods for at de iagttagelser faktisk holder i virkeligheden, når det drejer sig om Jeppesen. Hvorfor han elsker Emil'erne og synes at Cathrine'rne hellere burde holde sig fra kunsten, tjaah, spørg ham. For det har I hvert fald ikke noget med min kønslige selvforståelse at gøre, nok snarere med hans.

Nej, generelt har jeg ikke ondt i kvindeligheden, men Jeppesen har åbenbart. Eller så har han bare ondt i kunsten...

Søren Rehhoff

@Vibeke Nielsen

"Der skal åbenbart være tabu på at gøre sig statistiske iagttagelser med kønsbriller på."

Overhovedet ikke men derfor kan det jo godt være at MJ har en pointe omkring Cathrine Raben Davidsen.

Måske har Jeppesen bare den opfattelse at rigtig kunst er koncept eller installations-kunst? Ikke malerier, hvor man jo kan se, hvad tingene skal forestille. Nej, kunst er sikkert (her gætter jeg) i hans forestillingsverden noget med, at jo mere uforståeligt værket er for beskueren, jo mere kunst-nerisk er det. Sådan er det ikke nødvendigvis!

Og skal al kunst partout bidrage med noget interessant eller med noget nyt?

Viv Haufenreich

Den eneste efterhånden gode grund til at holde og blive ved med at holde Information: Jeppesen. Eneste anmelder i Danmark der har fattet hvad der foregår derude.. ikke kun mht til kunsten..

Viv Haufenreich:

Hvad er det han har fattet?

En sætning som : "Man venter kun på, at galleristen bryder sammen af grin og fortæller, at det hele bare er for sjov, hvorefter han vender billederne om, så man kan se de rigtige værker." kunne jo ligeså godt anvendes om nogle af de kunstnere som han selv anbefaler, han kommer ikke med nogen objektive bedømmelseskriterier, ja han anvender dårligt nok subjektive bedømmelseskriterier, han synes kun at yderst skitseagtigt at være i stand til at formulere begrundelsen for at han vælger at anmelde en kunstner negativt frem for en anden.