Læsetid: 4 min.

Advokatstandens enfant terrible

Anmeldelse. Ulrikke Moustgaards portræt af Peter Hjørne er et ambitiøst stykke dokumentar, der forfalder til dramatisk 'overkill'
8. oktober 2009

Èt ord kan gøre hele forskellen. Det ved forsvarsadvokaten Peter Hjørne. Flere af de injuriesager, han har ført for blandt andet Peter Lundin, Pia Kjærsgaard og Jønke, er gået op i en diskussion om semantik. »Man kan kalde Pia Kjærsgaard både dum og grim, selv om ingen af delene passer, men at kalde hende racist er at gå for vidt,« citeres Peter Hjørne for at have sagt i en procedure for Kjærsgaard i Ulrikke Moustgaards portrætbog Djævelens Advokat. Og eksemplet er meget sigende. For Peter Hjørne, der ifølge bogen personificerer idealet om, at alle har krav på en fair rettergang, og at der så kæmpes med alle midler - uanset personlige præferencer.

Moustgaard har sat sig for at portrættere Danmarks nok mest kontroversielle advokat, Peter Hjørne. Hendes motivation er nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der driver manden, der ville forsvare Milosevic, manden, der har Justice trykt på sin nummerplade, manden, hvis kone har skiftet efternavn for at kunne være i fred for offentligheden og medierne, manden, som i 2006 blev frataget sin bestalling i to år efter at være blevet dømt for at videregive fortrolige oplysninger til en klient, manden, der den ene dag forsvarer Bandidos, den næste Hells Angels, og som identificerer sig med Jesus.

Moustgaard har stået over for en særlig, men også klassisk udfordring inden for dokumentarlitteraturen. Hun har ikke haft mulighed for at interviewe Peter Hjørne, han takkede nej, og derfor skal hun skrive et menneske ved at gå uden om det. Hvordan håndteres det, og gør Hjørnes fravær en forskel?

Manglende nærvær

Det er ikke nødvendigvis en ulempe ikke at få et interview med sit subjekt. Her kan man bare læse den amerikanske journalist Gay Taleses verdensberømte og grotesk overlegent udførte portræt af Frank Sinatra fra 1966 for at se, hvordan et interviewløst portræt skal skæres (»I didn't want to interview Sinatra, I got more out of watching him,« som Talese har udtalt om portrættet). Skribenten får en frihed til at søge andre veje, og resultatet er ofte åbne og sammensatte tekster, der har et mosaisk præg.

Moustgaard går imponerende mange veje og får skabt en lige så imponerende mosaik. Vi fortælles Hjørne igennem objekter, for eksempel hans yndlingsbog Den Fremmede af Albert Camus, og et af Moustgaards kapitler starter med en henvisning til den amerikanske tv-serie Perry Mason, advokaten, der finder den sande forbryder, og de uskyldigt anklagede går fri. Moustgaards researcharbejde beundringsværdigt og synes at mime Blekingegadebande-bøgerne i grundighed. Og hun strukturerer interviewbidder fra skriftlige og mundtlige kilder, fra Peter Lundin til Eric Clausen, med reportageelementer, rekonstruerede scener, historiske svinkeærinder, for eksempel gennemgangen af 'rockerpakken', med en lethed og et overskud.

Alligevel savner man et nærvær i portrættet, og det skyldes ikke blot fraværet af Hjørnes stemme. Bogen giver et billede af en mand, der både er svær at kategorisere og svær at fastholde, og det virker næsten mest, at han kun eksisterer i teksten med en provokerende tavshed. Alligevel savner man som en form for utopi hans refleksioner over konkrete sager i et ønske om at forstå ham og hans motivation.

Det manglende nærvær skyldes især, at der i bogen er en tendens til at fortælle frem for at vise. »Mod havde Peter også hjemmefra«,»Men den største inspiration til at gå imod strømmen kom et helt andet sted fra«, »Hjørnes væsen er i det herreværelse i kælderen i Roskilde: Rebellen, den grænsesøgende og den kompromisløse kæmper«. Også i de mange citater fra venner og fjender fortælles læseren nogle at Hjørnes egenskaber, men der er for mange gentagelser, eksempelvis af, at Hjørne er en etisk person. Og gentagelserne kommer til at stå i vejen for en oplevelse af Hjørne og de sigende billeder af ham, der også er i bogen. Læseren får ikke selv lov til at trække trådene og skabe sig et billede, og det bevirker en tekst, der lukker sig mere end åbner.

Dramatisk overkill

Tendensen til dramatisk 'overkill' giver desuden et indtryk af at en tekst, der sætter sig mellem to stole: en objektiv fremstilling og et partsindlæg. I en i øvrigt smukt nuancerende og oplysende passage om rockerkulturens historie tematiserer Moustgaard en rockerparanoia i den danske befolkning og mediernes angstdiskurs. Begge er relevante tematikker, men de skubbes for meget på vej: »Siden midten af 1980'erne havde klubben hvert eneste år afholdt sine bikeshows på pladsen i Roskilde med stor succes. Men i 1993 sagde Roskilde Kommune pludselig nej til, at klubben kunne afholde deres show på Dyrskuepladsen.«

Vil 'pludselig' sige, at en aftale blev brudt dagen før? Ordet er både for upræcist og postulerende. Og det er en skam, for fortællingen synes at kunne stå stærkt uden de narrative skub, faktisk langt stærkere. I stedet opstår der en forvirring om, hvorvidt bogen vil agitere eller vise, og det bevirker i sidste ende en mere skeptisk læsning.

Man kunne ønske sig, at der var blevet gået hårdere til den i redigeringen. Og i korrekturen, hvis mangler står i vejen for en fortælling, der især glimter ved den grundige research og ikke mindst er værd at læse for det unikke indblik i de seneste års udvikling inden for det danske retssystem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu