Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Hvis det bare er en spøg, er den dårlig

I 'Biroller' skildres en ung kvindes liv som en blanding af totalteater og et hundecirkus. Det er svært at tage alvorligt, og det skal man heller ikke, men hvis det bare er en spøg, er den i hvert fald dårlig
I 'Biroller' skildres en ung kvindes liv som en blanding af totalteater og et hundecirkus. Det er svært at tage alvorligt, og det skal man heller ikke, men hvis det bare er en spøg, er den i hvert fald dårlig
Kultur
8. oktober 2009

Erling Jepsen har skrevet en meget mærkelig roman, hvor både dyr og mennesker kommer voldsomt til skade under opsætningen af et stykke ny dansk dramatik, der forhåbentlig ikke kan kædes sammen med nogen virkelig dansk dramatiker. Men med mit beskedne kendskab til teaterverdenen kan jeg jo ikke vide det.

Jeg kan heller ikke vide, om romanen er en nøgleroman, en indforstået joke blandt teaterfolk, og den fjollede historie har heller ikke gjort mig nysgerrig efter at finde ud af det. For ilden vil ikke brænde, hunden vil ikke bide, og Biroller kommer aldrig hjem. Den stopper bare efter 244 sider.

Jeg er gevaldig i tvivl om, hvilken status romanen har fra forfatterens side, og hvad han vil med det hele. Har Erling Jepsen tilladt sig selv en lille pause? Er Biroller blot ment som underholdning?

Jeg troede først, usikkerheden kom af romanens blanding af fakta og fiktion, men det er jo et gammelt gangbart trick. Problemet er med andre ord ikke, at romanens omdrejningspunkt, stykket om en ægtemand, der forelsker sig i en hjort fra egen hjortefarm, opføres på det virkelige Husets Teater, på Halmtorvet i København. Heller ikke at stedets direktør og selvudnævnte instruktør har fået det fiktive navn Morten Lillesø, som måske minder lidt om Morten Grunwald, og at skuespillerne og resten af teaterstaben ligeledes har fiktive navne, samtidig med at de taler om virkelige skuespillere som Ghita Nørby og Sonja Richter.

Problemet er naturligvis heller ikke, at der doseres med små stikpiller a la »Godt at I tør satse på det danske« om direktørens valg af stykke, og at alle teaterfolk i Biroller er løgnagtige, selvoptagede magtmisbrugere på stoffer. Det er vel blot satire i en lightudgave. Lige så lidt er navlepilleriet problematisk, det består i, at den fiktive dramatiker, Allan, er fra Sønderjylland og overvejer at skifte til prosa for en stund for at skrive om sin opvækst - akkurat som Erling Jepsen har gjort. »Det er temmelig betændt, jeg bliver nødt til at få noget humor ind i det,« lader Jepsen meget selvbevidst Allan sige.

Ingen alvor i komikken

Nej, når romanen på mig virker som stort ståhej for ingenting, er det, fordi der ikke er nogen alvor midt i komikken, og det er jo ellers Erling Jepsens helt store kunst at jonglere med både alvor og komik og være sort, sort humorist.

Den skøre Helene med spiseforstyrrelse, sociale handicap og skuespillerdrømme er egentlig en meget rørende romanfigur, en Irene Holm-type, hvis historie man godt kunne tage alvorligt, hvis ikke den druknede i bananskræller og lagkage. Hun får kun foden indenfor på teatret på grund af en let dressérbar hund, hun har fået anskaffet sig - endda ved en fejl.

Biroller er langt hen ad vejen dansk højtråbende folkekomedie med langsomt opfattende figurer, der hele tiden er faretruende tæt på at sætte handlingen i stå, fordi de skal være så dumme for at være komiske og have alting ind med skeer. Læseren bliver også stopfodret med den skøre Helenes ræsonnementer og forklaringer på, hvorfor hun finder sig i at blive behandlet som en cirkushund.

Men der er godt nyt på vej. I lørdags i Politiken udtrykte Jepsen selv skepsis over for sin nye roman, fordi den fuldstændig levede op til et manifest, en række svenske forfattere har offentliggjort i Dagens Nyheter her i sensommeren. Dér viste han et glimt af den forfatter, man forbinder ham med: en kunstner med mod og humor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her