Læsetid: 1 min.

Til behovet for intethed

Hollandske Tijs Michiel Verwest alias Tiësto kaldes for verdens største dance-dj. Han har spillet for over 200.000 i Rio de Janeiro, og hver gang han gæster vort dronningedømme er det til udsolgte huse og med et opulent ambitiøst højteknologisk sceneshow...
17. oktober 2009

Hollandske Tijs Michiel Verwest alias Tiësto kaldes for verdens største dance-dj. Han har spillet for over 200.000 i Rio de Janeiro, og hver gang han gæster vort dronningedømme er det til udsolgte huse og med et opulent ambitiøst højteknologisk sceneshow.

Nu har jeg det ikke ubetinget nemt med dancemusikken, især ikke hangen til firefjerdedels-mavepustere og klodsede melodier, der tegner sig som takkede, neonfarvede bjergetaper for dansemuskulaturen, men uden videre æstetisk nydelse. Og hvis et landskab er udtryk for en sindstilstand, så er Tiësto i det demonstrative hjørne med hang til kun at bruge versaler og overbefolke synth-markerne med udråbstegn.

Når jeg hører Tiëstos fjerde studiealbum Kaleidoscope, så ser jeg for mit indre blik reklamer for Gillette. Videoer med kvinder i stramt lædertøj på motorcykler gennem landskab af højglanspoleret computergrafik. Haller fyldt med behovet for intethed. Og jeg kan høre at Tiësto er det perfekte redskab. Og al respekt for det. Men applikerer man æstetiske kriterier såsom klangligt fremsyn, kompositorisk kant eller bare et hæderligt forsøg på at kvæle klichéer... såh, havde der nok ikke været nogen fest i Rio... Det er ellers ikke uden grund at Tiësto har droppet dj-præfikset, for med Kaleidoscope forsøger han sig med sangskrivningskunsten. Til formålet har han hentet gæstevokalister som Nelly Furtado, Sigur Rós' Jónsi og Bloc Partys Kele Okereke ind. Men sjældent hjælper det. Hvilket heldigvis ikke udelukker øjeblikke af rå dansepotens, bedst med »Bend It Like You Don't Care«, hvor Tiësto indsprøjter dynamik i en ellers tit statisk dunkende formel - en strålende undtagelse på Kaleidoscope, der vil mere end talentet kan bære.

Tiësto: Kaleidoscope (Musical Freedom/PIAS/VME). Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu