Der er godt med tilbud på livet til søs i litterære skildringer af hasarderede skæbneforløb og skønne havblik i de senere års fremragende oversættelser.
Senest er der Célines Rejse til nattens ende ved Lars Bonnevie og Edgar Allan Poes Arthur Gordon Pyms eventyr ved Hans-Jørgen Birkmose, den sidste en forgænger for Herman Melvilles række af uforlignelige søstykker, som den fuldbefarne Flemming Chr. Nielsen så prisværdigt har besørget, blandt andet Bondefangeren og den voluminøse Mardi og en rejse dertil. Og nu foreligger Redburn - hans første rejse med titeltilføjelsen Åbenhjertige erindringer skrevet af en ung mand af fin familie og dæksdreng i handelsflåden fra 1850, lutter oplæg til Melvilles mesterværk Moby-Dick året efter. De når den ikke til klyverbommen i deres løst fortællende komposition, men er drevent diverterende med adskillige favne dybdemening og høj himmel sammenlignet med drengetidens læsning af Kaptajn Marryat og hans moraliserende dannelsesrejser med blandt andet Peter Simple.
Mikrokosmos
Den fattige unge hedspore udstyret med det påfaldende navn Wellingborough Redburn er nok en troskyldig sjæl med store drømme, men må også indkassere den ene fornedrelse og skuffelse efter den anden, så han efter den lange sørejse fra New York til Liverpool og tilbage igen står afblanket, stadig fattig, venneløs og desillusioneret. En historie fortalt af Redburn selv mange år efter, som han husker den, hvorved læseren kan konstatere, at han i modsætning til så mange andre mere end overlevede rejsen og, som han siger, ved et tilfælde stadig er i live, »efter at jeg har været ude for langt farligere situationer end dem, hvorom jeg har fortalt i denne Min første rejse - som jeg her afslutter«.
Den er angiveligt udhamret over en selvbiografisk læst, blev lidt af en kassesucces, før publikum svigtede ham, skønt der ikke er megen livsopbyggelse at hente i fuldriggeren 'Højlænderen's minisamfund, et socialt mikrokosmos af brutalitet og menneskelig forekommenhed, styret af den snu kyniker kaptajn Riga og den mere end fuldbefarne sømand Jackson, en køter af ondskab og had, et glimrende portræt blandt mange. »Mer og mer hulkindet, gul og knoklet blev han. Hans slangeblik rullede i de røde øjenhuler ... Alligevel svang han sit scepter i sit skælvende greb, og til det sidste herskede han som en tyran over os alle.« Skal man kalde det en lettelse, at han, fortæret af kræft, slås af pinden? I en storm styrter han fra sin plads yderst på topsejlråen med det blodbestænkede sejl over sig ned i de maritime detaljers våde massegrav. Bevares for en ordbog, der skal til i den hyperrealistiske analyse af livet til søs i de store sejlskibes tid.
Et modelskib i glas er et familiestykke, hjembragt fra rejse af Redburns far, og det præsenteres straks i romanens begyndelse som drengens længsel efter lykke. Det er stadig i den voksne fortællers eje, men ribbet og omkalfatret som billede på hans liv. Sin reelle pendant får det i hjemrejsen med Højlænderen, der stormhærget og ødelagt til sidst ligner et vrag.
Og sådan tager drømmebilledet af Liverpool sig også ud ved ankomsten efter hans ydmygende udrejse som hundset dæksmand. Han har dog endnu den indre jubel midt i trængslerne, beskrevet som et livsunder, der besvarer verdens ustyrlige uro, »med en ør dunken forsvandt jeg i Altets midte. Det strømmede og bristede i mig, som var et skjult forår brudt frem, og mit blod ringlede i min krop som bjergbække i vårflom«. Han overlever som en dygtig klatrer i rigningen.
Mandeverden
Der er både banale og vildt blomstrende poesi i ham og en berusende skriveflugt i den erfarne fortæller, et hav, der orgler af rædsom musik og sproglig brillans. Også da han skal afmale skuffelsens sorthed i mødet med den store havneby, der slet ikke ligner faderens turistvejviser, han har medbragt som sin bibel.
Under sine ensomme vandringer i byen og det mægtige område af dokker, og da handlingen er ved at gå helt i stå med beskrivelser af sult, elendighed og død, møder han en vis Harry Bolton, en tvetydig ung mand, skøn og feminin at skue, med hang til dyr forklædning. Med ham fristes han til at besøge London, og det i et depraveret og luksuøst spillermiljø, hvor det ender i gæld og flugt og en ulykkelig hyre for Bolton på hjemsejladsen. Endnu en næsten barnlig, ung skønhed, en musikalsk lirespiller ved navn Carlo møder han blandt emigranterne på det overfyldte skib, som demonstrerer klassesamfundets råhed, da det kommer i vanskeligheder, orkan, hungersnød og pest. En effektiv, konkret samfundskritik af synlighed. En mændenes verden.
Var det ikke for en humorens lethed og en sindets frejdighed i fortællerstemmen, ville jeg kalde Redburn for en sort roman. Der er elastik i syn og sanser, i magelighed og tempo, en livslyst gennem bølgedalene og en vidde i verdensbevidstheden, som overflødiggør moralisme og højere magters velsignelse på ruten over dammen.
