Læsetid: 3 min.

Bjørn passer børn på pædagogudstilling

Frederiksberg Kommune vil redde klimaet med kunst som pædagogik, hvilket ikke forløses særlig heldigt
9. oktober 2009

Bedømmelse: 1/6

Bjørn Nørgaard har smidt en kopi af Venus fra Milo i en stor grøn skraldespand mærket 'Recycling art'. Det er catchy. Det er let at se med på, faktisk så let at man ikke skal se i mange sekunder, før det går op for én, at æstetikken er kvalm, og etikken er for børn. For er det kunsthistorien, Nørgaard vil genbruge? Eller hellenismen? Skal vi grundlægge verden forfra? Skal vi tænke gamle tanker på en ny måde? Hvor mange gange kan vi give gamle mænd en sidste chance i kunstsystemet, inden vi endegyldigt sier dem fra? Og er det Bjørn Nørgaard, der har lavet Axe-reklamen, som hærger landet med et billede af en roligan med det danske flag i hovedet og et svensk på munden.

Selv de svenske fans vil kysse, hvis blot man bruger Axe. Selv de danske kunstinstitutioner vil angiveligt lege, hvis blot man skærer det ud i pap.

Nu er ingen af delene just tilfældet med Frederiksberg Kommune, der heller ikke skal klandres for at blande kunst og bæredygtighed sammen. Det kan sagtens lade sig gøre, men hvis man vil bruge kunsten i pædagogisk øjemed, er der én grundregel, man aldrig må glemme: Kunsten kan ikke spændes for en vogn, men man kan sagtens spænde en vogn efter kunsten.

Så hvis man er kurator med grønne briller, skal man altså lede efter værker, der afspejler tidens klima-nervøsitet frem for at bede kunstnere lave et værk over samme.

Så galt kan det gå

Nu er udgangspunktet for udstillingen allerede ret klumpedumpet, hvorfor det heller ikke er helt malplaceret selv at trække i de tunge støvler og (jævnfør Sangild) bruge et par linjer på kunstens autonomi, der helt grundlæggende betyder at kunsten er selv-lovgivende. Kunsten bestemmer selv, hvilke regler den vil følge. Kunsten tjener ikke et formål. Kunsten nyder den ultimative frihed hævet over alle hverdagens begrænsninger.

Hvis man skal trække det endnu længere ned på jorden, er en sammenligning med de autonome effektiv. De eksisterer kun i deres lovløshed i det øjeblik, de følger reglerne og gør, som politiet siger, er de ikke længere autonome. Men ligesom med de autonome lever kunsten også et dobbeltliv, hvor den på den ene side er fuldstændig fri, og på den anden side er underlagt en lang række sociale koder. De autonome er i opposition til alt, men har alligevel også stramme regler for alt fra påklædning, til hvad de spiser.

Udstillingen på Frederiksberg er et glimrende eksempel på, hvor galt det kan gå, når man ikke respekterer kunstens autonomi, men hyrer den til et kulturpædagogisk formål. Frederiksberg har ikke fået kunst, men kunstnere, der laver pædagogik.

Peter Carlsens pædagogiske indslag er Bæredygtige Villy, der med en Superbrugsen-pose i favnen har købt Coca-Cola, Cult og Kildevæld, hvilket må siges at være en fuckfinger til kuratorerne, der bad om god kunst om bæredygtighed, og i stedet fik et billede af en mand, der er dygtig til at bære.

Helt håbløst

Klaus Thejll Jakobsen, der ellers er så pokkers dygtig, har lavet en skraldespand i pap fyldt til randen med emballage fra mærkevarer og betitlet Østerbro skraldespand efter valget 2001. Man savner helt den Axe-reklame for sin elegance. Og endnu værre er Mette Hannemanns håbløse maleri af tre mennesker, der ikke taler med hinanden på en strand fuld af affald. Det handler om, at man ikke skal være ligeglad.

Bente Christensen-Ernst har malet en glødepære og kaldt maleriet for Skyldig. Villy Grønborg har malet en masse vand og kaldt det Oversvømmelse. Og Håkan Nyström har i værket Rebirth malet noget, der er halvt affald og halvt menneske, som ligger et forladt og forarmet sted og ser på et fjernsyn, hvor der er et program om naturen før katastrofen ... Av av av ...

Faktisk er Nørgaard den eneste, der hæver sig over det banale, selv om det dog næppe er intenderet. For selvfølgelig har vi en række ressourcer, som vi bør udnytte bedre og flere gange, men faktisk er der dog en grænse for, hvor mange gange man kan genbruge, inden materialet bliver slapt.

Bomuld har for eksempel kun to liv, hvorefter det skal bruges til isolering eller papir for eksempel.

Nørgaard fungerer stadig, men det oprindelige vitale materiale er der ikke meget tilbage af.

Kunst & Bæredygtighed, Byggeriets Hus, Godthåbsvej 33, 2000 Frederiksberg til den 1. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu