Læsetid: 5 min.

Bundesmuttien Merkel?

For nogle er hun en mesterlig strateg og verdens mægtigste kvinde, for andre ikke andet end en politisk kamæleon uden profil og karisma. Lige meget hvad er Angela Merkel kommet for at blive - i hvert fald fire år til
3. oktober 2009

Der findes to fortællinger om Angela Merkel - to fortællinger, som man næsten ikke skulle tro, handler om den samme kvinde. I den ene version er hun en snu ræv. Præget af sin naturvidenskabelige uddannelse forbinder hun den skarpe iagttagelse med formidable analytiske evner. Lidt a la Foghs berømte drejebøger møder hun op til forhandlinger - altid velforberedt, > sat helt ind i detaljen og med en nøje planlagt slagplan i baghovedet. Dertil kommer, at hun er tålmodig, afventende til det rette øjeblik for så at være ubarmhjertig, når dette øjeblik er kommet. Die Männermörderin - mandemorderen - bliver hun kaldt, fordi hun gennem årene har overlevet og udraderet så mange mandlige konkurrenter som ville hende til livs politisk. Og når ordet falder, er det oftest med en smule beundring. Tysklands mest populære politiker, verdens mægtigste kvinde.

I den anden fortælling er Merkel en grå, kedelig politiker. Uden profil, nærmest karismatiskt ukarismatisk, uinspirerende - med andre ord: Det modsatte af en Barack Obama. Hun er tøvende og ikke i stand til at træffe en afgørelse. Hun har ingen ideologisk kant, intet politisk projekt, er blottet for visioner. Hun er opportunistisk, ja måske endda en vendekåbe. Efter at hendes neoliberale agenda i 2005 næsten kostede hende livet, og hun af vælgerne blev tvunget ind i en stor koalition med SPD, begyndte Merkel at overhale socialdemokraterne venstre om. Bundesmutti, blev hun kaldt i den netop overståede valgkamp. En regeringschef hævet over den politiske hverdag, glat som et stykke sæbe, som taler i intetsigende gloser. Helmut Kohls lille pige, der blot har været heldig og mere eller mindre er kommet til magten ved et tilfælde.

Modig og kedelig

Hvem har ret? Hvilken af disse to fortællinger ligger tættest på sandheden? Ser man tilbage på Merkels første regeringsperiode, bliver man ikke meget klogere. For på den ene side har hun truffet nogle modige afgørelser. Pensionsalderen er hævet fra 65 til 67 år, momsen fra 16 til 19 procent. Dertil kommer, at Merkel har indset, at Tyskland bliver nødt til at stramme bæltet, også selv om det gør ondt. Statsgælden ligger p.t. på omkring 13 billioner kroner og vokser med omkring 30.000 kroner - i sekundet. Merkel prøvede at knække kurven. Hvis ikke finanskrisen var kommet i vejen, ville Tyskland for første gang i årtier ikke skulle låne nye penge i 2011.

På den anden side kan det hævdes, at den 55-årige kansler har haft heldet med sig i de seneste fire år. Da hun overtog posten som kansler i 2005, var mere end fem millioner tyskere registreret som arbejdsløse. Kort tid efter begyndte økonomien at tage fart samtidig med, at de reformer, som Gerhard Schröders rød-grønne regering efter lang tids tøven havde iværksat, begyndte at virke. At arbejdsløsheden i december 2008 var faldet til under tre millioner, var således langt fra Merkels fortjeneste alene. Alligevel identificirerer man opsvinget med hende.

På samme måde fik Mekel rig lejlighed til at profilere sig på den internationale scene. I sin første periode som kansler havde Tyskland formandskabet for både G8 og EU samtidig med, at landet var vært for VM i fodbold i 2006 - en glædens fest, der førte til en bølge af patriotisme. Også det tysk-amerikanske forhold, som under Schröder og George W. Bush jr. havde nået et historisk lavpunkt, kunne kun blive bedre. Merkels succes på den internationale scene var således med til at cementere hendes popularitet på hjemmebanen.

Privat forbliver privat

Når der findes så mange myter om Angela Merkel, er det måske, fordi den tyske kansler ikke gør meget væsen af sig selv. Hun stoler udelukkende på en snæver kreds af loyale medarbejdere. Hun holder medierne på afstand, så meget det nu kan lade sig gøre. Hendes privatliv og ægteskab med kemiprofessoren Joachim Sauer er et tabu.

På denne baggrund er det nærmest en sensation, at Margaret Heckel, som har været politisk redaktør for bl.a. Financial Times Deutschland og Die Welt, i ugevis har fået mulighed for at følge Angela Merkel på tæt hold. Heckel er blevet lukket ind i magtens centrum. Hun har både fået adgang til den politiske dagligdag i Berlin samt ledsaget Merkel til topmøder og statsbesøg i udlandet.

Det siger sig selv, at en sådan bog ikke kommer uredigeret på markedet. Merkels folk har nok hjulpet med de nødvendige præciseringer a la dem, som det danske forsvar gerne havde tilbudt jægersoldaten Thomas Rathsack. Alt andet vil være naivt at tro.

Alligevel giver Heckels bog et interessant indblik i kanslerens politiske dagligdag. Udgangspunktet for iagttagelserne er især det seneste år - et år, som har stået i finanskrisens tegn. Det kan derfor ikke undre, at læseren efterlades med det indtryk, at politik anno 2009 snarere er reaktiv end skabende, at det er krakelerende banker og skrantende virksomheder, der bestemmer politikerens handlen mere end deres egne visioner og projekter.

Overgangsperioden

Når det er sagt, tegner Heckel et portræt af en kansler, som er principfast, men ikke fastlagt, som gerne vil forandre, men samtidig er klar over, at samfundsmæssige forandringer tager tid. Bogen indeholder mange interessante indblik i det politiske maskinrum, men er mest interessant der, hvor Merkel reflekterer over de store historiske linjer. Nemlig, at verden 20 år efter Murens fald stadig befinder sig i en overgangsperiode, at den bipolare verden, som brød sammen i 1989 ikke har fundet et nyt leje endnu. I stedet for at betragte eksempelvis den 11. september 2001 som begyndelsen på en ny periode, ser Merkel terrorhandlingerne i Washington og New York som efterdønningerne på det store kollaps - ligesom i øvrigt den aktuelle økonomiske krise. Der vil går år, inden en ny balance vil indfinde sig, siger Merkel - en balance, hvor det langtfra er en selvfølge, at Tyskland, Europa eller USA bliver ved med at være de afgørende aktører. Og slet ikke hvis ikke de anstrenger sig og tilpasser sig selv den globale tidsalders udfordringer.

Så hvem er Merkel? Heller ikke Heckel giver et entydigt svar, men tegner et billede af en kansler, som både kan tilpasse sig de politiske nødvendigheder, men derudover er i stand til at sætte sig ud over hverdagen og reflektere over de store linjer. En analytiker og pragmatiker. >Männermörderin og Bundesmutti. Ikke kun en af delene.

Margaret Heckel: So regiert die Kanzlerin. Eine Reportage. Piper Verlag. München 2009. 257 sider. 14,95 €

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu