Læsetid: 5 min.

En dårlig god bog med en svag stærk virkning

Jan Sonnergaards roman om atomtruslens årti kan ikke beslutte sig for, om den vil være fusion eller fission
Atomkatastrofe. Går man efter æstetisk konsekvens og indre kohærens, vil Jan Sonnergaards roman om atomtruslens årti være en fuser. Går man efter tidsstemning, vil den være en sikker succes. Her er det efterladenskaber i et af de forladte huse i en landsby i det sydlige Hviderusland, efter, at en reaktor i Tjernobyl-atomkraftværket eksploderede den 26. april 1986.

Atomkatastrofe. Går man efter æstetisk konsekvens og indre kohærens, vil Jan Sonnergaards roman om atomtruslens årti være en fuser. Går man efter tidsstemning, vil den være en sikker succes. Her er det efterladenskaber i et af de forladte huse i en landsby i det sydlige Hviderusland, efter, at en reaktor i Tjernobyl-atomkraftværket eksploderede den 26. april 1986.

Bo Bolther

15. oktober 2009

Den bærende påstand under Jan Sonnergaards nye bog - forfatterskabets første roman - lyder, at det årti, han her har sat sig for at skildre, nemlig 1980'erne, helt og holdent stod i atomtruslens og dermed i undergangens tegn. Over hvert af de 20 kapitler, der med en dommedags tyngde tæller ned mod nul, har han sat et dystert rock-citat, der anslår tidens stemning, og for at læserne ikke skal være spor i tvivl om, hvor forfatteren vil have os hen, hidsættes undervejs bastante kulturessayistiske gardinprædikener til at tampe budskabet ind: No future!

Yuppiernes luksusforbrug, punkernes desperation, bz'ernes aggressivitet og blondinernes dødedisko, ja, selv de litteraturstuderendes renden efter nyeste trend, var, hævdes det, sider af samme mentalitet i en tid, hvor det blev regnet for ubegavet at tænke langsigtet og lægge fremtidsplaner. At dette grove signalement skriver både det personlige og det psykologiske ind under det politiske og det sociologiske, som så vel igen søges skrevet ind under en temmelig luftig, på én gang militær og eksistentiel paraply - det er, hvad læseren en tid må acceptere, hvis han eller hun overhovedet skal nå på bølgelængde og strålingsniveau med romanen.

Kompositorisk rækker handlingen fra en overspændt translokationsfest i begyndelsen af årtiet til Jordens undergang i dets slutning. Vi føres altså fra en erfaringsmæssigt og faktuelt velfunderet generationsrealisme til en slags kontrafaktisk historieskrivning. Undervejs disproportioneres miljøer og begivenheder, dels ved satire og humor, dels ved grotesk overdrivelse, og selv om titlen signalerer en gennemgående figur i skikkelse af Vilhelm Funk, har vi reelt at gøre med et ret broget og spraglet personunivers, en såkaldt polyprotagonistisk fiktion, et kollektiv uden fællesskab, beboet af repræsentanter for forskellige erhverv såsom pusher, cutter og hustler.

Om den bombe, Sonnergaard har bygget, nu betjener sig af fusion (driver sine bestanddele sammen) eller fission (river dem fra hinanden), står hen i det uvisse, men at han er sig usikkerheden bevidst, understreger han ved en fjerdedel inde i værket simpelthen at lade sin jegfortæller ('Jan') dø og afløse af en (fiktionalt usandsynlig) alvidende beretter, der ganske vist kalder sig 'jeg' ude i en grav på Vestre Kirkegård, men ikke desto mindre samtidig fistrer omkring i fiktionsrummet, med fri adgang til personernes indre!

Jeg har spekuleret en del over, hvad denne fortæller-indretning i grunden skal være godt for, og er kun nået til, at den måske skal markere, hvordan forfatteren som individ på et vist tidspunkt er gået ind i og blevet opslugt af sin tid. Derudover skal grebet naturligvis understrege, at romanen står som litterær 'konstruktion', som når Kirsten Thorup i Himmel og helvede gør bipersonen Jonna til fortæller uden at lade hende agere, eller som når Sonnergaard selv i antologi- og dansktimeklassikeren »Polterabend« (fra Radiator, 1997) opfinder en jeg-fortæller, der over lange stræk ikke er til at skelne fra en gammeldags alvidende tredjepersonsberetter. Usikkerhed og dobbelttydighed frem for stabilitet og entydighed, jo, Jan Sonnergaard ligner på godt og ondt sig selv.

Roeknolden Axel

Stofmæssigt færdes romanen nu ellers sikkert i skiftende miljøer. Der er palæagtige privatboliger i Søllerød og Klampenborg, barer og spisesteder i Københavns indre by, lejligheder hvor der kneppes efter bedste evne, og andre hvor der handles med stoffer. Overalt bliver der drukket i et sådant omfang, at man næsten kunne tro, at forfatteren var sponsoreret af Taster Wine eller lignende. Nogle af personerne krydser grænserne mellem kulisserne: Det gælder således Iben, der både færdes i forstæderne og studerer jura, siden litteraturvidenskab. Og det gælder roeknolden Axel (kalkeret over Sonnergaards gamle studiekammerat Knud Romer Jørgensen), som både drikker med yuppierne og holder party i sin (forældrebetalte) lejlighed på Grønningen med Rilke i specialet og Walter Benjamin i reolen. Havde det ikke været for disse og andre grænsekrydsere, kunne man med rette have anket over, at romanens verden hang temmelig dårligt sammen, og ment, at det var af denne grund, at den så hårdt havde brug for atomtruslen som overordnet metafor-paraply.

Dog, manglen på stofmæssig sammenhæng er intet imod tekstens fravær af stilistisk identitet, som måske bedst kan beskrives sådan, at en række litterære hensigter tilfældigt har mødt hinanden på en bar og besluttet at flytte ind i Jan Sonnergaards roman. Her har de billedligt talt valgt sig et værelse hver, hvori de sidder og fiser den af, imens fællesrummene står ubenyttede hen.

Fire-fem stilistiske stemmer

Den første stemme er en intellektuel Klogefar, der siger 'blot' i stedet for 'bare' og snakker dybsindigt om 'empati' og kan slå om sig med så labre fraser som 'sub specie aeternitatis'.

Den anden stemme tilhører en opgejlet yuppie, der taler om 'pagne' og 'baner' og 'spjæt' og siger 'cola', når han mener kokain.

Den tredje stemme er et flovt forsøg på at mime en rigtig »ægte mundtlig« fortæller. Han hakker gevaldigt i det med overflødige adverbielle indskud af typen 'for så vidt', 'sådan set', 'så at sige' og 'jo'.

Den fjerde stemme er muligvis underafdeling af den tredje, men kendes i hvert fald fra Sonnergaards noveller med deres hyperbolske repetitioner. Lad mig nøjes med tre (ret ulidelige) eksempler: »Det var en blød, blød følelse at sniffe den nye kvalitet, og det var en stærk, stærk virkning.« - »Det var svagt, det var meget svagt, det var et svaghedstegn, der straks måtte elimineres.« - »Hun var i høj kurs, meget høj kurs.« Muligvis har man her at gøre med ondsindede parodier på Jørgen Leths diktion, men i sammenhængene, hvor passagerne står, virker de som decideret tomgang.

Nå, ja, så er der også en femte stemme, der lyder som John Danstrup i de gode gamle dage, når den med belæg i historisk research gennemgår den i sig selv interessante historie om atombombernes udvikling fra 1940'erne til romanens egen tid.

Summa summarum: Man må være en cementhjerne, hvis man ikke ruskes op af Sonnergaards ind imellem præcise og kraftfulde skrift. Men for mig at se hænger bogen skidt sammen stilistisk , og jeg har en lumsk mistanke om, at forfatteren selv har fornemmet det, siden han i den grad har søgt at brande sin bog på dens stof. Går man efter æstetisk konsekvens og indre kohærens, vil Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom være en fuser. Går man efter tidsstemning, vil den være en sikker succes. Selv bryder jeg mig ikke om så anstrengt og over-arrangeret en bog, hvori der står Karl Smart malet hen over hver eneste side, men læst, det bliver den jo nok.

Fremtidens universitetsopgaver må meget gerne kunne forklare, hvordan Iben fra side 9 til 11 skifter fra »sort hår« til »lyse krøller«, eller hvorfor Jan Sonnergaard først kalder Klaus Riskær Pedersen ved rette navn og så går over til at benævne ham Pilehøj. Og går opgaveskriverne tillige op i noget så gammeldags som værkets relation til virkeligheden, må de også godt kunne udrede den sære gimmick, forfatteren har skabt ved op til sin bogs udgivelse i interview at tale hånligt om »en person ved navn Knud Romer«, som har skrevet en bog om Nykøbing Falster og sin mor, kort før den læsende verden skulle erfare, at en person ved navn Jan Sonnergaard har skrevet en bog ikke kun om Virum, men også om sin studiefælle Knud Romer...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu