Læsetid: 5 min.

Dødsmessen over alle dødsmesser

Verdis Requiem er blevet indspillet af Antonio Pappano og hans italienske kor og orkester. Resultatet er respektindgydende, men det overskygger næppe fortidens legendariske versioner
17. oktober 2009

Der er nogle få storværker i den klassiske kanon, som udøver en særlig magnetisme på såvel det brede som det smalle publikum. Værker som man for enhver pris må opleve, når lejlighed byder sig. Et sådant værk er Verdis Requiem. Ældre koncertgængere vil overgå hinanden i lovprisningen af historiske opførelser i hovedstaden, eksempelvis med Det Kgl. Kapel under Sergiu Celibidache i 1963, som blev anmeldt af Hansgeorg Lenz i denne avis under rubrikken 'Verdis Parsifal'. Den velargumenterede kritik gik bl.a. på de umådeligt langsomme tempi, men Lenz roste faktisk alle medvirkende, heriblandt den finske bas Kim Borg, på de givne betingelser. Alligevel blev Celibidache edderspændt, og han proklamerede, at han aldrig mere ville sætte sine ben i København, så længe denne ondsindede anmelder befandt sig samme sted. Det kom nu ikke til at holde stik.

Verdis Requiem er også et kultværk på cd. Mange store dirigenter har indspillet det: Reiner, Fricsay, Karajan, Solti, Bernstein, Harnoncourt, Gardiner og ikke mindst italienerne Toscanini, Sabata, Serafin, Giulini, Abbado og Muti. Plus flere håndfulde mindre store ånder, så enhver kan finde et requiem efter sit hoved og hjerte. Nu har endnu et italiensk koryfæ meldt sig til optagelse i kongerækken. Antonio Pappano er chef for Covent Garden Operaen i London, men optagelsen kommer fra hans andet lille kongerige i Rom, med koret og orkestret fra Santa Cecilia Akademiet.

Klangskønt teamwork

Forcen ved den nye version ligger netop i de syditalienske tropper, ganske overraskende fordi man slet ikke forventer noget exceptionelt fra den kant. Det plejer at komme fra La Scala i Milano, men Santa Cecilia-ensemblerne spreder gennem hele optagelsen en duft af højt internationalt niveau under Pappano. Der bliver spillet med imponerende dynamisk kontrol og gennemsunget mediterran udtrykskraft. Modsat den lidt kyske nord-europæiske kortradition bekender Pappanos kor sig til hjemlandets sanselige operaverden, men uden de solister i maven man ofte hører hos italienske korsangere, kort sagt et disciplineret, klangskønt teamwork.

Solistholdet brækker så at sige over på midten. Den mexicanske supertenor Rolando Villazón synger ofte i sin egen boldgade, allermest generende i den stønnende solosats »Ingemisco«. Mezzosopranens parti er vel det mest eksponerede af de fire, som Verdis udsending på en særlig mission, og det kan italieneren Sonia Ganassi ikke altid leve stemmemæssigt op til, hvorimod de to tyskere på flankerne, sopranen Anja Harteros og bassen René Pape høres som særdeles velcastede.

Antonio Pappanos udlægning af partituret er gennemgående respektindgydende. Han skal roses for en udsøgt pejling af det indledende Requiem og »Kyrie«. Og længere henne i værket, i offertoriets to satser, kan jeg ikke mindes at have hørt en så fint afbalanceret udførelse af dette gennemgående meditative forløb, som følger efter »Dies Iræ«, den spektakulært dramatiske sekvens om Dommedag. Så langt, så godt.

Flydende lava

»Dies Iræ« kunne være mødestedet i sammenligningen med andre versioner. Meget lykkes godt for Pappano i forhold til de fleste, men han bliver nu sat grundigt i skyggen af de få udvalgte. Den første strofes sindsoprivende drama med smældende trompeter, kakofonisk stortromme og styrtdykkende violiner må være værkets locus classicus overhovedet, og godt nok sætter Pappano dampen gevaldigt i vejret, men det lyder som det rene vand i forhold til den lavastrøm, der flyder ud af højttalerne hos Ferenc Fricsay tilbage i 1954. Her udsættes man for et veritabelt allegro agitato, som der står hos Verdi, og hvornår er man blevet gennemblæst i marv og ben af så fræsende dommedagstrompeter?

I »Tuba mirum«, bassolistens arioso om dødens og naturens bæven på menneskets store regnskabsdag, mærker man for alvor forskellen på det udmærkede og det uforglemmelige. Hos Pappano gør René Pape god fyldest med sin pragtrøst, men man bliver ikke revet med ind i den store hvide flok af syndere. Hos Fricsay er grundtempoet mere sitrende bevægeligt, Kim Borg står mageløst autoritativ som selveste Skt. Peter, og rædslen forplanter sig til sidst langsomt sivende fra den frysende blæserakkord til de sublimt timede pauser, hvor døden slår dæmpede slag på stortrommen.

Åndeliggørelse

Pappanos afdøde landsmand Carlo Maria Giulini stod i sine unge dage for det, der skulle blive referenceindspilningen af Verdis Requiem. Men hurtigt efter de sidste takes i London april 1964 og befriet for den ulideligt indblandende producer Walter Legge, opførte Giulini værket med samme orkester og kor, men med fire nye solister. BBC sendte koncerten direkte, for nogle år siden kom den på cd, og efter min mening overgår den pladeindspilningen ganske betragteligt. Lyden er i mono, som hos Fricsay, men det burde man hurtigt glemme i disse Beatles-revival-tider. Hvad der for nutidige ører måtte være vigtigt med hensyn til teknisk perfektion og skønsang, bliver her temmelig underordnet, for Giulini ville først og fremmest noget vigtigere. Hans kraftfulde åndeliggørelse af dødsmessen forvandler den på en vis måde til Verdis Matthæuspassion, i kraft af solisternes ekstraordinære nærvær og ensemblernes elektrificerede forvaltning af klang, rytme og puls. Et par nedslag i »Dies Iræ« kan tydeliggøre klasseforskellen mellem denne og den nye version.

Manende sibylle

I »Liber scriptus« fortæller mezzosopranen om Dommerens opslagne bog og hans altransagende blik, det er en recitation, der kalder på flammende toptoner og et bredt favnende brystregister. Hos Sonia Ganassi og Pappano fyldes scenen ikke ud, hverken i bredden eller dybden, hvorimod Grace Bumbry træder frem som en mesterligt manende sibylle, og omkring hende åbenbarer Giulini et betagende clairobscur i klang og gestus.

Som malet af Caravaggio. I den afsluttende bøn Lacrymosa følger Pappano sine tropper smukt til dørs, og så ikke ret meget mere. Hos Giulini hører man i højere grad den religiøse følelse end den smukke musik, den let enfoldige melodis gang gennem satsen og ikke mindst de tilstødende kontrapunkt bliver infuseret med en gudsvelsignelse af subtile detaljer, så man som involveret lytter måtte være en sten for ikke at ende som troende på den sidste akkord. Og sådan kunne man blive ved, uden at det egentlig skal diskvalificere Antonio Pappano, for han må trods alt placere sig blandt topkandidaterne, når man skal vælge en moderne cd-version af denne dødsmesse over alle dødsmesser.

Verdi: Messa da Requiem Anja Harteros, Sonia Ganassi, Rolando Villazón, René Pape Santa Cecilia Akademiets Kor og OrkesterDirigent: Antonio Pappano EMI 50999 69893629 (2009)

Maria Stader, Marianna Radev, Helmut Krebs, Kim BorgRIAS Kammerkor, Skt. Hedwig Katedralens KorRIAS SymfoniorkesterDirigent: Ferenc Fricsay. DG The Originals 447 442-2(1954)

Ilva Ligabue, Grace Bumbry, Sándor Kónya, Raffaele Arié Philharmonia Kor og Orkester Dirigent: Carlo Maria Giulini BBC Legends 4144-2 Findes også som dvd på EMI (1964)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu