Læsetid: 5 min.

Vi var faktisk lige nogen, der dansede

Ditte Giese har begået en art hedonismens opslagsværk. For hvor var det sjovt dengang i 90'erne. Det var så sjovt, at man næsten får kvalme af at tænke på det nu
Ditte Giese har begået en art hedonismens opslagsværk. For hvor var det sjovt dengang i 90'erne.  Det var så sjovt, at man næsten får kvalme af at tænke på det nu
22. oktober 2009

Nøj, hvor havde vi det bare sjovt i 90'erne. Der blev introduceret gogo-dansere og bodytequilas på diskotekerne (tænk, at man overhovedet gad gå i byen før). Poul Kjøller fik en revival, og Kenneth Bager en vival (hvilken gevinst for musikhistorien). Og så var der Husk lige Tandbørsten og stand-up (hvor blev vor kultur beriget). Vi dansede rundt i en støvsky af kokain. Tog på backpacking og satte en nål på kortet, når vi havde knaldet en ny nationalitet. Det var total optur.

Og det er da virkelig noget, man har lyst til at mindes med en hel bog. Man må da straks gå ind og booke billetter til filmatiseringen. Men alarmér Falck inden, for du kommer til at dø af grin. Ha ha, for satan, ha ha.

Bogen om 90'erne har undertitlen »fortællinger fra det sjove årti« og forfatter og journalist Ditte Giese har stillet diagnosen 'kronisk ironisk' over den generation, der var ung i 90'erne. På linje med Lasse Rimmers karakter Jørgen Gunga-din fra Casper og Mandril-aftalen var ungdommen i 1990'erne sygeligt ironiske. Det var en forsvarsmekanisme, mener forfatteren. Det lagde et lag af distance mellem de unge og virkeligheden. »For når alt formuleres i gåsetegn er der heller ikke noget, der er farligt.«

Bemærk, at denne anmelder selv tilhører den generation, der var ung i 1990'erne. Og man bliver sgu helt flov. For hvor har hun ret, Ditte Giese. Alt skulle bare være sjovt, ellers var det overhovedet ikke værd at beskæftige sig med. I disse så gravalvorlige klima-bekymringstider, hvor der er kønssygdomme og rygere overalt, bliver man da helt flov over, hvor sjovt man ville have det. Især fordi det, vi syntes var sjovt, overhovedet ikke var det, og det var det, der var sjovt. Hvor må alting have været umådeligt kedeligt, når man begyndte at synes, at Sussi og Leo var sjove.

Spejl og selvransagelse

Med små udsagn fra de unge selv, citater fra popkulturen og nedslag i tendenserne holder Ditte Giese et spejl op, og billedet er ikke kønt. Heldigvis er forfatteren selv med på billedet, ellers ville det ikke have haft den samme effekt. Man savner blot, at det bliver sat ind i en samfundsmæssig sammenhæng. Forfatteren kommer kort ind på det i sit forord, der i øvrigt er det bedste ved bogen:

»70'ernes og 80'ernes unge havde på mange måder erobret det, der var at erobre, besejre og kæmpe for. Vi havde derfor kun os selv tilbage at kæmpe for og kom aldrig til at stå samlet som generation.«

Et andet bud i bogen er, at vi i et helt årti lever højt på en fodboldsejr i 1992. Jeg ved ikke, hvad der ville være mest pinligt. Men dybere ned i en årsagsforklaring kommer vi i hvert fald ikke. Man får det indtryk, at tendenserne, der hersker i ungdomskulturen, vokser frem helt frigjort af det samfund, de udfolder sig i. Men det synes også at være én af forfatterens pointer: »Måske kunne vi bare godt lide at danse 14 timer i træk med en flaske vand i hånden og bløde sko på fødderne i en nedlagt dynefabrik i Nordhavnen. Og længere var den måske ikke.«

Men spørgsmålet er, hvad bogens relevans så er. Hvad vil den så andet end at være et underholdende skrevet nostalgitrip med flotte billeder. Måske ikke noget. Ligesom dem, bogen handler om.

Popkultur

Ditte Giese er kulturjournalist på Politiken, hvor hun især skriver om musik, ungdomskultur og natteliv, og det kan ses i den tilgang, hun har til 1990'erne. De unge var enten til rave, grunge eller hiphop. Og hun skriver med stor viden om de tre subkulturer. Igen kommer bogens subjektivitet læseren til gode. Hvis Ditte Giese nu var vokset op i provinsen i stedet for i København, så var bogen blevet kedelig. Og ikke på en sjov ikke-sjov-måde. Bare kedelig. Men nu oplever man altså 1990'erne gennem Ditte Giese, og især i afsnittet om hiphop bliver teksten selvransagende. Ditte Gieses fortælling om at være kvinde i en så udpræget mandekultur er tankevækkende.

Bogen er dedikeret popkulturen. Et helt kapitel er dedikeret til tv-serien Beverly Hills 90210, og denne generation er da også den første, der vokser op i en verden, hvor underholdningsindustrien dominerer, og man identificerer sig med på alle måder todimensionerede karakterer. Men ser man ud over popkulturen, så var der ikke den samme ligegyldighed.

Men litteraturen og kunstverdenen er ikke repræsenteret i Gieses bog, medmindre man medregner raptekster og street-art, hvilket man vel i princippet er begyndt at gøre. Og netop i litteraturen fandtes der mulighed for en form for aflad for al den nydelse. For eksempel Jan Sonnergaards radiator-realisme iscenesatte samfundets uskønne eksistenser på en måde, der var umulig at distancere sig fra, selv efter en EM-sejr. Det kunne have været interessant og slet ikke irrelevant også at få et tværsnit af dansk 90'er-litteratur.

1990'ernes litteraturscene er jo også kendetegnet ved, at den krig, der ifølge Ditte Giese var så langt væk - helt nede på Balkan - satte gang i overvejelser blandt forfatterne om, hvorvidt man som forfatter skulle tage aktivt stilling til krigen, eller om litteraturen var et rent æstetisk anliggende. Og blikket løftede sig et øjeblik fra navlen.

Festen er slut

Men i stedet for at undre sig over det, der mangler, kan man jo i tidens ånd glæde sig over det, der er. Mindes de frygtelige dage i april 1994, da nyheden om Kurt Cobains selvmord kom frem. Få lyst til at gense Broder Salsa og Bjarne Goldbæk i DR-arkivet. Spise lyserøde piller og danse sig ihjel.

Heldigvis har vi det ikke så sjovt længere.

»Det sjove årti sluttede endegyldigt tirsdag den 11. september 2001. Så var der ligesom ikke mere at grine af. Agtigt,« skriver Ditte Giese og illustrerer her med stor finesse den modvilje, der fandtes i forhold til al alvor.

Og det var da også helt vildt irriterende, at de fløj ind i de tårne og sluttede festen. Vi var faktisk lige nogen, der dansede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu