At vi alle skal dø, er ikke nogen hemmelighed, men ligefrem at få døden i vuggegave og at blive opfostret på ren memento mori er barske betingelser. Netop det er der imidlertid tradition for i Gamle K.'s slægt, hvor man planter et træ for at måle sin egen livsbane, lægger sig til rette i livet som til en eftermiddagssøvn og sover i en kiste for ikke at komme til at ligge familien til last. Gamle K. beskrives indledningsvis som barn, hans navn skyldes sønnens gengivelse af, hvad faren har fortalt, men det finder vi først ud af senere, og det første indtryk af ham som en uhyggelig og grotesk puer senex-figur, et gammelt barn, er uafrysteligt.
Dette gamle barn er født ind i en familie, som ikke føler nogen lykke ved at være blandt de overlevende midt i det krigshærgede 1900-talsEuropa. Som polakker i Schlesien frygter de først den ene, så den anden krig, og derefter det kommunistiske diktatur, men mest af alt frygter de efterhånden selve livet. De er livsangste og dødsfikserede, og hvor fascinerende og sprogligt veloplagt sønnens fortælling end er, tager man sig i at undres over, hvordan den historie kan føres videre. Det kan den imidlertid, fordi Gamle K.'s søn er en digter, der evner at omforme sin egen historie, den sidste håbløse krølle på slægtens dødsspiral, nu også tynget af decideret børnemishandling, til livskraftig kunst.
Historien bygger på den polske forfatter Wojciech Kuczoks (f. 1972) eget liv, men, som han forklarer det i bogens efterskrift, i form af en »antibiografi«, »som en strimmel endnu ikke fremkaldte familiebilleder«.
Det er i mine øjne en alt for beskeden metafor for et værk, der snarere tager hele familiealbummet plus alt det, der blev skjult, plus alt det, der blev sagt og tænkt, og omformer det til et formfuldendt, musikalsk poem, som man nyder læsningen af trods det barske indhold. Dermed være også sagt, at det er en fantastisk dansk oversættelse, vi præsenteres for. Kun valget af dansk dialekt - tilsyneladende sønderjysk og/eller fynsk - til gengivelse af den schlesiske dialekt er ikke heldigt; det bliver komisk i en helt anden genre end værkets egen sorte humor.
Ikke et sted for små børn
Familien K. er ikke et sted for små børn, og Gamle K. synes da også opsat på at gøre det af med svæklingen, skarnet, det lille piece of shit, som han bruger den mindste anledning til at opdrage, hvilket vil sige banke på plads. Det sker både med ridepisk og andre remedier, og til akkompagnement af normative udsagn, hvis autoritet alene hviler på hans person, som hos en ægte tyran.
Dette gennemskuer drengen, og de modsigelser, tyrannen roder sig ud i, fremstår virkelig latterlige i al deres gru. Som når han tvinger sønnen, hvis eneste fristed ellers er sygelejet, til at blive rask ved at lytte til Haydn i en uendelighed: »Mig helbredte musikken også, selvom du skal vide, sønnike, at jeg i virkeligheden aldrig har været syg, jeg har altid været et mandfolk, det vil sige, en pokkers karl.«
Moren prøver at værne om drengen, men hendes skænderier med faren, hendes rå, vulgære sprog, opleves også som overgreb af det kuede barn, som ikke selv har nogen stemme men er reduceret til to ører, og som drømmer om krig, så han kan få anledning til at skyde faren. Det sker dog ikke, men til gengæld får sønnen med sit erindringspoem gjort op med både faren, slægten og hele sin barndom. Måske kan sorg og fortræd vække kunstnerisk talent, men i dette tilfælde er det uforståeligt, at der er kunstnerisk overskud og æstetisk sans tilbage i den sønderbankede dreng, at han ikke bare har fået en stemme, men formår så eftertrykkeligt at tage afsked med fortiden, begrave barndomshjemmet og alt, hvad det rummede. Som ordkunstner går han til dels i fædrene fodspor, idet den voldelige, afstumpede far chokerende nok er billedkunstner. Men hans personlige, poetiske sprog, som allerede har affødt adskillige værker, er, forstår vi nu, i høj grad et opgør med netop farens normtyranni. Denne unge polske roman fortjener sin store udbredelse, og Batzer & co skal have stor tak, fordi vi også får lov at læse med.
