Det er en del af fornøjelsen ved mit fag med jævne mellemrum at løbe ind i musikpuritanere. Folk, som har udstukket et ret snævert område, de finder musikalsk givende. De finder som regel også større glæde ved at tale om den musik, de ikke bryder sig om, end den de påstår at holde af. Variationen blandt puritanerne er stor - »jeg hører kun hiphop«; »kun støjrock til mig, tak«, »altså, jeg er mest til verdensmusik«; »den elektroniske musik er den eneste gangbare«; »jeg holder af Brahms - og kun Brahms« osv.
Til gengæld er der således ofte konsensus blandt disse musikkens svar på calvinisterne om at pop - især den vestlige - er en vederstyggelighed, der på linje med kamphunde, menneskesmuglere og unge mennesker i al almindelighed burde forbydes. Det er simpelthen det værste, der er overgået menneskeheden siden skorpefri ost. Og gu er det da skrækkeligt med overvældende vellyd, indbydende produktioner, fængende melodier, dansable beats og hvad ved jeg - det er jo den skinbarlige prostitution. Det er underlødigt, er det og i det hele taget bevidst manipulation, der påduttes os af onde multinationale selskaber, der benytter sig af ungt kød som blikfang for at flå pengene op af lommen på os.
Nå, men jeg har aldrig rigtig haft nogen penge, men altid været et popvrag og alt andet end kostforagter; jeg holder alt for meget af musik til at lade mig begrænse af genrefascisme og andre toldmure. Og ville såmænd ønske at kunne påstå, jeg kun gik efter kvalitet, men nogen gange får jeg såmænd også et kick ud af noget, der er lidt skod i det - på den fede måde, naturligvis.
Således faldt jeg pladask for sekstetten Alphabeats første tre-fire hits - »Fascination«, »10.000 Nights« og især »Boyfriend«, alle sammen glimrende at danse nøgen foran et spejl til - fordi de kan og gør alt, hvad man kan forvente af den slags. Der er noget frigørende og forløsende over god pop, et uforpligtende frikvarter i en verden, der ikke dyrker nåden og barmhjertigheden i stor stil og som sådan har poppen sin fulde berettigelse. Et helt album med samme er derimod en anden snak, både hvad angår debuten This Is Alphabeat og nu efterfølgeren, The Spell. Det er firserinspireret sodavandspop, fuld af fest og farver, men også temmelig formelpræget og forudsigeligt. Jeg mener at kunne høre et par stensikre hits blandt pladens 10 skæringer, her i blandt titelnummeret. Men må bekende, at det er svært at holde interessen fanget hele vejen igennem. Summa summarum - Alphabeat? Ja tak! Bare i små portioner, tak.
Stemningsfuld lydflade
I den flimrende og omskiftelige verden, vi lever i, er bratte overgange intet problem, ja, det er lige før vi begynder at kede os (og det er jo det værste, der kan overgå os!) uden samme, så derfor er der intet odiøst i ovenpå Alphabeats charmerende tomme kalorier at begive sig ind i DJ'en og produceren Holbeks (aka Steen Rock) verden på hans fine debut, Frit løb.
Holbeks cv inkluderer navne som Nobody Beats the Beats, Malkin Zany, Hvid Chokolade, The Crooked Spoke og UFO-Yepha, så udgangspunktet er åbenlyst hiphop, men det er nu ikke sådan at høre på albummet her, idet han har samarbejdet med en række sangere frem for rappere. Og et par af dem er såmænd prominente nok - Peter Sommer, Steen Jørgensen og Joy Morgan - men flertallet er mindre kendte, men ikke mindre spændende af den grund.
Numrene er blevet til på den måde, at Holbek har kreeret en række tracks, de forskellige vokalister har kunnet arbejde frit videre med. Eneste deciderede dogme har været, at det skulle foregå på dansk, og det forekommer at være en fornuftig disposition, thi stilgrebene på skiven her kendes i vid udstrækning fra fænomenet triphop. Derfor har valget af sangsprog været med til at give projektet et skær af originalitet.
Man skulle tro, at de mange forskellige stemmer ville gøre albummet uegalt, men det hænger fint sammen fra start til slut, båret igennem af stemningsfyldte lydflader, staccato-keyboards og alskens rytmisk hejs, der suser ind og ud af mixet.
Samarbejdet med Peter Sommer (med hvem Holbek tidligere har skabt hittet »Tigger«) på to skæringer - det ene suppleret med rapperen Khal Allan - giver umiddelbart bedst mening, men også et så ubeskrevet blad som sangerinden Signe Marie Schmidt-Jacobsen får meget ud af sit nummer. Pladen indeholder ingen svage skæringer som sådan, men melodisk set er den nok en anelse tyndbenet, hvilket må tilskrives metoden, den er skabt på. Men Carsten Bentzen får det imposante »Hvileløs« til at minde om mere klassisk sangskrivning og er nok det tætteste, man her kommer på et hit.
Pladens poetiske højdepunkt står Maria Hamer-Jensen dog for med det intense og stofligt mættede »Hudløs«, der ryger lige i iPod'en, så snart jeg er færdig med at skrive! I øvrigt sammen med flere af Frit løbs fine numre.
Et overall imponerende og fornemt forløst projekt, der skaber respekt om såvel ophavsmand som de mange vokalister.
Weltschmerz/melankoli
Og så drejer vi os lige en 180 grader og zoomer ind på musikerkollektivet Codys debutskive Songs, en tungsindig sag, hvorfra weltschmerz og melankoli går den sagesløse lytter i møde i så fortættet grad, at det er lige til at blive i godt humør af.
Det tætteste vi på dansk jord kommer amerikanske Lambchop, kan bandets struktur faktisk også minde lidt om samme - i centrum en stærkt dominerende sanger-sangskriver, vi kan jo kalde ham Kaspar Kaae, omgivet af et have af musikere (12 i alt, hvoraf syv er faste medlemmer af ensemblet), der alle brillerer i at spille så lidt som muligt. Thi trods det heftige opbud af musikere er pladen hverken travl, overfyldt eller myldrende, her er masser af luft instrumenterne imellem, og der skal ikke herske tvivl om, at den åbenlyse grundighed, der er lagt i pladens arrangementer, er endog overmåde hørbar.
Og man kommer ikke meget længere fra hitlisterne end her, selvom det egentlig ville være forfriskende, hvis en sang som »I Want You« gik hen og blev et gigahit lige midt mellem Aquas skrækkelige (skrækkeligt som i 'uden forsonende elementer') sag om firserne og Kate Perrys flot indpakkede løgnehistorie om at have kysset en pige. Men det ville vist være som at hænge et maleri af Hammershøi op mellem to af Warhols farvestrålende silketryk.
Stilen her kaldes americana og det er da også så ur-amerikansk i klangen som tænkes kan. Der skulle således ikke være noget til hinder for, at bandet med disse 11 sange i bagagen kunne gøre et indtryk i det store udland, for det matcher på mange måder det meste amerikanske musik af samme art, ja Kaae er så god en sangskriver, at han må siges at ligge over gennemsnittet.
Originalt kan man på den anden side overhovedet ikke kalde det - tværtimod er vi tæt på kopimusik, idet det ligner den ægte vare til forveksling, men der er altså en intelligens, en tæft og eftertænksomhed til stede her, som i sidste ende vækker respekt.
Det udenlandske eventyr vil derfor næppe besidde helt samme gennemslagskraft som for eksempel Alphabeat, der skam også hugger med arme og ben og i processen har fået lagt Storbritannien ned - men så til gengæld måske med større langtidsholdbarhed. På den anden side - en af de få sange fra 1800-tallet, folk husker i dag, er den der »Oh Susanna«.
Det er den ondelyneme svært at spå. Især om fremtiden.
Alphabeat: 'The Spell' (Copenhagen Records) Udkommer i dag
Holbek: 'Frit løb' (Sonny B Records/Universal) Udkommer i dag
Cody: 'Songs' (Slow Shark Records/VME) Er udkommet
