Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Selv fornedrelsen har en skønhed

En af Herta Müllers tidlige bøger fra før flugten til Vest viser forfatteren fra sin hårdeste og samtidig mest poetiske side
Kultur
15. oktober 2009

I forbindelse med tildelingen af årets nobelpris i litteratur til den rumænsk-tyske forfatter Herta Müller hed det i en kritik af hendes forfatterskab, at det er monomant og lukket om sig selv. Det er rigtigt, at alle hendes bøger kredser om det samme tema, nemlig totalitarismen og den særlige sadisme som det rumænske styre udøvede over for sine borgere med henblik på at nedbryde deres menneskelighed.

Den dom over forfatterskabet er imidlertid mere en smagssag end en egentlig æstetisk vurdering. Man kunne sige det samme om en række andre store forfattere som Imre Kertész og Primo Levi. Deres forfatterskaber er også monomane, og det gælder vel det meste af den litteratur, der er født af en nødvendighed, og som ikke altid er lige let fordøjelig og rar.

Mennesket er en stor fasan i verden, der tilfældigvis lige er udkommet på dansk her midt i nobelfejringen fra det lille forlag Batzer & Co, er en af Herta Müllers tidlige bøger, skrevet før hendes flugt til Berlin i 1987. Bogen er Herta Müller i ren form, det vil sige en kort og præcis prosa som sine steder næsten ligner lyrik.

Handlingen udspiller sig blandt mentalt ødelagte mennesker i en landsby i det tyske mindretal i Rumænien under Ceaucescus diktatur. Mølleren Windisch har besluttet sig for at udvandre til vesten. For at få de rette papirer betaler han med natlige sække med mel til borgmesteren. Og han betaler, da det også bliver nødvendigt, til præsten og politimesteren med sin unge datters krop. I det ødelagte samfund er naturalier og unge kroppe den eneste omsættelige værdi.

Meget synes usselt og trøstesløst. Mænd og kvinder er sårede på sjælen. Mændene kommer fra russisk krigsfangelejr, og kvinderne har betalt for overlevelsen med deres krop.

Foreningen af Windisch og hans nye kone Katharina beskrives således: »Windisch var kommet tilbage til landsbyen fra krigsfangenskab. Landsbyen havde været såret af de mange døde og savnede. Barbara var død i Rusland. Katharina var vendt tilbage fra Rusland. Hun ville giftes med Josef. Josef var død i krigen. Katharina var bleg i ansigtet. Hendes øjne var dybe [...] Windisch havde kysset hende den første lørdag i den sårede landsby.«

Ingen dikkedarer, men rene klare hovedsætninger. Windisch og Katharina er forenede i fornedrende hor, og hver aften, når Windisch i sengen vender sig om mod hende, afføder det hendes »umenneske«!

Der er ikke meget at glæde sig over i Herta Müllers lille roman. Og alligevel lykkes det hende at skrive en særlig poetisk stemning frem midt i det hårde liv. Noget, der virker som en slags forsoning med det store hårdtprøvede og ucharmerende menneske, som også ligger i den ellers kryptiske titel på bogen.

Herta Müller skriver prosa, så det næsten bliver poesi. Se eksempelvis denne beskrivelse: »Kragerne fløj hen over majsen. De satte sig på majstænglerne. De var af kul. De var tunge. Majsstænglerne gyngede. Kragerne flaksede.« Eller lige efter: »Da kirketjeneren var i landsbyen igen, mærkede han sit hjerte hænge nøgent og stift mellem ribbenene. Æsken med asken lå ved siden af buksbomhækken.«

Sådan kan vist kun Herta Müller skrive, og hendes fantastiske sprogtone er som altid fanget med stor lydhørhed og præcision af hendes kongeniale danske oversætter Karsten Sand Iversen.

Mennesket er en stor fasan i verden minder os om, hvad rigtig litteratur kan. Det er ikke en ubetinget nydelse at læse og sluge sætningerne. Man bremses op og støder som læer mod sprogets hårde kanter. Dér hvor det også gør lidt ondt. Dér hvor mennesket fremstår i al sin nøgenhed, udsathed og åndelige armod, samtidig med at det mødes med en stor skønhed og vilje til livet på trods.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her