Læsetid: 6 min.

Fortællingen trommes frem

Per Øhrgaards nyoversættelse af Günter Grass' 'Bliktrommen' er ikke bare en modernisering af en forældet version, men en berigelse af det danske litterære sprog og et bidrag til den aktuelle danske litteraturhistorie, som burde skrives på Forfatterskolens pensum
Historisk. Det er svært at afgøre, hvad drengen Oskar (her spillet af David Bennent i filmen af samme navn fra 1979) er, men i hvert fald driver en mægtig energi den fortælling, han i gevaldige sætninger trommer frem af erindringen, om sit liv og sin slægt og et halvt århundredes tysk historie. Trommer han med eller mod historiens strøm? Vil han tromme og skrige tiden til at standse, eller vil han tromme og skrige den i gang?

Historisk. Det er svært at afgøre, hvad drengen Oskar (her spillet af David Bennent i filmen af samme navn fra 1979) er, men i hvert fald driver en mægtig energi den fortælling, han i gevaldige sætninger trommer frem af erindringen, om sit liv og sin slægt og et halvt århundredes tysk historie. Trommer han med eller mod historiens strøm? Vil han tromme og skrige tiden til at standse, eller vil han tromme og skrige den i gang?

15. oktober 2009

Åh, den Grass'ske syntaks... Ganske vist er det tyske sprog kendt for sin evne til at kunne komprimere en mængde led og attributter og prædikater og dertil hørende underordninger i én og samme sætning, men Günter Grass driver denne evne til det yderste, så det er en fryd. Og nu har vi fået denne fryd på dansk, i Per Øhrgaards nyoversættelse af Bliktrommen (1959), som i overensstemmelse med moderne oversætter-etik lægger sig tættere op ad originalens syntaks end Mogens Boisens fra 1961.

Som Øhrgaard skriver i »Oversætterens efterord«, er han modstander af at »glatte« teksten: »Man oversætter for at berige sin egen litteratur med noget, den ikke allerede har; det gælder også sprogligt.«

Beriget er vi altså blevet med Bliktrommens syntaks og med den helt særegne stemme, som udgår fra dens jeg-fortæller, mandslingen Oskar - en voksen mands køn og bevidsthed i en tre-årig drengs krop. Dæmon eller engel, frelser eller ulykkesfugl, hånlig eller medfølende, fortvivlet eller ironisk, symptom eller modgift - det er svært at afgøre, hvad Oskar er, men i hvert fald driver en mægtig energi den fortælling, han i gevaldige sætninger trommer frem af erindringen, om sit liv og sin slægt og et halvt århundredes tysk historie, fra sin mors undfangelse under kartoffelkonens fire skørter på sletten ved Østersøen, til sin egen nutid (romanens samtid) på en anstalt for sindslidende, fra årtierne før den første store verdenskrig til årtierne efter den anden.

Trommen

Hør dem nu, de gevaldige trommehvirvlende sætninger, hør den nu, den Grass'ske syntaks. Hør, hvordan mormor Anna, hun som under sine skørter skjulte en flygtende brandstifter og lod ham befrugte sig, hør, hvordan hun på sit fotografiske portræt i familiealbummet ('familiegraven') »intet røber om den asylgivende spændvidde i hendes fire over hinanden faldende, så fåmælte skørter«. Eller hør, hvordan den nyfødte Oskar, allerede med en voksens bevidsthed, iagttager mødet mellem en natsværmer og en elpære på fødestuen: »som om dialogen mellem natsværmer og elpære i hvert fald var natsværmerens sidste skriftemål, og der efter den form for syndsforladelse, som elektriske pærer deler ud, ikke oftere ville blive lejlighed til synd og sværmeri«.

I natsværmerens trommen mod elpæren ser Oskar retrospektivt et varsel om den bliktromme, der ved fødslen blev ham forjættet i tre-årsgave, og som gennem hele romanen bliver hans emblem. Han trommer sig gennem sine ødipale trængsler, han trommer sig gennem nazi-paraderne (først i takt, siden i modtakt), han trommer sig ind i en gøglertrup af dværge og med dem rundt i krigens Europa, han trommer sig ind i kvinders skød (med sin »ellevte finger«, sin »tredje trommestikke«), han trommer sig ind i efterkrigstidens amerikanske jazz, og han trommer på galeanstalten, hvorfra romanen fortælles: »Havde jeg ikke min tromme, som ved dygtig og tålmodig brug kommer på alt, hvad der kræves af biomstændigheder for at kunne få hovedsagen bragt på papir, og havde jeg ikke anstaltens tilladelse til at lade mit blik tale i tre til fire timer hver dag, så ville jeg være et stakkels menneske uden påviselige bedsteforældre.«

Vreden

Destruktiv larm eller kreativ kunst, trommen er begge dele. Umiddelbart er det destruktiviteten, der udmærker Oskars andet særlige talent: at skrige glas i stykker, eller »at forvandle min vrede til glasskår«, som det hedder med en smuk metafor. Vreden over at bliktrommen tages fra ham forvandler barndomshjemmets bornholmerurskive til glasskår, og vreden over at mor går i seng med husvennen, resulterer i, at Oskar fra det høje Stockturm søndersynger alle ruderne i byens teater.

Vreden over moderens elsker, en slags infantilt, ødipalt raseri, kan synes at være Oskars urvrede. Den får ham også til at synge en juvelérs butiksrude i stykker for at gøre moderens elsker til tyv, og det kommer der følgende syntaktiske pragtstykke ud af: »Jan [mors elsker] skælvede ikke, lod sin kalveskindshånd vokse ud af frakkelommen og gå ind i himlen, og handsken forlod helvede, borttog fra himlen eller fra helvede et collier, hvis rubiner klædte alle engle, også de faldne«.

Perifraser

Ud over den prægtige syntaks kendetegnes Grass' sprog af den prægtige perifrase, det omskrivende synonym. Sjældent kaldes en person eller et fænomen i romanen ved sit blotte navn eller et simpelt pronomen. Vi har hørt, hvordan Oskars køn bliver til snart »den ellevte finger«, snart »den tredje trommestikke«. Rav hedder, når det gentages, »dette til smykke ophøjede harpiksprodukt«, lyden af oktoberregn bliver til »lydkulissen af efterårslig nedbør«, Oskars første, vaniljeduftende kæreste Maria bliver til »al vaniljes anstifter«, og en kirkeskulptur af Johannes Døberen bliver til »den med chokoladefarvet tjavsepels nødtørftigt beklædte døberdreng«. Som det kan høres, bruger Grass ikke den syntaktiske komprimering til at økonomisere med sproget, men snarere til at lade det svulme.

Symptom eller modgift

Romanen har hele sin tyngde, hele sin dynamik, hele sin originalitet, hele sin litteraturhistoriske nyskabelse i sin bizarre fortællerfigur, som ikke er let at blive klog på. Vred er Oskar, bliktrommende og glasknusende vred, men er hans vrede destruktiv eller kreativ? Er den revolutionær eller systembevarende - er den på småborgerlighedens side eller mod den? Eller er den bare, som natsværmerens stød mod elpæren, en dump og mekanisk drift, i sidste ende mod døden?

Er romanen overhovedet en skildring af Tysklands historie, eller er den en myte, en tragedie, om at bringe uorden i generationernes følge, som Oskar gør det ved at blive voksen for tidligt, lille for altid og dvæle for længe under mormors skørter ...? Er Oskar et symbol på de dødbringende kræfter, der drev Tyskland gennem to verdenskrige, eller er han tværtimod en protest mod disse kræfter? Trommer han med eller mod historiens strøm? Vil han tromme og skrige tiden til at standse, eller vil han tromme og skrige den i gang?

Konkrete scener sætter denne tvetydighed på spidsen, som da Oskar først trommer i takt til naziparaden, siden obstruerer dens takt med vals og charleston. Eller da han ved krigens afslutning under de russiske troppers ankomst rækker sin far hans hagekorsemblem, så han må sluge det med døden til følge. Er det retfærdig politisk hævn over en opportunist eller den ødipale søns grusomme hævn over sin far (som Oskar også hævner sig på ved ikke at tiltro ham det biologiske faderskab)?

Historiens pukkel

Hvis Oskar for mig at se har noget forlæg i litteraturhistorien, er det i »den pukkelryggede mandsling«, som optræder i et gammelt tysk børnerim, og som Walter Benjamin har udfoldet som allegorisk figur i sine barndomserindringer, Barndom i Berlin omkring år 1900.

Den pukkelryggede mandsling er hos Benjamin allegori på selve erindringen; hans pukkel er både den ophobede fortid og den forvanskning, som vederfares tingene, når de erindres. Han er både en urgammel figur, der har været der længe før barnet (al den ophobede tid og historie, der lægges på vores skuldre fra fødslen, akkumuleret under bedstemors skørter), og et blik fra fremtiden (fra den tid, hvor også barnets nutid har lejret sig i tidens pukkel og er blevet erindring). Måske er Grass' Oskar en lignende allegori for selve erindringen, selve tidens ophobning, selve Historien - en figur der lader sig deformere af tidens gang så vel som i protest mod tidens gang. Både et symptom på historiens byrde (i særdeleshed det 20. århundredes tunge tyske byrde) - og en protest mod den.

Oversat til dansk med den troskab mod originalsprogets opbygning, som er Per Øhrggaards fornemme særkende, kan Bliktrommen blive et bidrag til den aktuelle danske litteraturhistorie og burde skrives på Forfatterskolens pensum. I den forstand er en nyoversættelse som Øhrgaards ikke bare en modernisering af en forældet version, men en berigelse af det danske litterære sprog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu