Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Generation X er stadig fortabt

De vil så gerne i Douglas Couplands 'Tyggegummityven', men magter de det?
Kultur
22. oktober 2009
De vil så gerne i Douglas Couplands 'Tyggegummityven', men magter de det?

Douglas Couplands generation X'ere er efterhånden blevet voksne, men det har de ikke fået det spor bedre af.

Tag nu Roger Thorpe, hovedpersonen i den 48-årige canadiers niende roman, Tyggegummityven: I en alder af nogle og fyrre år er han endt som den ældste medarbejder i kontorartikel-indkøbscentret Staples. Her drukner han sit forliste ægteskab, midtvejskrisen og minderne om en trafikdræbt søn i en trøstesløs cocktail bestående af alkohol, piller, ensomhed og selvmedlidenhed. »Min Hyundai er - var - den eneste fejlfri ting i mit liv,« som han selv udtrykker det kort efter, at hans bil har fået en ridse.

Roger arbejder også på et bogmanuskript, Glove Pond, men som de fleste romaner, der ikke bliver til noget eller ikke burde blive til noget, er Glove Pond præget af forfatterens insisteren på egen smerte.

For Roger synes nedturen imidlertid at være lige ved at stoppe, da en kollega i kaffestuen falder over den dagbog, han fører.

Bethany, som hun hedder, er en 24-årige goth-pige, der bor hos sin mor og er sygeligt besat af døden. Ikke overraskende set i skæret af, at alle, der har betydet noget for Bethany, er omkommet i biluheld, af kræft eller har hængt eller skudt sig selv - veninden, bedstefædrene, Kurt Cobain, en stedsøster, en bedstemor, to rygevenner, hendes yndlingslærer, en tante, hendes stedbror og hendes kat.

Enspænderne begynder at skrive til hinanden i Rogers dagbog, og da Bethany samtidig godt kan lide Glove Pond, aner man konturerne til noget, der kunne minde om bedre fremtid for de to.

Lille og lun roman

Men så nemt går det selvfølgelig ikke. I Couplands univers er næsten alle kommet af sted hjemmefra uden den portion selvtillid, der skal til for klare sig. Desuden er de fortvivlede og frustrerede over, at livet ikke udviklede sig, som de havde håbet på, og over, at de ikke har mod til at udtrykke nogle af de længsler og følelser, de bærer rundt på.

I Tyggegummityven er alt dette resulteret i, at figurerne skriver om sig selv og hinanden i det skjulte. Men man fornemmer, at frustrationerne lige så godt kunne have eksploderet på mere kontant vis, som det eksempelvis sker i Couplands Hej Nostradamus! (2003), hvor en skoleklasse bliver majet ned i en massakre, og en af de overlevende senere giver udtryk for, at de alle er præget af »den typiske fremmedgørelse som vi er blevet alt for vant til i løbet af 1990'erne«.

Svend Ranild stod for den romans sikre oversættelse, og han gentager bedriften i Tyggegummityven, der således også på dansk er endt som et lille og lunt værk båret af forfatterens sympati for sine fortabte figurer og hans intelligente betragtninger om vestens kulturelle pejlemærker og moralske kompas.

For alle os, der er rundet af debuten Generation X (1991), er det altid godt at læse nyt fra Douglas Coupland. Trods enkelte skønhedsfejl - et noget tilfældigt møde i Paris, Bethanys skrive-stiløvelser - er det også tilfældet denne gang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her