Læsetid: 4 min.

’Vi er mange, som gerne vil have vores pik målt op, når den står rankest’

Leth og Sabroes mailbog drukner i uredigeret taletid og skribenternes angst for at blotte sig
Leth og Sabroes mailbog drukner i uredigeret taletid og skribenternes angst for at blotte sig
16. oktober 2009

Jørgen Leth og Morten Sabroes e-mailbog Det er derfor de knepper så meget i dette land er først og fremmest lang. Virkelig lang. Så lang, at man som yngre kvinde ikke kan lade være med at få flashbacks til alle de gange, hvor man til et middagsselskab er blevet hijacket af en midaldrende mand på toppen af sin karriere, som så prompte har reduceret sin borddame til en lyttende og nikkende figur, fordi han mente, at positionen, alderen og magten naturligt tildelte ham al taletiden.

Også Leth og Sabro mener, at de har ret til at tale uden afbrydelser og fraklip, i hvert fald gør de et stort nummer ud af at fremhæve, at de ikke har redigeret deres e-mails overhovedet. Det er derfor blevet til hele 338 sider, hvor de to ældre mænd skriver om livet på Haiti og i København med enkelte afstikkere til Thailand og Gilleleje, mens de funderer over film, de har set, mennesker de har mødt og kvinder, som de har kneppet eller ville ønske, de havde.

Bogen er i både form og indhold en mandlig pendant til Camilla Stockmanns og Maise Njors bestsellers Michael Laudrups tænder og Charlie Hotel Oscar Kilo, hvor man også får lov at læse med over skulderen på to mediemenneskers hverdagsbetroelser. Desværre har Det er derfor de knepper så meget i dette land ikke de to kvindelige pennevenners sproglige overskud og stramme redigering, som fik både komik og følsomhed til at stå skarpt. Tværtimod sidder man under læsningen af Sabroe og Leth og ønsker, at de havde skåret omkring 150 sider fra og kogt bogen ind til de gode mails, som også findes i bunken.

For megen pral

I bogens nuværende uredigerede snakken er det mest slående, hvor meget de to mænd praler. Hvor Stock-mann og Njors e-mails bæres af selvironi og underfundige beskrivelser af hverdagens ansigtstab er denne bog et studie i mandlig selvfremførelse, det er mere ufrivilligt komisk end rigtigt sjovt.

»Ingen tvivl om at vi er mange, som gerne vil have vores pik målt op, når den står rankest,« som Morten Sabroe skriver. Og da ingen andre melder sig, beslutter de to herrer sig tilsyneladende til at gøre arbejdet selv.

Over de 338 sider slår Jørgen Leth for eksempel fast, hvad han er god til: Jørgen Leth er god til at caste, han er god til at tale, han er god til at barbere sig og så knepper han godt, fordi han har styr på det.

Og Morten Sabroe, som tildeler sig selv rollen som underdog og egoopbygger deltager velvilligt i rosefesten.

»Du er af ret specielt stof, der går ikke ret mange af dig, rundt på kloden« lægger han ud med at sige på side 26, på side 58 sammenligner han Jørgen Leth og hans kvinder med Bogart og Bacall, på side 78 erklærer han, at han elsker Leth, fordi han er uskyldig, og på 229 sider slår han så endelig fast, at han ikke vil være bange for at rose. »Jeg er meget glad for dine mails (...) og for at sige det som det er, så forelsker jeg mig næsten i dem.«

Kom ikke for tæt på

Ros og pral gør det svært at skrive om det svære og det kiksede og dermed for alvor at sætte sig selv på spil. Morten Sabroe forsøger undervejs at fundere over, om kvinderne i Thailand ser ham som et checkhæfte, og om han muligvis har svigtet kvinder og børn i sine forsøg på at leve op til klicheen om den store kunstner? Men den slags spørgsmål gider Leth ikke at diskutere. Når Sabroe afkræver svar på, om hvem der har betalt prisen for hans livsstil, opremser Leth i stedet sine børns beskæftigelses- og familieforhold, og den evindelige diskussion om de ældre mænd og de yngre kvinder afslutter Leth ved at konstatere, at man vel har lov at værdsætte, »når en ung kvinde kommer ind i huset og løfter kjolen op for at vise, at hun ingenting har på under den.«

Først i bogens allersidste del begynder en flig af fortrolighed at opstå, så Jørgen Leth kan afsløre, at han forsøger at gå 10.000 skridt om dagen i drømmen om en fastere røv, og Morten Sabroe tør indrømme at han spekulerer på, om han ville tiltrække flere (yngre?) kvinder, hvis han havde mere hår. Men her på bogens sidste sider er venskabet og bogprojektet også ved at gå i vasken, forbi Morten Sabro drister sig til at antyde, at Leths langdistance forhold til den yngre danske kæreste vist ikke helt holder i længden:
»Når du kommer med din tolkning af hvor holdbart mit nuværende kærlighedsforhold kan være, så mener jeg at du kommer for tæt på, så tæt på at det er sårende«, skriver Leth krænket tilbage, og med en sådan rædsel for nærgåenhed bliver det svært at skrive sig frem til rigtige brændpunkter i en korrespondance fra en almindelig hverdag, som nødvendigvis må bæres af indre konflikter og ikke ydre handling.

Manglen på selvironi og modstanden mod videre refleksion gør at de 338 uredigerede sider mails føles meget lange og meget lidt underholdende. Til gengæld er bogen guf for en antropolog, som kan læse den som et kulturelt studie af hvide ældre mænds omgangsformer. De er præget af pral, selvhævdelse og angst for blottelse. Det er måske prisen for magten, æren og taletiden?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den ene gik med, den anden imod - sin tids mandeideal, og begge mislykkedes i deres jagt på originaliteten, fordi deres anglen efter ros var størst.

Naturligvis må man beundre dem for at kunne påkalde sig så stor offentlig opmærksomhed med så middelmådige forudsætninger, men deres præstation overskygges dog langt af Johanne Myginds: at ofre værdifuld tid af hendes ungdom på deres pissoir-korrespondence!

Søren Kristensen

Der kan næste ikke blive andet end smule patetisk, når to gamle hanløver finder sammen på savannen, men derfor kan bogen jo godt være underholdende, hvis man tilhører målgruppen og er til læsning.

Inger Sundsvald

Tak til Johanne Mygind for anmeldelsen. Jeg tænkte det nok. Spørgsmålet er så: - Hvem er egentlig målgruppen, for denne store ”kunst”?

susanne nielsen

Jeg er vild med Jørgen Leth, lad mig slå det fast med det samme. Men f... for en omgang patetisk og formålsløst læsning Jørgen og Morten her udsætter deres fans for. Man kommer aldrig til sagen, der kommer aldrig kød på - mest fordi Jørgen ikke vil svare på vise spørgsmål...men hvad er så meningen med en samtale bog. Alle bogen sider går ud på at finde ud hvad hvad de skal skrive om...men de finder sgu aldrig ud af det. Jørgen - gør det du er bedst til om det er at kneppe, skrive, tale, lave film, bare ikke flere samtalebøger!