Læsetid: 5 min.

Glokalisme i hyperfart

Den elektroniske scene er i hyperfart med et væld af talenter, der ikke kun sprøjter mp3-filer ud, men også fungerer på album og endda medvirker til jubilæer på en ellers spæd scene – som stadig både flygter fra og fortæller om de steder, som den rent geografisk kommer fra
21. oktober 2009

Både på dansegulvet og i hovedtelefonerne brager det løs her i det elektroniske reservat, som efterhånden fraterniserer så meget med andre former for musik og musikalitet, at det er svært at afgrænse det. Men tillad mig alligevel at gøre et forsøg på at rapportere fra den elektroniske musiks forkanter, hvor den syntetiske æstetik, den ikke-naturalistiske akustik, den opklippede og modificerede behandling af tid, sted, klang og rytme hersker.

Al musik er fiktion, men den elektronisk funderede musik er mere demonstrativt fiktiv, ja, der synes at være en pointe i at pege på manipulationen og på maskinernes ophævelse af fysiske begrænsninger. Der digtes fra en form for ikke-sted, hvor der alligevel kan være referencer til den fysiske virkelighed, som musikken undfanges i.

UK funky og bassline, dubstep og wonky. Det vælter med genrebetegnelser i en stadig acceleration af udgivelser af 12-tommer-singler og mp3-filer, genrenedbrydende remixes og også flere relevante albumkunstnere. Der kommer vægtige antologier, som samler fokus og nuancerer udsyn, og, hov, der kan faktisk fejres et jubilæum, ganske vist af de mere spæde slags.

London-selskabet Hyperdub – ledet af Steve Goodman alias Kode9 – fylder nemlig fem år, og det fejrer de med antologien 5: Five Years of Hyperdub, der rummer gamle såvel som eksklusive, uudgivne eller nyindspillede tracks. Den første cd er altså viet mere fremtidsrettede udskejelser, den anden det nostalgiske vue ud over fem års produktion.

»Nostalgisk?«, spørger du måske med vantro, ærede læser? Well, fem år er lang tid i elektronisk musik. Ikke fordi det vælter ud med genier på fem år, men fordi den elektroniske musiks førertrop – som er stor og afvekslende – når mange nye steder hen på de fem år.
Hyperdub har været et centralt selskab i udviklingen af dubstep (plus det løse), hvilket demonstreres med al ønskelig tydelighed på 5’s anden cd. Hør bare Burials klassiker »South London Buroughs« eller pladeselskabsbossen Kode9 på egen hånd og i samarbejde med The Spaceape. En lektie i, hvad dubstep har været og nåede at blive til på et halvt årti, og hvordan den evolutionerede videre til den adfærdsvanskelige wonky.

Opdagelsesrejsende

For Hyperdub følger med tidens opdagelsesrejsende, som i sagens natur altid er på vej mod nye horisonter. Hør bare antologiens første cd, f.eks. Malas sublimt enkle »Level Nine«, Samiyams og Flying Lotus’ radbrækkede udskejelser, Cooly G’s cool, uregelmæssige, men alligevel funky bedrifter. Og hør ikke mindst dubstep-legenden Burials nye, majestætiske, melankolske track »Fostercare«. Bevægelsen synes at være væk fra dubstep og over mod noget mindre stramt defineret.

Og når man lytter til

5: Five Years of Hyperdub, er det også tydeligt, hvordan den elektroniske musik, måske mere end nogensinde før, trives i et kollaborativt flimmerfelt, hvor den enes ide er den andens lån. Hvor man hele tiden tvær-refererer og krydsinspireres. Det er stadig enkeltpersoner og projekter, der skaber musikken, men det er via antologiens overblik, at man for alvor får en fornemmelse af, at de alle arbejder lige så meget med at lytte til hinanden som med at give lyd fra sig; lige så meget med at forstå andres teknologiske opfindsomhed som selv at opfinde.

Og det sker nu helt uden geografiske grænser, men stadig med en tendens til, at Storbritannien og til dels USA er dynamiske centre. Det betyder ikke, at man ikke finder opdagelsesrejsende i Holland, Brasilien og Angola, men det indikerer, at sted stadig er utrolig vigtigt for udviklingen af musikalitet. At man midt i en stedløs cyber-evolution ikke kan fraregne f.eks. Londons, Glasgows, Bristols og L.A.’s veludviklede klubliv, musikermiljøer, pladepushere samt indbyggernes urbane oplevelse og sindstilstand, når man skal forstå bare en del af den ligning, der resulterer i elektronisk kreativitet.

Regnfuld melankoli

Tag nu bare – som et lille mellemspil – Blue Daisy, der i den grad synes at mime en særegen britisk urban erfaring og fiktionalisering i deres musik. Lyden af boligblokke i forfald, af regnfuld, hvis ikke undersøisk melankoli – men også lyden af fiktive viderebearbejdelser, der gør, at der i høj grad er tale om et fremskrevet forfald, en dystopi eller i hvert fald en form for blåtonet eller sortnistret fremtid. Men altså en fiktion med en form for afsæt i nu – og her – og med referencer til andre musikeres fiktioner.

London-projektet Blue Daisy har således skabt en knitrende britisk klingende kabine af vemod med sære udsyn gennem algetilgroede vinduer over en storby under vand. På deres 10-tommer-vinyl-, mp3- eller flac-udgivelse Space Ex trækker Blue Daisy linjer tilbage til Massive Attack – fra Bristol
– og deres urbane soul og blues, men det foregår via London-eneren Burials hjemsøgte vemod og undersøiske patineringer. Og tilsat genren wonkys smag for voldsomme komprimeringer, der synes at lukke luften ind og ud af nummeret – og i processen give lytteren mavepustere.

At wonky er hot understreger den britiske dj og radiovært Mary Anne Hobbs på sine nye antologi, Wild Angels, hvor musikere fra hele verden, men især Storbritannien og USA, (især) arbejder med wonkys hang til destabiliserede synthesizere og radbrækkede beats. Her er det noget sværere at høre lokale tilhørsforhold, hvilket i høj grad må tilskrives det faktum, at genren er en glokal størrelse, der er vokset frem samtidig flere steder i verden, men måske først og fremmest på nettet.

Mary Anne Hobbs har et toneangivende og magtfuldt BBC Radio One-program, og hun har igennem flere år hyldet dubstep i radio og på antologierne Warrior Dubz og Evangeline. Men i år tager hun så for alvor wonky i ed som genre du jour, og når hun sprøjter med omsorg for en genre, så falder der blid regn af opmærksomhed over dens udøvere. I Wild Angels’ tilfælde er det folk som Hudson Mohawke, Floating Points, Brackles, Rustie og Nosaj Thing, der excellerer. Niveauet holder desværre ikke hele vejen igennem, men undervejs bliver det demonstreret, hvor frugtbar og ukontrollabel og faktisk ret så funky wonky kan være.

Lovende og legesygt

Førnævnte Hudson Mohawke kan så også noget uden for Hobbs’ vingefang. Den kun 23-årige Glasgow-dj er netop albumdebuteret med Butter, og det er fint, lovende og legesygt. Det kommer omkring stærkt legetøjsagtige kortslutninger, smukt melodiske glitch-arrede tracks, folk-hiphop og også lige 80’er-Prince og Outkast. Lidt for meget blær og overtalelse undervejs gennem de mange, mange tracks, men med et umiskendeligt både kompositorisk og produktionsmæssigt talent. Feltet er åbent for en herre, som både kan ende som stjerneremixer og som ny grænsebrydende særling. Eller
måske begge dele?

Jeg kunne også have anbefalet østrigske Dorian Concepts dansevenlige wonky, den kun 24-årige californier Nosaj Things smukt melodiske wonky på albummet The Drift eller newyorkeren Kotchys samarbejde med rapperen Shunda K fra Florida om en form for vokal ditto på ep’en Le Passion, Yo! Men her rinder pladsen ud. Jeg kan give slip, tørre sveden af panden og computerskærmen. Og du, kære læser, kan tage fat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu