Læsetid: 4 min.

Gonzo, mink og broderier

Dumhed, ondskab, skønhed, indbildninger, skrift og håndværk og sprog i verden
Syner. Dokumentaren om minkene gav syner, der vil følge én i mange drømme.

Syner. Dokumentaren om minkene gav syner, der vil følge én i mange drømme.

Tommy Kofofed

30. oktober 2009

Tirsdag aftens dokumentar på TV2 var et næsten ubærligt mareridt at komme igennem. Skambidte mink med afrevne haler. Væskende eller skorpede sår over hele kroppen, udrevne øjne. Liggende døde i bure. Ræve i tvangsneuroser med store knipper af svuldne bylder i gabet. Dumme, indskrænkede mennesker, stakler, der bagefter meningsløst forsvarer sig på nettet.

Penge skaber den slags, penge er skab, penge skaber alt. Men synerne, de sønderbidte, ulykkelige vilddyr vil forfølge en ind i mange nætters onde drømme.

Værre end nogen, den sagnomspundne journalist Hunter S. Thompson, skaberen af den genre, man har kaldt 'gonzo', nogensinde så, selv på de værste af sine trips til et sygt samfunds og et hallucineret sinds yderste, inderste dybder, derude og inde hvor det er krybdyrhjernen, der taler, og hvor alle ligner Richard Nixon.

Hunter var en genial journalist, en fantastisk forfatter, og det var det, der burde have haft hovedrollen i den halvanden time lange dokumentar, der fyldte primetime på DR2 samme aften.

Han var jo den største. Den nyeste og højeste new journalist af alle. Vi læste alt, hvad han skrev i Rolling Stone, hensynsløs som han var i sin sammenblanding af objektivt og subjektivt. Han var det først, han var det længe, og så var han det heller ikke længere. Rullestenen ramte en bakke, trillede op og faldt ned. Den lå stille. Kullet brændte væk, og ud af den magiske sukkerknald kom det lille ord 'syret', der ikke betyder en skid og derfor ligger så fedt på tungen af gennemsnitlige normalforbrugere, når de sidder på underholdningssamfundets lange lædersofa og ser Vild med Dans. På et sted, hvor dansen aldrig kan være andet end tam, hvad en mink aldrig ville kunne blive, uanset hvor kælent en eller anden stakkels tumpe af en minkfarmer med 50.000 af dem i bur så kan tale om de lækre, små pelsstumper.

Forfædre

Men tilbage i 1960'erne var det endnu anderledes. Pludselig ændrede alt ansigt, også journalistikken. Ud gennem reportagens sylespidse små tænder kom Hunter S. Thompsons bloddunstende psykedeliske historie om Fear and Loathing in Las Vegas og før det hans første boglange mesterværk om Hell's Angels - Little Jesus, the Gimp, Blind Bob, Gut, Buzzard, Zorro, Hambone, Clean Cut, Tiny, Terry the Tramp, Frenchy, Mouldy Marvin, Mother Miles, Dirty Ed, Chuck the Duck, Fat Freddy, Filthy Phil, Charger Charley the Child Molester, Crazy Cross, Puff, Magoo, Animal og hundredevis af andre med det lange hår blæsende i vinden, flaprende skæg og bandanas, ørenringe i armhulerne... flimrende af krom ned ad vejen som en dunst af møgbeskidt torden...

Og selvfølgelig kom det ikke ud af ingenting. Kerouac var der før, og før ham var der Miller. Jack og Henry. Og hvad drejede det sig om? Jo, Miller gav en slags svar i et forord til Kerouacs The Subterraneans, den første pocketudgave, 1959: »Jack Kerouac har gjort noget ved vores ulastelige prosa, som den måske aldrig vil komme sig af... han trodser det litterære udtryks love og konventioner, som forkrøbler enhver ægte og uhæmmet kommunikation mellem læser og skriver... og selv om han er langt ude, så er han også nær og kær, en broder i blodet... her og der og alle vegne forklædt som enhver. Både den der betragter og det der betragtes...«

Det var derfra, Hunter fik beskeden. Det så man ikke så meget til på tv. Man så ham selv, hans geniale rejsekammerat og illustrator Ralph Steadman, Jann Wenner der stiftede Rolling Stone og gav ham frihjul der. Man så hans koner, en søn, et par politikere, hvis veje han havde krydset, og man så ham selv igen, nu over the top på fuld fart ned og helt fra snøvsen på sin daglige, årelange diæt af whisky, speed, pot, blow, smack, uppere, downere af alle slags, men han var jo ikke bare det, ikke bare en person i den latterlige filmatisering af Fear and Loathing, der fyldte så meget i dokumentaren.

Desværre, for den slags syner skal ingen filme til en. Dem skal man læse, og ud af teksten skal de springe hen og hjem, der ind i en selv, hvor de hører til, og hvor de bor sammen med den vilde mink. Det er det, der er kommunikation.... mand. Det var der, Hunter S. Thompson boede i skrift.

Skift

Men det kan også siges anderledes. Man kan sætte farten ned, som DR2 gjorde aftenen før med den stilfærdigt mesterlige film Brodeuses, skrevet og instrueret af Eléonore Faucher. Fortællingen om to broderersker, den unge oprører og den gamle mester, der zen-agtigt mødes på en af livets mere triste skrænter og besejrer fortvivlelsen med kunst, med en skønhed der giver mening. De to roller spilles af Lola Naymark og Ariana Acaride, og jeg nævner dem bare, fordi de fortjener det.

Også den slags personer er langt ude og helt nære. Også så langsomt kan sprog danse andre verdener. Måske netop det - andre verdener - for ind imellem kunne man få den ide, at Hunter S, Thompson og andre med deres hysteriske hyperboler bare åbnede verden endnu mere på vid gab for de stupide voldsmænd, der står bagved også fremstillingen af det pelsværk, der varmer verdens dyreste kroppe i det, der efterhånden må være den længste af alle åndelige nedgangsvintre.

Vi savner Hunters kommentarer. Han kunne have gjort det bedre end TV2, men han gik sin vej i utide.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu