Læsetid: 8 min.

En gulnet dødsdom og en kasse med kærestebreve

I slægtsromanen 'Stalins børn' har den britisk-russiske journalist Owen Matthews forsøgt at forstå sin russiske families historie gennem et århundrede fyldt med blod og forræderi. Det er blevet et vidnesbyrd om menneskets ekstreme evne til at overleve
Familieskæbne. Engelsk-russiske Owen Matthews (th.) har optrevlet sin russiske families historie. Om morfaren (øverst tv.), der blev henrettet, om moren Ljudmilas hårde opvækst på et børnehjem og om forældrenes  kærlighed på tværs af jerntæppet (nederst tv.). Det er blevet til et  vidnesbyrd om menneskets evne til at overleve.

Familieskæbne. Engelsk-russiske Owen Matthews (th.) har optrevlet sin russiske families historie. Om morfaren (øverst tv.), der blev henrettet, om moren Ljudmilas hårde opvækst på et børnehjem og om forældrenes kærlighed på tværs af jerntæppet (nederst tv.). Det er blevet til et vidnesbyrd om menneskets evne til at overleve.

3. oktober 2009

260 siders gulnede papirer i en brun papkuvert udgjorde de samlede sagsakter i sagen imod Owen Matthews morfar Boris Bobikov. Den brune papkuvert fra det tidligere KGB-arkiv i Ukraine indeholdt alt fra konfiskeringen af et ferierejsebevis til sider med tilståelser skrevet med rystet håndskrift og plettet af blæk. Det sidste papir i sagen var en stencileret seddel som bekræftede, at dødsdommen over den tidligere partisoldat var blevet eksekveret.

»Da jeg sad med min morfars sagsakter, opdagede jeg, at jeg havde fat i en historie af episke dimensioner,« fortæller journalisten Owen Matthews, som har fortalt sin families historie i den dokumentariske slægtsroman Stalins børn.

»Oprindeligt ville jeg bare have skrevet en personlig beretning om mit liv som journalist i 1990'ernes dekadente Moskva, men de ting, som jeg oplevede der, var så vanvittige, at de kun kunne forstås i en historisk kontekst. Jeg ville vide, hvad der var roden til det bål af forfængelighed, som Moskva havde udviklet sig til. Det var naturligt at starte med min egen familie, og så skete der simpelthen det, at mine forældre og bedsteforældre hijackede min fortælling og smed mig ud af historien.«

Owen Matthews taler det smukke ordrige engelsk, som er typisk for britiske akademikere, men han ligner en russer. Rent faktisk ligner han i den grad den morfar, som i 1937 blev henrettet, fordi han som ledende medlem af det kommunistiske parti havde sat sig op mod Stalin.

Owen Matthews selv er et produkt af en kærlighedsaffære med en engelsk akademiker og den henrettede partisoldats datter. Han er vokset op i et England med en uforklarlig følelse af at være fremmed. Det var først, da han som ung blev ansat som journalist på en engelsksproget avis i Moskva, at han opdagede, at fremmedheden var russisk.

»Jeg havde altid opfattet mig selv som meget engelsk, samtidig med at jeg havde en mor, som var det her sære væsen, som talte med tyk russisk accent og opførte sig helt anderledes end de andre børns mødre. Selv om det er svært at sige præcist hvordan, har hendes sind smittet af på mit og betydet, at jeg selv blev anderledes end mine jævnaldrende i England. Netop derfor var Rusland sådan en åbenbaring. Her opdagede jeg, hvem jeg også var.«

Partisoldatens datter

Owen Matthews mor, Ljudmila Bibokova, havde ganske rigtigt en helt anden historie end de engelske middelklassefruer i London, hvor Owen Matthews voksede op.

I modsætning til sin storesøster Lenina blev Ljudmila ikke opkaldt efter Sovjetunionens leder, da hun blev født i 1934. Selv om hendes far var en ledende kommunist og chef for en prestigefyldt traktorfabrik i Ukraine brød han sig hverken om navnet Stalina eller Stalins tvangskollektivisering, som havde betydet hungersnød over det meste af Sovjetunionen. Da Ljudmila var tre år gammel kom hendes far ikke hjem fra et ferieophold for partispidserne. Han var blevet taget med til de forhør i KGB, som endte med hans henrettelse.

»Min mors storesøster Lenina var 12, da hendes far blev arresteret, og hun havde hele sit liv troet, at hendes far havde nægtet at lade sig knække under forhørene, men ligesom de fleste andre brød han sammen og tilstod, at han havde begået omfattende kontrarevolutionær virksomhed.«

Et halvt år senere, en aften hvor Ljudmila lå syg med mæslinger, hamrede det på døren. Det var det hemmelige politi, som nu kom for at arrestere hendes mor. Kun iført natkjole og med armene vredet om på ryggen blev den fortvivlede kvinde ført ned ad trapperne og ind i en sort bil. Den feberhede Ljudmilla blev sammen med sin ældre søster smidt ind i en anden bil og kørt til et statsligt fængsel for ungdomsforbrydere. De to søstre så først deres mor igen 12 år efter.

»Mennesket kan jo vænnes til alt og leve under selv de værste omstændigheder. Det er måske det, som har imponeret mig mest under arbejdet med bogen. Dens fortællinger er et vidnesbyrd om menneskets evne til at overleve og overkomme de værste ting.«

Maskine for hjerte

Ljudmilla og Lenina voksede op som Stalins børn på Sovjetunionens børnehjem beregnet for kriminelle, forældreløse og børn af systemkritikere.

»Stalin gav os vinger i stedet for arme og i stedet for hjerter, en glødende maskine,«lød en af de børnesange, som Ljudmila lærte udenad og prøvede af leve op til på trods af at hungersnød og tuberkulose havde forkrøblet hendes krop.

»Min mor og hendes søster mistede deres forældre, men de havde hinanden. De var søstre i en verden af forældreløse. Min mor taler aldrig om sin barndom med bitterhed. 'Skriv om de gode mennesker. De var der også,' blev min mor ved med at sige, da jeg skrev bogen,« fortæller Owen Matthews, som stadig bliver bevæget, når han ser på et gammel fotografi af moderen og hendes storesøster Lenina, som luseklippede børnehjemsbørn med alt for voksne øjne.

Da Owen Matthews mormor endelig blev løsladt efter 12 år i fangelejr i Sibirien var det en knækket og bitter kvinde, som blev genforenet med sine døtre. Ljudmilla husker stadig det skrig, som hendes mor udstødte, da hun fik øje på hende: den buttede tumling, som hun var blevet adskilt fra var nu vokset op til en mager haltende 14-årig.

Moder og datter knyttede sig aldrig til hinanden igen, og dermed forblev Ljudmila følelsesmæssigt forældreløs med en både fysisk og følelsesmæssig forkrøbling, som hun lærte at leve med, men som også gjorde hende parat til at indgå i en kærlighedshistorie, som krævede en enorm lidenskab og stædighed: forholdet til Owen Matthews far - en ung engelsk historiker med en usædvanlig interesse for Sovjetunionen.

Kisten med brevene

Det er nemlig ikke kun KGB-gulnede sagsakter, som Owen Matthews gennemgik i sit arbejde med at researche både sin egen, sin families og selve Ruslands historie. Væsentlige dokumenter lå i en smukt gammel skibskiste, som stod på loftet i Owen Matthews forældres hjem. Her gemte sig over 100 kærlighedsbreve fra Ljudmila Bibikova til Mervyn Matthews, som mødte hinanden i Khrusjtjovs Moskva, hvor han studerede og hun arbejdede. En meget lykkelig kærlighedshistorie, som forvandlede sig til tragedie, da Mervyn blev smidt ud af landet for at have nægtet at samarbejde med KGB. Inden da havde han svoret, at han ville få Ljudmila ud af Sovjetunionen, så de kunne blive gift.

Owen Matthews fik den gamle skibskiste med breve af sin mor, og spurgte aldrig sin far om han måtte læse dem af frygt for, at faderen ville nedlægge veto mod projektet, men brevene fik ham til at se sine forældre i et helt andet lys: »Jeg har altid kendt mine forældres historie og samtidig haft virkelig svært ved at se min far som en helt i en kærlighedshistorie, for jeg kender ham som en tør walisisk akademiker. Brevene fik mig til at se mine forældre i et helt andet lys. Pludselig forstod jeg, hvilken enorm udfordring, min far havde påtaget sig. Jo mere jeg læste om Rusland i den periode, jo mere forstår jeg, hvor umulig mine forældres drøm var om at blive genforenet. Det ideologiske skel mellem vest og øst under Den Kolde Krig var simpelthen så stærkt, at det var ligesom at ville flytte til en anden planet.«

I seks år fløj brevene frem og tilbage mellem Moskva og London. En luftbåren lidenskab, som langsomt blev en reel besættelse.

»I vores tid har folk lært at stille sig tilfredse med lidt, med halve løsninger, med det kunstige. De glemmer let deres følelser og forlader og forråder let hinanden. Også i kærlighed. Hele mit liv er jeg gået op mod denne strøm. Hele mit liv har været en bitter kamp mod forsøg på at presse en bestemt måde at leve på ned over hovedet på mig,« skrev Ljudmilla Bibokova i et brev og bad Mervyn Matthews om at forsikre hende, at han ikke ville give op.

Imens rejste Mervin Matthews over hele Europa for at tilrettelægge tilfældige møder med repræsentanter for Sovjetunionen som kunne hjælpe ham, trykte flyveblade for at gøre opmærksom på sin sag og opgav efterhånden sin egen akademiske karriere som Sovjetforsker af angst for at det kunne skade hans muligheder for at få Ljudmila til Vesten.

I 1969 år blev Ljudmila en del af en fangeudveksling mellem Storbritannien og Sovjetunionen. Seks års kamp for at blive gift var slut, men ægteskabet blev - næsten som en selvfølge - ikke lykkeligt.

Den russiske vind

»'Deres kærlighed blev knust på hverdagslivets kyst,' har en digter skrevet, og det var nok det, som skete for mine forældre. De er jo begge to meget stædige mennesker, som måtte leve sammen i en for lille lejlighed. Og det var svært for min mor at vænne sig til livet i London. Hun syntes, og det er nok overraskende, at livet i Vesten var fattigt. Fra Moskva var hun vant til at kunne gå i Bolshov-balletten et par gange om ugen og købe bøger og plader med klassisk musik. Man arbejdede heller ikke særligt meget i Sovjetunionen og havde masser af tid til at være sammen med sine venner. Hun syntes, at livet i Vesten var hårdt,« fortæller Owen Matthews om sin mor, som dog efterhånden vænnede sig til sit nye liv.

Under Owen Matthews arbejde med Stalins børn var hans mor en uvurderlig hjælp, og hun læste den igennem uden at kræve andre ændringer end et par faktuelle småfejl.

»Min far har derimod ikke læst bogen. Han siger, at han ikke har lyst, men jeg tror, at det er, fordi han så slipper for at diskutere den med mig. Jeg fortæller jo ting om både ham og resten af hans familie, som går meget tæt på.«

I bogens efterord takker Owen Matthews blandt andet sin kone og svigerfamilie, ligesom sin far har han giftet sig med en russisk kvinde, og familien deler nu livet mellem Istanbul og Moskva, hvor Owen Matthews arbejder som redaktør for Newsweek.

»Min kones familie er en del af den gamle russiske intelligentsia, og hun vil ikke have, at hendes børn skal vokse op i Rusland. Hun hader den moderne russiske elite og deres ekstreme materialisme og mener, at vores børn skal have vestlige værdier.«

- Hvad med dig selv, ønsker du, at dine børn skal være russiske?

» Ja, for jeg synes jo, at russerne har noget særligt. Den russiske forfatterinde Marina Tsvetaeva flygtede til Paris efter den russiske revolution, men skrev et gribende digt om sin længsel efter den russiske vind, som blæser alt omkuld og hele tiden betyder, at alting forandrer sig. Jeg ved præcis, hvad hun mener. Den russiske folkesjæl har en længsel efter det storslåede og eventyrlige, som jeg ville ønske, bliver en del af mine børns personlighed. Den gør ikke nødvendigvis livet lettere at leve, men den gør det mere interessant.«

Owen Matthwes: Stalins Børn, 320 sider, 289 kr. SBN9788702076172

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu